Læsetid: 2 min.

Bent Jensen skal lede koldkrigsforskningen

Det er professor Bent Jensen, der skal lede det nye center for koldkrigsforskning – og dermed fik Dansk Folkeparti sin vilje. Oppositionen og forskerkolleger kalder det bestilt forskning
12. januar 2007

Professor Bent Jensen fra Syddansk Universitet er blevet udnævnt som leder for det nye center for koldkrigsforskning, som hører under Forsvarsakademiet. Det er Dansk Folkeparti, der sidste år sikrede, at centret ville blive oprettet. Dengang pegede forskningsordfører for Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, på netop Bent Jensen som leder af centret - blandt andet fordi han var en af kritikerne af en rapport om den kolde krig, som Dansk Institut for Internationale Studier ved Københavns Universitet stod for. Rapporten konkluderede, at den danske fodnotepolitik i firserne kun i ringe grad skadede Danmarks ry som loyalt NATO-medlem. Den konklusion var Dansk Folkeparti ikke begejstret for, og derfor ville man have ny forskning på området.

Forskning

Udnævnelsen af Bent Jensen som leder af det nye forskningscenter var forventelig, mener flere af professorens kollegaer, blandt andre Poul Villaume, som er professor og koldkrigsekspert på Københavns Universitet: "Hvis man kigger på opslaget er Bent Jensen jo velkvalificeret. Men jeg er modstander af den måde at fordele forskningsmidler på - det er en politisk styring, som vi ikke har set før. Og jeg synes, der er mange andre ting ved den kolde krig, som kunne være nok så interessante at undersøge og bruge penge på," siger Poul Villaume

Samme holdning har Michael Clemmesen, som er pensioneret brigadegeneral og ansat ved forsvarsakademiet, som centret kommer til at høre under:

"Det formål og fokus, som centret skal have, har ingen interesse for mig. Desuden er der forsket rigeligt i den del af den kolde krig," siger han. Han ser hele centret - og udnævnelsen af Bent Jensen som et udtryk for politisk styring:

"Jeg ser det her som et politisk opgør, og det er ikke noget, der kan bringe os frem - det er kun god forskning, der kan det."

Om der kommer god forskning ud af fra det nye center, vil tiden vise:

"Som udgangspunkt kan jeg ikke se, at hovedformålet med det center er relevant. Men jeg kan ikke udelukke, at der kommer noget godt ud af det. Det kommer helt an på, hvilke delprojekter der kommer, og hvilke forskere man sætter til at lave dem, siger Michael Clemmesen.

Samme holdning har Poul Villaume:

"Fordi jeg er imod den måde, det her er gjort på, kan der sagtens komme noget interessant forskning ud af det. Det ved vi jo først, når vi ser resultatet," siger han.

Politisk

Udnævnelsen får vrede frem hos oppositionen - blandt andre SF's formand, Villy Søvndal:

"Det ligner efter min opfattelse det, vi kendte fra det gamle Sovjet. Nemlig ønsket om at politikerne fuldstændig kontrollerer forskningen og ved, hvilket resultat der kommer ud," siger Villy Søvndal ifølge Ritzau.

Jesper Langballe afviser selv kritikken:

"Jeg har ikke noget at gøre med udnævnelsen af Bent Jensen. Det er en politisk uafhængig bestyrelse, der har stået for ansættelsen," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu