Læsetid: 3 min.

Benzin på bålet

26. oktober 1996

FORLIGET OM DSB's fremtid er af forligsparterne blevet udråbt som en sejr for både togpassagererne, miljøet, bilisterne og vognmændene. Samtidig skal det ikke koste nogen noget. Det er naturligvis noget vrøvl.
Meget venligt kunne man tale om et vanskeligt politisk kompromis. Og i sådanne er der et naturligt behov for at udråbe alle som sejrherrer. Og jo mere den kollektive trafik er blevet svigtet, jo større behov har en socialdemokratisk trafikminister for at udlægge forliget som et spring frem for togdrift og miljø.
Problemet er bare, at troværdigheden er kørt forlængst. Ud for at prøve en ny motorvej. Og tilbage står vi med en kollektiv trafik, der i virkeligheden er i rivende tilbagegang. Det er nemlig tordnende sikkert, at DSB-forliget ikke rykker ved den kollektive trafiks massive tab af markedsandele.

SIDEN BEGYNDELSE af 1980'erne har den kollektive trafik tabt markedsandele til bilerne. En hovedårsag er den markante ændring i prisforholdene. Det er f.eks. beskrevet i Finansministeriets seneste Budgetredegørelse fra maj 1996. Den har guddommeligt nok titlen Velfærdssamfundets veje. Den handler om
alle mulige tendenser i velfærdssamfundet, men på side 315 er der beregnet et par pudsige pristal.
Siden 1980 er benzinprisen kun steget med 24 procent. I den samme periode er priserne på bus- og togbilletter steget med 146 procent. Ethundredeseksogfyrre procent. Så grotesk er det.
Denne prisudvikling er naturligvis et resultat af en lang række politiske valg, der er truffet med åbne øjne gennem en 15-årig periode.
Nu kunne man jo så tro, at det var opstået en politisk bekymring over denne udvikling. At det nu var gået vidt nok. Men sådan forholder det sig ikke.

SAGEN ER, at der nok kan være politisk uenighed mellem regeringen og forligspartierne V og K om trafikudviklingen. Men det er i realiteten kun en uenighed, der begrænser sig til, hvor meget biltrafikken skal have lov til at stige. At den skal stige markant - også set over en 25-årig periode - er et fælles udgangspunkt.
Det vil måske smerte nogle radikale, men de kunne passende genlæse Finansministeriets seneste gennemgang af trafikområdet. Med en uændret trafikpolitik regner man her med, at den kollektive trafik yderligere vil miste terræn over de næste 25 år. Stort set hele væksten i antallet af persontransport-kilometer vil ligge hos bilerne. De vil stå for 28 mia. personkilometer ekstra om året! Den kollektive trafik vil stå nogenlunde uændret. Dermed klarer bilerne over tre gange flere personkilometer end den samlede kollektive trafik.
Finansministeriet vurderer, at en pakke med højere benzinpriser, bompenge, parkeringsafgifter mv. kan fordoble den kollektive trafiks andel. Men selv i den situation vil biltrafikken fortsat være voksende og fortsat være langt større end den kollektive trafik.

SKAL DER virkelig flyttes markedsandel til fordel for den kollektive trafik og skal de officielle CO2-mål virkelig tages alvorligt, er der med andre ord brug for meget vidtgående indgreb.
I den sammenhæng er DSB-forliget et lille politisk puslespil. Der er givet lidt til højre og venstre. Lidt fremrykkede tog-investeringer men også lavere priser for bilerne på Storebælt. Samtidig skaber forliget en DSB-struktur, der er så mudret og konfliktfyldt, at enhver trafikjournalist må få julelys i øjnene ved udsigten til alle de gode historier, der er på vej.
Endnu to dele - Intercity og S-tog - skilles ud i selvstændige A/S'er. Mens den indbyrdes stærkt splittede koncernledelse beholder de afgørende regionaltog og den skandaleramte gods-division. Selve banenettet overtages af en nyoprettet banestyrelse. Det fremhæves som en idé, selveste EU har inspireret til. Ikke just nogen opmuntrende oplysning, al den stund EU's jernbanesamarbejde indtil nu har været en fiasko. Men man kan jo heller ikke nå det hele, når der også skal laves både monetær og politisk union.
Det er skæbnens ironi, at de første stumper af de nordjyske motorvejs-stumper blev indviet dagen efter indgåelsen af DSB-forliget. Motorvejene nord for Limfjorden er af trafikforskere blevet betegnet som Europas mest overflødige. Men de var den politiske betaling til nordjyske MF'ere for at stemme for Storebæltsforliget.
Den aftale holdt. Men den sidste af de aftalte fordele for togdriften på Storebælt er nu røget efter prisnedslaget for bilerne.
Noget er rivende galt. Motorvejen går til Hjallerup og toget er afsporet.

mol (Jacob Mollerup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her