Læsetid: 2 min.

Berigtigelse udbedes

30. marts 2007

Arno Victor Nielsen ('Højrefløjens Tribini', 15. marts) har naturligvis lov til ikke at kunne fordrage mine meninger. Han har også lov at afsløre, at eftersom han ikke er i stand til at polemisere elegant, må han ty til grov- og platheder, som når han uden nærmere forklaring kalder min bog From Plato to NATO for ideologi snarere end lærdom. Men han har ikke lov at lyve.

Han skriver, at jeg i mange år titulerede mig professor ved Stanford University. Det har jeg aldrig gjort. Dels er jeg ligeglad med titler, og dels kunne jeg ikke drømme om at give mig selv en falsk af slagsen. Så jeg må bede AVN trække denne påstand tilbage.

At andre uden at rådføre sig med mig fejlagtigt har tillagt mig en sådan titel, skal jeg ikke udelukke. Jeg skal stadig til daglig forklare folk, at jeg ingen tilknytning har til Aarhus Universitet.

Sandheden er, at jeg, der var seniorforsker ved Hoover Institution på Stanford, i 1990-91 underviste i Tysklands historie ved History Department sammesteds, altså som det, man kalder (ulønnet) adjungeret professor.

Værre er, når AVN derefter skriver: "Han har heller aldrig været professor i international politik ved Boston University". Den løgn må AVN også trække tilbage. Rektoratet for Boston University vil kunne forsyne ham med kopi af mit ansættelsesbrev, hvori jeg udnævnes til professor ved Department of International Relations, en titel der på dansk må lyde professor i international politik.

At denne stilling var åremålsbegrænset til to år og finansieret med 50 pct. ved en bevilling fra John M. Olin Foundation gør hverken fra eller til. Det var ikke fonden, der udnævnte mig, men universitetet.

AVN's øvrige påstande ligger i grænsefeltet mellem ren løgn og perfid insinuation. Således når han uformidlet hopper over i et helt andet emne og skriver: "2001 bryggede han en anden paranoid fortælling sammen om, at de venstreorienterede havde skjult sandheden om tyskernes fordrivelse fra Østeuropa. Men alt forelå fuldt dokumenteret allerede i slutningen af 1950'erne".

Mine danske artikler om fordrivelserne (der har været flere) har alle henvist til den vesttyske regerings flere tusinde sider lange dokumentation, der udkom i 1953-61. Pointen var at denne dokumentation ingen virkning fik, fordi det af progressive beherskede kulturpolitiske klima i 1960'erne og senere forhindrede det. Lige indtil Günter Grass i 2002 gjorde emnet salonfähigt på venstrefløjen med sin roman Im Krebsgang. Så var det pludselig i orden at skrive og filmatisere om sagen.

Sidste lille, men mærkelige løgn hos AVN: "Ved hjælp af uforfalsket Erasmus Montanus-logik har Gress også præsteret at trylle Michel Foucault om til Holocaust-benægter". Hvor i alverden har AVN det fra? I min eneste publikation om Foucault, et essay af 1983, kalder jeg ham ikke Holocaust-benægter. I det udtrykte jeg faktisk en del sympati og forståelse for Foucaults teser.

Fordrivelserne og Foucault kan AVN og jeg skændes om til dommedag. Det tager jeg roligt. Jeg må imidlertid fastholde, at AVN må trække de to åbenlyse løgne tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu