Læsetid: 6 min.

Berlins hukommelse

Nye og gamle betonklodser udgør vigtige brikker i Berlins forståelse af sig selv som en fornyet by, der til stadighed er nødt til at huske på sin barbariske og absurde historie
14. oktober 2006

Den er ikke nem at finde, det er som om den unddrager sig i anonymitet, og fordi den ikke ligner noget andet, men pludselig ser man den i al sin monstrøsitet: Berlins mest absurde monument, som nu er erklæret bevaringsværdigt, en gigantisk betonklods, stor som et vandtårn - Albert Speer's Grossbelastungskörper. Den er grim som arvesynden, rustbrun og arret med små bevoksninger rundt om. Den ligger på hjørnet af General Pape Strasse og Duden Strasse i et kvarter, hvor man stadig kan ane omfanget af luftbombardementerne, kun betonklodsen har ligget intakt tilbage, immun over for destruktionen. Siden har den været urørlig, den ligger for tæt på jernbanen og bebyggelser til, at en sprængning har været mulig, og en manuel fjernelse har ingen turdet foreslå. Dimensionerne er enorme: Dens diameter er 21 meter, den rækker 18 meter ned i jorden og 14 meter over. Nu ligger den der bare bag en ståltrådsindhegning med advarsler mod at nærme sig, den stiger massivt op gennem et vildvoksende krat af buske, træer og ukrudt, uden nogen form for iscenesættelse som et tavst vidne om næsten glemte planer. Og derfor er den nu blevet fredet. Den er blevet omfattet af Berlins hukommelse.

Hitlers planlagte akse

Albert Speer, Hitlers arkitekt og organisatoriske geni, omtaler byggeriet af 'belastningslegemet' i sine erindringer, hvor han selv godt kan se ironien i, at denne absurde konstruktion nu er det eneste minde om de mest grandiose byggeplaner, nogen by har set i moderne tid. Helt tilbage i 20'erne dyrkede Hitler de megalomaniske ideer om Berlins fremtidige status som verdens hovedstad 'Germania', som Speer ivrigt støttede ham i og udførte detailplanlægning af.

Et centralt element i disse planer var en gigantisk nord-syd akse gennem byen domineret af to kæmpemæssige bygningsværker. Det nordlige var den enorme Grosse Halle med en 320 meter høj kuppel og med plads til op mod 180.000 mennesker, placeret nord for Rigsdagen og omgivet på tre sider af floden, og det andet hovedelement var en triumfbue så stor, at den i Paris let kunne stå i selve buen, et monument til minde om de faldne i den første store krig.

Det eneste problem, der virkelig bekymrede Speer, var, om Berlins undergrund, som er meget løs og sandet, kunne den bære kæmpebuen, eller ville man stå med en katastrofe som det skæve tårn i Pisa? Her kommer klodsen ind i billedet, dens funktion var at teste undergrundens bæreevne på stedet, hvor triumfbuen skulle stå. Med vanlig effektivitet gik han i gang, indforskrev en hærskare af franske tvangsarbejdere og startede støbearbejdet.

Men det var så også alt, man nåede; da arbejdet var afsluttet i 1942, måtte man til Hitlers enorme raseri prioritere krigsindsatsen højere og udskyde planerne. Kun klodsen stod tilbage og talte sit stille sprog - i øvrigt viste forsøget kun en sænkning på 19 cm., klart inden for det acceptable, undergrunden var ikke en hindring.

Imponerende beslutningskraft

Hvis betonklodsens absurditet taler til os om historiens modsætninger, så gør Berlins nyeste monument det ikke mindre, og netop fordi det ligger præcist på den planlagte akse, kommer det på en paradoksal måde til at træde i forbindelse med klodsen, som udgør den sydlige modpol. Peter Eisenmans Holocaust Mindesmærke, som i 2005 blev realiseret efter mange diskussioner, er på alle måder et fantastisk fænomen og et vidnesbyrd om den beslutningskraft, der hersker i Tyskland i vore dage. I hvilken anden by i verden ville man have modet til at afsætte 19.000 kvadratmeter i byens absolutte centrum til et fuldstændigt abstrakt monument over en skændselshandling, befolkningen allerhelst bare vil glemme?

Samtidig markerer monumentet en radikal afvigelse fra al traditionel monumenttænkning, som man kunne forvente det, når man inviterer en 'dekonstruktionist' til at udføre værket. Resultatet er på én gang lammende enkelt og uoverskueligt, det består af 2.700 betonklodser anbragt i lige linier og i et bølgemønster, som skal give den vandrende iagttager et indtryk af total hjemløshed og fortabthed. På den måde rummer det lighedspunkter med Liebeskinds Jüdisches Museums skæve vinkler og lammende oplevelsesrum.

Begge steder drager man konsekvensen af det uforklarlige: i holocaust-historien forlader vi det rationelle, for selv om det netop var det rationelle i planlægningen og udførelsen, der er det chokerende, så ligger de egentlige årsager og mulige forklaringer hinsides al fornuft og rationel analyse. Ved lige præcist at se disse faktorer i øjnene har de tyske politikere på én gang udvist et kolossalt mod og overvundet vanetænkningens modstand, og de har samtidig på en paradoksal måde bragt deres by ind i en officiel samklang med en modernisme, som kun finder udtryk meget få steder.

Det uforklarlige

Spændingen mellem det rationelle og det totalitæres totale opbrud er overalt central i Berlins hukommelse.

Ved det idylliske Wannsee, lige uden for Berlin, i et område, som nu er supermondænt sejlsportsområde, ligger pragtvillaen, hvor kalkulerne blev udregnet på den berygtede Wannsee-konference i januar 1942. I al sin enkelhed gik det ud på, at man i disse smukke lokaler med den mest pragtfulde udsigt over parken og ned til søen satte sig for at regne ud, hvordan man på den letteste og mest rationelle måde kunne slå flest mulige uønskede mennesker ihjel.

Her planlagde højtuddannede akademikere og eksperter under SS-lederen Heydrich's ledelse selve Die Endlösung, og Adolf Eichmann førte minutiøst referat. Og nu er der så indrettet et forbilledligt konference- og udstillingscenter, hvor skoleklasserne passerer igennem og af kyndige vejledere får forklaret det uforklarlige. Her kan man vise alle benægtere selve protokollen, den ligger frit fremme i et tykt A4 bind, et rystende sagligt vidnesbyrd om vores tid.

Fornægtelsen

Men den berlinske fordøjelsesproces rummer også eksempler på ren fornægtelse, når man ikke vil risikere at friste svage sjæle med trang til værdiernes omvurdering. Her har man bevidst eller ubevidst gjort brug af en elegant teknik: anonymiseringen.

Et eksempel er fængslet i Spandau, som til sidst blot rummede oldingen Rudolf Hess som fange. Så snart han var død, rev man prompte den bygning, han sad i, ned, og hvad byggede man i stedet: en Aldi!! Den mest stensikre garanti for, at her vil der aldrig kunne demonstreres til fordel for fortidig ære og heltegerninger.

Et andet eksempel er Hitlers bunker, som i øvrigt ligger på absurditetens akse, tæt ved det nye mindesmærke, og som alverden nu kender i detaljer fra Der Untergang, her skyndte man sig at fylde beton og jord oven på, da man efter Murens fald fandt resterne i det gamle ingenmandsland. Men man nøjedes ikke med det, man forsynede området, det gamle magtcentrum i Wilhlemstrasse, hvor også Hitlers Rigskancelli og alle ministerierne og ambassaderne lå, med fuldstændigt anonyme bygninger, som lige så godt kunne ligge i Valby som her på denne plads, hvor de tjener til at trække enhver fascinationskraft ud af området.

Og det virker! Nu ligger Hitlers bunker under tørrestativer, parkerings- og lejepladser, hvor dagplejemødrene hygger sig om dagen, mens fortvivlede historisk interesserede forgæves prøver at udregne antallet af skridt fra de omliggende gader. Her er der intet at komme efter. Alligevel virker lokaliteten sært logisk i sin historiske nulpunktsfornemmelse, den bliver et naturligt led i Berlins hukommelsesakse. For nu har Berlin faktisk fået sin nord-syd akse, den passerer godt nok hen over det fortrængte, men rummer på helt enestående vis den mest fantastiske kalkule, hvor man i den ene ende ser den første skitse, og i den anden selve facit!

Derfor er Berlin blevet det nye europæiske kreative center, og derfor kunne man 70 år efter den skandaløse nazistiske propaganda-olympiade vove at smide VM-finalen i fodbold på Hitlers Olympia-stadion i hovedet på verdens tv-publikum. Det enorme anlæg, som faktisk er et stykke klassisk fascistisk parade-arkitektur, kan netop i det nye Berlin ses som løftet ud af sin arv og ligesom den renoverede Rigsdag bragt ind i den nye tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu