Læsetid: 4 min.

Berlusconis bidrag

5. juli 2003

HELT IMOD sin hensigt har den italienske regeringschef, Silvio Berlusconi, styrket de politiske kræfter i Europa, der arbejder for at udvikle en fælles offentlighed på tværs af de eksisterende nationale og sproglige grænser. Det skete, da han i Europa-Parlamentet overgik selv sig selv i usmagelig demagogi. Som det er blevet rapporteret vidt og bredt, svarede han en kritisk spørgende tysk parlamentariker med en bemærkning om, at vedkommende ville egne sig glimrende til i en kommende italiensk film at spille rollen som nazistisk vagt i en kz-lejr.
Ganske uundgåeligt har han siden måttet undskylde over for sin tyske kollega, Gerhard Schröder. Men formanden for Europa-Parlamentet, Pat Cox, mener ikke, at det er tilstrækkeligt. En tilsvarende beklagelse bør formuleres i det forum, hvor Berlusconi fremsatte sin famøse udtalelse. Og den bodsgang bliver den italienske ministerpræsident sandsynligvis også nødt til at betræde.
Netop dette aspekt er der mange, der har hæftet sig ved, siden hans pinagtige optræden i parlamentssalen i Strasbourg. Han har ikke blot bekræftet, at han i enestående grad er uegnet til at bestride det tillidshverv, alt for mange italienske vælgere har betroet ham. Han har også i alvorlig grad svækket den Europæiske Unions stilling i en situation, hvor den i forvejen er i defensiven.

DE ØVRIGE 14 medlemslande, såvel som de 10 kommende, kunne vælge en reaktion, der mindede om blokaden af Østrig efter optagelsen af Jörg Haiders Frihedsparti i den konservativt ledede regering. Men netop de temmelig negative erfaringer, de 14 måtte drage af denne form for sanktionspolitik, stiller sig i vejen for en gentagelse. Nok er de øvrige regeringsledere i EU dybt bekymrede over Berlusconis adfærd, men en egentlig diplomatisk boykot som den, der blev iværksat over for den tidligere regering i Wien, har ikke været på tale – end ikke i det Tyskland, der med god grund føler sig såret over den italienske regeringsleders utilstedelige udtalelser.
Mere perspektiv er der derfor i de ideer, der er blevet fremsat af et par danske medlemmer af Europarådet. Hanne Severinsen fra Venstre og Lars Kramer Mikkelsen fra Socialdemokraterne har benyttet lejligheden til at fremhæve, at denne pan-europæiske organisation, der som sin kerneopgave har at overvåge demokratiets tilstand og respekten for menneskerettighederne, nu bør inddrage Italien i denne overvågning.
Hvis det sker, vil det være første gang, et vesteuropæisk land bliver underkastet en sådan kontrol. Europarådets politiske betydning i de snart 14 år, der er gået siden Berlin-murens fald, har først og fremmest været forbundet med overvågningen af den udvikling, der er sket i de tidligere satellitstater under Sovjet-imperiet. Er overholdelsen af basale rettigheder blevet tilstrækkelig rodfæstet til, at disse lande har kunnet opnå medlemskab af Europarådet?

NU, DA ti af disse lande kan se frem til at blive medlemmer af EU om mindre end et år, og hvor endnu et par stykker er ved at kvalificere sig, er denne selektion i overvågningen ved at nærme sig noget, der minder om klar diskrimination. Som Hanne Severinsen har fremhævet, er der foretaget ganske dybtgående undersøgelser af mediekoncentrationen i Ukraine, hvor en stor del af tv-stationer, radioer og aviser ejes af en person, der står præsidenten nær. Men i Italien ejes de af regeringschefen selv.
Lars Kramer Mikkelsen har suppleret med en konstatering af, at Europarådets troværdighed afhænger af, at det ikke kun overvåger østlande. Og de konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, har fremhævet det betænkelige i, at Berlusconi har gennemtrumfet en særlig immunitetslov for at beskytte sig selv mod yderligere retsforfølgelse i de korruptionssager, der er blevet rejst imod ham. Også hun er indstillet på at bringe sagen op i Europarådet.

NU ER dette råd langt fra det samme som den Europæiske Union. Men i udviklingen af det større Europa i en demokratisk retning har det spillet en rolle, der ofte er blevet undervurderet i de europæiske offentligheder. Hvad der sker i Europarådet vil ofte have afsmittende virkning på beslutningerne i EU’s centrale organer. Det er en tendens, der utvivlsomt vil blive styrket, efterhånden som medlemskredsen i stadigt højere grad bliver overlappende.
De gamle EU-lande må altså til at indstille sig på, at også de kan blive udsat for en kritisk vurdering af deres forvaltning af demokrati og menneskerettigheder. Det vil fortalere for en oldnordisk forestilling om nationernes uantastelige suverænitet ikke bryde sig om. Tænk, hvad der eksempelvis kunne ske, hvis den danske udlændingepolitik blev udsat for en sådan analyse. Men tænk også, hvad det ville indebære, hvis italienere, danskere og mange andre europæere på lige fod – og uden nationalitets anseelse – kunne diskutere, om EU ikke fortjente et bedre formandskab end det, den nu må leve med det næste halve år.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu