Læsetid: 4 min.

BERNABÉU-BULDER

Historiens engel er med på stadion, når FC Barcelona på søndag møder Real Madrid i nok en 'Clásico'
20. oktober 2006

På søndag dyster Real Madrid mod FC Barcelona i den berømte Clásico. Det foregår på Estadio Santiago Bernabéu midt i Madrid, og der er for længst meldt udsolgt til den store begivenhed. Real stiller til kampen med en frisk 4-1-sejr over Steua Bukarest i Champions League. Barcelona har derimod på det seneste fået ridser i lakken. Men de klarer den med godt teamwork. Lad os håbe, Ronaldinho og Guti på hver deres side mander sig op til narrestreger. Og hvis Ruud van Nistelroy kan komme bare i nærheden af det sublime mål, han scorede til 4-1 i Rumænien i tirsdags, ja, så kan det vist ikke blive mere forrygende.

Derbyet er et medie-stunt i sværvægtsklassen. Men det er også blodig historie.

Efter General Francos død den 20. november 1975 kunne Spanien vågne op. Nu havde spanierne pludselig travlt med at åbne sig for en verden og en kultur, som havde været lukket ude i de 36 år, Francos regime havde varet.

For Real Madrid var det ikke lutter positivt, for den nye kultur syntes at bevæge sig mod øst til Catalonien og Barcelona og nordpå til de baskiske landområder. FC Barcelona var hot. Desuden havde de Johan Cruyff, som havde dirigeret de blå-røde tropper i den berømte noche negra (sorte nat), da Barcelona tværede Real ud 0-5 på Bernabéu.

Cruyff var en åbenlys talsmand for catalansk sprog og kultur. Cruyff var den arrogante totalfodboldspiller og fremstod som nummer ét i tidens sværmen for fodboldintellektuelle, hvorimod Madrids egen Antonio Camacho mere virkede som en hårdhudet, tilknappet forsvarer, der ikke rigtig kunne begribe tidens nye toner. Set-up'et med Camacho, Santillana og del Bosque sammen med 'Madrid-tyskerne' lugtede af Franco og post-totalitære tømmermænd. I Barcelona virkede det som om, der konstant var fest og glade dage.

Regeringens hold

Under Francos herredømme fra 1939 til 1975 var det eneste sted, man kunne tale catalansk uden frygt, Camp Nou, Barcelonas gigantiske stadion. Politiet havde svært ved at gribe ind i folkets fest, for hvorfra kom den dér politisk farlige mumlen og tilråbene?

Under Franco udviklede Barcelonas spillere og tusindvis af tilhængere en paranoid, men langtfra ubegrundet, mistanke om, at regeringen var på Real Madrids side, at dommerne var partiske, og at de hyppige bøder og forbud var absurde.

Forbud var en del af Franco-regimets plan om at knække halsen på de stolte catalanere og deres lige så ærekære fodboldhold. Samtidig måtte Real Madrid tåle, at Franco regnede med dem som sande repræsentanter for en politisk kultur, som helst så de catalanske, galiciske og baskiske regioner bandlyst fra det 'rigtige' Spanien. Real Madrid blev ofte omtalt som El Equipo del Gobierno, regeringens hold.

Franco forbød de catalanske flag, Les Senyeras, som i årtier havde blafret tusindtalligt på Camp Nou. Generalen sørgede også for, at det engelsk inspirerede 'FC' Barcelona - for Football Club - blev lavet om til det mere patriotisk klingende 'CF' Barcelona, hvor initialerne stod for det helt igennem spanske Club de Fútbol.

Et af højdepunkterne i hadet mellem Barça og Real er en kamp fra 1970, hvor Barcelona-fansene blev så sure over dommerens afgørelser, at de spontant smed 25.000 stole ind på banen.

Barça-folket tilgiver aldrig helt, at Alfonso XIII beseglede det madrilenske landskab med det royale stempel tilbage i 1920 og dermed tilsyneladende negligerede Barcelonas stolte traditioner.

Whisky og grisehoveder

"Vi hader dig så meget," stod der på det ene banner.

På det andet, som var hejst op i forlængelse af det første på Camp Nou, strålede sætningerne i bedste catalanske stil i en blanding af melankoli og agressivitet:

"Fordi vi elskede dig så meget".

Manden var Luis Figo, først elsket i Barça, siden hadet for sit klubskifte til Real Madrid

Fodbold var det, folk gik mindst op i dén aften, den 22. oktober 2000. Figo var på banen, og de fleste husker mest af alt portugiserens drevne tempo, da han skulle tage hjørnespark. Ved flaget var han mest udsat for den vrede hob. Men han skulle derud. Koste hvad det ville. Var Figo taget til Chelsea eller måske Milan, var catalanerne blevet vrede. Men at sælge sin sjæl til fjenden fra kongens stad - og endda for et par sølle pesetas mere, som bannerne overalt på stadion hævdede - var en dødssynd.

To år senere, i november 2002, beviste de catalanske fans, at virakken langtfra var kølnet. Derbyet mellem Real og Barça måtte afbrydes i ti minutter, da Figo vanen tro forsøgte at tage et hjørnespark. Ind fløj grisehoveder og fyldte flasker med whisky, og Roberto Carlos mente med fagter og høje råb, at nu var det vist på tide for Figo og hans madrilenske medspillere at forlade banen i protest.

Efter kampen gjorde Barcelonas daværende præsident Joan Gaspart ondt værre. Han hævdede hårdnakket, at Madrid havde instrueret Figo i at tage hjørnespark simpelthen for at 'provokere' hjemmepublikummet. Camp Nou fik i øvrigt sin straf. Stadion blev lukket ned for to kampe.

Så galt går det næppe på søndag. Alligevel murrer det gamle had i krogene, og massepsykologien dén dag vil helt sikkert være et forvirrende sammenrend af fodboldens helligheder og de nye tiders troløse begær efter stjernespillere og stjernestunder. Historiens engel er med på stadion. Og den sælger billetter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu