Læsetid: 3 min.

Berømte mænd fra Danmark

Om plagiat, originalitet og forbruget af citations-tegn
3. oktober 2005

Virkeligheden er svær at planlægge. Se blot: Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen skrev en bog om hvordan enhver ved at påberåbe sig miskendthed kan overtrumfe de anerkendte i status - men endte med selv at blive miskendt for deres bedrift, endda uden selv at have gjort krav på nævnte ære. Som gode calvinister er de dog fuldt indforståede med at alle gode gaver kommer uberegneligt ovenfra, om så også altid velfortjent og derfor hinsides enhver ankemulighed: Thi velstand er det sikre tegn på Guds nåde. Når Tudvad og Garff gensidigt og offentligt fornægter hinanden og således skyder genvej til miskendthedens attråede parnas er dog ugyldig kurspleje og lige et nummer for smart. En femte dansker der i årets løb har måttet sande Guds uransalige veje og derfor gør fordring på miskendthed, er Kissinger-forskeren Esmann der uforud-set beskyldes for plagiat.

Sandheden er jo at enhver udøver af det journalistiske virke må sætte sig ind i delvis nye stofområder og herunder sortere og omorganisere oplysninger fra diverse troværdige kilder efter nogle væsentlighedskriterier alt efter opgavens sigte, rammer og målgruppe. Og skønt ingen har patent på selve faktamaterialet, så må de benyttede værker ikke desto mindre honoreres efter deres art og omfattes af en ophavsret.

Derfor ville selv Esmann da også påberåbe sig sin ophavsret hvis nu en tredje Kissinger-kender afskrev og udgav hans apokryfe manuskript i eget navn, om så også med behørig anerkendelse af Walter Isaacson samt med en anderledes ekstravagant brug af citationstegn: Som der nemlig i følge vor store og derfor miskendte miljøforsker Bjørn Lomborg findes rigeligt af hvor de kommer fra - og som kloden derfor ikke risikerer at løbe tør for, inden vi alligevel som den fremsynede og derfor engang i tidens fylde lovpriste foregangsmand Esmann afskaffer dem som et arkaisk levn fra rokokoen. Thi al berettiget anerkendelse er som sagt posthum, om end selv da lidt suspekt. Imidlertid blev vi ikke færdige med Esmanns tænkte plagiator. Vist vil Esmann som sagt i påkommende tilfælde gøre sin ophavsret gældende. Men hans plagiator vil spidsfindigt bedyre, at han just ved med anderledes prisværdig omhu at respektere Isaacsons ophavsret tillige har ændret Esmanns manuskript så radikalt, at ejheller Esmann længere kan gøre ophavsretlige fordringer - hvis han da overhovedet formår at genkende manuskriptet. Esmann vil derfor besinde sig og derefter lære lige så beskedent som han i forvejen allerede lever ved sin overdrevent ressourcebesparende påholdenhed med citationstegnene.

Imidlertid har Esmann på sin egen vis bedrevet noget helt nyt og uhørt. Sagen er nemlig den, at førnævnte arbejde med udvælgelse og omorganisering af et stofområde næsten af sig selv tillige indebærer en omformulering af de indhentede oplysninger i ens eget sprog. Bogstavelig klippen og klistren ville dertil resultere i en uorganisk og ulæselig tekst og tillige tyde på højst mangelfuld tilegnelse. At Esmann præsterede at begå en læseværdig bog helt uden egenrådig omformulering vidner derfor ikke alene om hans beskedenhed, men tillige om betydelig originalitet. Esmann kan dog i så henseende bedst sammenlignes med hin eksperimenterende forfatter der skrev en murstensroman helt uden brug af bogstavet 'e': som i 'e-mail', men desværre glemte at tage højde for at publikum foretrækker bøger, der alene betjener sig af just bogstavet 'e': som i Esmann.

Vor store forfatter blev derfor miskendt: som Esmann. At Esmann i kunsthistorikeren Leo Tandrup har fået en uforbeholden og ukuelig våbendrager samt i tidens fylde vel tillige sin oplagte biograf, borger heldigvis for retfærdighedens sluttelige sejr.

Just Leo Tandrup har ofte med historisk pondus beklaget vor tids forcerede originalitetsstræb; det er derfor helt følgerigtigt at denne åndfulde dyrker af gotikkens samt Esmanns anderledes anonyme storhed heller ikke selv forsøger sig med egenrådige griller.

For ganske som man kunne hævde, at Esmann ret beset blot har gjort som alle andre, så gør Tandrup i denne sag beskedent blot det helt gængse og hævdvundne: Nemlig med omhu at hylde originaliteten i arbejder, der besidder allehånde prisværdige egenskaber - blot ikke originalitet.

Henrik Bandak er filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu