Læsetid: 3 min.

Hvis besættelse?

Bo Lidegaard leverer en bred og dyb vurdering af Danmark i den til stadighed aktuelle periode 1933-45
21. april 2005

Forfatteren tilhører vel i virkeligheden den fjerde generation af besættelsestidshistorikere. Bo Lidegaard er således født i 1958 og med andre ord alene ved sin personlige kronologiske ramme frigjort af de fem forbandede og fortsat så kontroversielle år. Tolkningerne af - hvad var det dog der skete - uanset afstanden i tid, udgør alt andet end smult vande, men heri navigerer Lidegaard sikkert og forstandigt med sin store nye udgivelse.

Den omfattende fremstilling er dog også uundgåeligt præget af de senere runder i det åbenbart ustandselige opgør om Danmark 1940-45. Kort fortalt handler de mest synlige og støjende uoverensstemmelser om perioden, som dette blad traditionen tro jo også beskæftiger sig indgående med i disse tider, om ret eller uret, lige eller ulige, sort eller hvidt.

Den nuværende statsminister Fogh har som en anden pubertetsprovokatør i 1945 lukket gas ind i den altid ulmende strid og uden overbevisende argumentation eller argumentation i det hele taget, endsige saglig demonstreret baggrund, søgt at genetablere et forlængst og af gode grunde fagligt forladt synspunkt på besættelsen og denne vanskelige epokes moralske fordringer.

I en sådan skæv optik er det åbenbart god tone at udtale sig skråsikkert om, hvad det skal være, hvem der var sort og hvide, hvem der valgte det rigtige og det mindre rigtige, og dét på præmissen der uden tøven udråber samarbejds- eller forhandlingspolitikken over for den tyske besættelse som ussel.

Det er ærgerligt og forstemmende, når et lands leder vulgariserer historien og over for gamle såvel som unge, der i øvrigt tudes ørerne fulde om fagets vigtighed, reducerer dette til nå ja, med hin velkendte vending: det rene smagsdommeri.

Var dig for forenkling

Hvis statsministeren er en mand af ære, læser han nu og forholder sig herefter offentligt til Bo Lidegaards bog, hvis selve væsen frembærer det modsatte grundbudskab: At forståelsen eller forsøget på forståelse af besættelsestiden skal og bør søges ad alle andre veje end den grove forenklings. Normalt har besættelsestidshistorien takket være tyskernes overfald den 9. april 1940 fået denne afgrænsning nedefter og med naturligt slutpunkt i maj og lidt ind i sommeren 1945 samt enkelte bemærkninger om retsopgøret.

Samarbejde eneste vej

Bo Lidegaard fastsætter også som udenrigspolitisk kyndig udgangspunktet ved Hitlers magtovertagelse i 1933 og udvider perioden til efter retsopgøret, eftertiden, og ikke at forglemme efterkrigstidens tolkninger.

For så vidt kunne fremstillingen af forudsætningerne for 9. april også være lagt i 1864 og Første Verdenskrigs neutralitetspolitik, men et eller andet sted skal man jo tage sit afsæt. Meningen er, at man selvsagt ikke kan vurdere samarbejdspolitikken uden at redegøre for dennes realpolitiske og historiske forudsætninger.

Et eksistensforsvar af Danmark var en tanke man af mange gode grunde totalt havde måttet opgive.

Når senere konservative polemikere bebrejder den daværende regerings allianceløshed, må man med Lidegaard spørge: hvilke alliancemuligheder? Danmark havde næppe andre muligheder end ikke-angrebspagten med Tyskland - pudsigt nok.

Det er sagt mange gange, og Lidegaard giver synspunktet en ny vægt: Uden den samarbejds- og forhandlingspolitik, som i det store og hele var Danmarks eneste udvej - så at sige allerede fra 1933 - havde man næppe heller haft nogen modstandskamp, byerne var blevet bombede, og jøderne overladt til deres skæbne i udryddelseslejrene.

Man skal ikke glemme, at de politiske aktører måtte se det som en pligt at redde landet og befolkningen igennem mareridtet, og ingen dengang i de første tre fire år turde spå om krigens udfald.

Fogh Rasmussens udtalelser, som jo tynger med den vægt, de i virkeligheden uretmæssigt får, fordi han beklæder den høje stilling, levnes for meget - i og for sig også i denne anmeldelse - men må jo nødvendigvis imødegås for at en rimelig diskussion af 1940-45 kan få mæle og plads igen.

Led i en stolt tradition

Det er denne rimelige og perspektivrige diskussion Bo Lidegaard lægger frem i sit fremragende skrevne tilbud om overblik og moden analyse af de komplicerede balancer og væld af motiver og gode og måske mindre gode viljer der prægede tiden. Vel at mærke stiller en sådan analyse sig ikke i vejen for konstateringen af utallige fejl, misforståelser, overdreven samarbejdsvilje, samt usselheder, der jo også var besættelsestidens hverdag.

Hvad forfatteren ydermere tilbyder læseren, er som antydet sin egen version sat i sammenhæng med de store forgængere i besættelshistorieskrivningen: Hæstrup, Nissen, Trommer, Kirchhoff og andre.

Bo Lidegaard lever, oven i købet som en af de mest velskrivende, med sit store værk flot op til den stolte tradition og føjer endnu en bedrift til sit allerede bemærkelsesværdige historiske forfatterskab.

Bogen er smukt redigeret og opfindsomt illustreret med mange mindre kendte fotografier og med glimrende billedtekster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu