Læsetid: 4 min.

Besættende besættelse

Konflikten mellem modstandskamp og samarbejdspolitik er irrelevant. Begge dele var nødvendigt. Endnu et vægtigt storværk om de fem besættelses-år af fire yngre historikere
4. maj 2005

Danmark kom ud af Anden Verdenskrig med værdigheden så nogenlunde i behold, prøvet, slidt og forslået, men ikke så mishandlet som andre europæiske nationer.

"Skulle man tænke ilde herom," spørger forfatterne til slut i endnu et nyt storværk om besættelsen i tresåret for befrielsen og midt i debatten i den forbindelse om rigtigt og forkert.

Forfatterne vedføjer deres eget spørgsmål et yderligere: "Hvis ja, også i dag?"

Det spørgsmål besvarer de imidlertid heller ikke, men overlader til læseren at drage konklusionerne. Her kan man som statsministeren vælge at være modig på andres vegne med tilbagevirkende kraft eller forsøge med mere tankekraft at vurdere denne uhyre komplicerede og omskiftelige historiske situation på baggrund af de foreliggende oplysninger og tolkninger. Som hos Bo Lidegaard og Hans Kirchhoff føler man sig i gode hænder hos disse fire unge historikere af en atter ny generation, der således tager fat i det store traume i nationens nyere historie. Tvangstanker om konsensushistorieskrivning kan rette vedkommende glemme alt om; der er betydelige forskelle mellem historikerne.

Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen, der alle fire har specialiseret sig i forskellige sider af forskningen, anlægger deres grundsynspunkt et sted mellem konflikt- og konsensusmyten, altså på den ene side forestillingen om et delt land mellem samarbejde og modstand og på den anden myten om det enige nationalorienterede modstandsberedte danske folk i fodslag kun forstyrret af enkelte landsforrædere. Ofte er besættelsesårene kort fortalt skildret efter disse kategorier - i efterkrigsårene især den sidste.

Et tredje standpunkt, forfatternes, der tager hensyn til 1930'ernes politiske kampe og hylder kontinuitetsprincippet i historieopfattelsen, har sin rimelighed. Hvor revolutionerende dette synspunkt er, kan vel diskuteres, eftersom flere historikere end disse fire trækker linjerne bagud og opfatter heller ikke 9. april som begyndelsen til en ny tidsregning.

Kanslergadeforliget

De fire henviser konsekvent til Kanslergadeforliget i 1933 som nødvendig forudsætning for forståelsen af den dybtgående og kontinuerlige politiske og sociale konflikt efter 1940, hvor ikke mindst partiet Venstre tog sig dyrt betalt for at deltage i samlingsregeringen. Det er værd at bemærke, at Venstre i hvert fald i begyndelsen i mindre grad end andre frygtede et politisk sammenbrud, med den konsekvens at de danske nazister overtog butikken - en udgang på situationen, som var langt mere afskrækkende for Socialdemokratiet, de radikale og de fleste konservative. Venstre var presset af LS, for hvem fascismen ikke var fremmed, lige som så mange andre sværmede for de stærke mænd med Kaj Munk, ingeniørerne i Højgaard Kredsen (A.P. Møller) og Prins Axel i spidsen

Besættelsestiden var således også en videreførelse af bestående konflikter i det danske samfund. I øvrigt tænkte flertallet fra dag til dag og ikke i langt længere perspektiver. Det gjaldt om at overleve.

9. april var for så vidt på samme måde en videreførelse af dansk udenrigspolitik på de kendte præmisser, blot med den streg i regningen at tyskerne denne gang besatte landet og ikke som i Første Verdenskrig respekterede den afvejede neutralitet. I den henseende kunne den i forvejen omfangsrige bog godt have uddybet Danmarks udenrigspolitiske problematik fra 1864 og frem. Besættelsen kan også kun forstås i dette baglys, hvor betingelserne for dansk selvstændighed hang i allianceløsheden og den realpolitisk nødvendige neutralitet.

Det siger næsten sig selv, at fire historikere med hvert sit speciale giver fremstillingen tyngde og kommer godt ud i hjørnerne til forståelse af dagen og vejen-synspunktet og bestræbelserne på at udnytte selv den mindste sprække i den dødsensfarlige situation. Her manøvrerede politikerne egentlig forbløffende dygtigt og fermt, åbnede for erhvervslivets muligheder og samhandel med rædselsregimet i syd med henblik på at fodre vilddyret og overleve. Et afslag på selv de mindste krav fra tyskerne kunne have udløst katastrofen og Danmarks ophør som nation.

Dét var, hvad det drejede sig om, her så Scavenius og andre deres opgave, og bestræbelserne medførte som bekendt også indrømmelser, der gik for vidt. Akkurat som i 30'erne, når de danske myndigheder af kold frygt for Hitler - og givetvis også af mindre acceptable bekvemmelighedsgrunde sendte flygtninge i armene på Gestapo.

En nødvendig og overordnet konklusion, som også er de fires, er fortsat at konflikten mellem modstandskamp og samarbejdspolitik nok var en levende realitet for de aktører, der stod i hver sin lejr, men at dette par af modsætninger i virkeligheden, og såfremt man vil forstå periodens vilkår, ikke er relevant. Uden samarbejdspolitik havde modstanden nemlig ikke været mulig på blot kort sigt, og uden modstandskamp havde nationen næppe kunnet se sig selv i øjnene og i hvert fald stået sig elendigt i det internationale selskab.

Samarbejdspolitikken skal ydermere, lad dette atter blive slået fast, forstås som ud over august '43. Samarbejdet eller forhandlingspolitikken brød ikke sammen reelt, men videreførtes blot med andre midler ved departementchefstyret i nær kontakt med de afgåede politikere.

Danmark besat - med betoning af hverdagslivet og dag til dag-vilkårene - er endnu en vigtig bog om den periode, der fortsat kan holde sindene i kog.

Gode, men i det store og hele kendte illustrationer. Påfaldende mangel på grafik, men til gengæld noter, fine registre og udførlig litteraturliste samt en nyttig kronologisk oversigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu