De frivillige sociale organisationer som mod betaling udfører aktiveringsopgaver for kommunerne, er for manges vedkommende omdannet til private firmaer, der på markedsvilkår og i konkurrence skal byde på sociale og beskæftigelsesmæssige opgaver i forhold til de tungeste sociale klienter. Det er de langvarige kontanthjælpsmodtagere, som det offentlige i mange tilfælde ikke selv magter at få på fode og i bedste fald ind på arbejdsmarkedet.
Det har nu stået på i to år i Københavns kommune, og de indgåede kontrakter strækker sig flere år frem. Københavns Kommune har nemlig indhentet et responsum fra Kammeradvokaten, der har gjorde det klart, at der skal anvendes udbud, når aktiveringsopgaver bliver udført af 'andre aktører' mod betaling. Kommunens politikere var stærkt i mod, men embedsmændene insisterede på at sådan måtte det være.
De frivillige organisationer er udsprunget af og funderet i det civile samfund og skal netop gøre en forskel i forhold til staten og markedet. De frivillige organisationer og det civile samfunds betydning besynges for tiden fra højre til venstre i et omfang, som det ikke er hørt de sidste 40 år. Alligevel kan de ikke længere selvstændigt komme med forslag og gå i forhandling med Københavns Kommune om, hvordan de på særlig vis kan stå for afklaring og aktivering af sociale klienter fra matchgruppe fire og fem. I stedet har de mange mindre frivillige sociale organisationer måttet gå sammen i kommercielle konsortier og lade sig omdanne til firmaer med en økonomisk risiko, som kun dem med fast ejendom kan magte. De omdannes til sociale entreprenører og taler et sprog derefter. De er nu leverandører af ydelser, som kommunen har bestemt karakteren og indholdet af. De frivillige sociale organisationer er ikke længere modbillede til stat og marked. De er spejlbillede af dem.
En gåde
Som den socialt engagerede direktør og rådgivende ingeniør Lars Holte Petersen siger: "Billedligt talt svarer det til, at man vander sin køkkenhave med Round Up. Der er muligvis noget der overlever, men det ser garanteret helt anderledes ud efter behandlingen, end det gjorde før!"
Hvordan kan det gå sådan, når vi samtidig har en liberalt ledet regering og en beskæftigelsesminister, der gang på gang fremhæver kvaliteten af de frivillige sociale organisationers arbejde og gerne gør det på bekostning af de kommunale sociale sagsbehandlere?
Det er ganske rigtigt en gåde, og den er tiltaget i omfang i de to år, det har stået på, og hvor protesterne er væltet frem på konferencer og i medierne, herunder i denne avis. Alligevel kunne den ledende embedsmand på området i Københavns kommune, Kaj Ove Christiansen, på en konference arrangeret af Socialpolitisk forening den 3. november 2005 læse højt af et udkast til ny bekendtgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, hvori der står at "Staten og kommunalbestyrelsen skal ved inddragelse af andre aktører i varetagelse af opgaver efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats udbyde opgaverne i overensstemmelse med de gældende regler for udbudsforretninger".
Han læste også op af reglerne for kontrakter og udbud, der gør klart, at kommunerne ikke må love andre aktører herunder frivillige organisationer nogen form for garanti for tildeling af et bestemt antal konkrete opgaver. De skal personalemæssigt stå parat med de aftalte tilbud, men de er ikke garanteret én social klient og betaling herfor.
Bekendtgørelsen med titlen Bekendtgørelse om ansvaret for og styring af den aktive beskæftigelsesindsats er udsendt den 2. februar 2006 og træder i kraft den 1. januar 2007 samtidig med kommunalreformen og de nye jobcentre, som nu er under etablering.
Samtidig med at det sker, svarer Beskæftigelsesministeren folketingets arbejdsmarkedsudvalg: "Det er min vurdering, at den nye bekendtgørelse ikke i sig selv udgør en barriere i forhold til, at de frivillige organisationer udfører opgaver for kommunerne" samt "At bekendtgørelsen ikke medfører udbudspligt for kommunerne".
Bekendtgørelsen skal kort sagt ikke forstås på den måde som alle, selv Kaj Ove Christiansen, har læst den. Claus Hjort Frederiksen skriver også, at ministeriet senere på året vil udsende en ændringsbekendtgørelse, samt at Arbejdsmarkedsstyrelsen er ved at udarbejde en lille guide om udbudsreglerne. Begge steder vil det fremgå, at kommunerne ikke har pligt til at udbyde opgaver på beskæftigelsesområdet. Det er kun en ret, de har!
Hvorfor er det ikke kommet frem før, at der hverken er eller bliver pligt til at sende opgaverne i udbud på markedsvilkår? Arbejdsmarkedsstyrelsen var til stede ved den nævnte konference den 2. november 2005 og hørte også her om den fortvivlende situation de frivillige sociale organisationer - og politikerne Københavns kommune af Kammeradvokaten - er bragt i. Hvorfor udsendes bekendtgørelsen så alligevel?
Magtens arrogance
Det rejser spørgsmålet om presset mod ministeren har været så massivt også fra konservative og liberale kræfter, at ønsket om, at de nye storkommuner sender flest mulige opgaver i udbud på markedsvilkår, ikke kan fremstå så tendentiøst, som det sker i den udsendte bekendtgørelse eller om der er tale om en 'misforståelse' som Arbejdsmarkedsstyrelsen svarede, da jeg forsøgte at analysere sagen til bunds? Er der tale om magtens arrogance eller om en politisk kovending i Beskæftigelsesministeriet? Svaret blæser i forårsvinden!
Med de nye udmeldinger er det vigtigt, at Arbejdsmarkedsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Rådet for det frivillige sociale arbejde og den nyetablerede landsdækkende interesseorganisation Frivilligt Forum snarest sætter sig sammen og får hold på, hvordan der i stedet kan etableres sociale partnerskabsaftaler, der respekterer de frivillige sociale organisationers egenart og særlige muligheder, og hvis ydelser til belastede kontanthjælpsmodtagere samtidig er pengene værd for kommunerne. Forløbet omkring etablering af partnerskabsaftaler skal også opfylde EU-kravet om gennemsigtighed i forhold til omverden.
