Læsetid: 6 min.

Den beskidte krig

Alene i lørdags blev 33 mennesker dræbt i Bagdad, men bag kulisserne ligger en meget mere dyster konflikt - en, hvor amerikanerne og briterne tilsyneladende er ude af stand til at standse dødspatruljerne og folks sporløse forsvinden
21. november 2005

General Adnan Thabit ankom i røg, støv og lyden af de såredes skrig, mens de blev reddet ud af ruinerne. Han ankom til det udbombede Hotel Hamra iført solbriller, nystrøget uniform og en højrød baret.

"Nå, gentlemen," sagde han til mig og en anden journalist, vi var lige blevet blæst ud af hotellet af selvmordsbombere, "det er, hvad der sker når terrorister driver terrorisme - en masse døde, en masse sårede. Nu kan I se, hvad vi er oppe imod."

Generalen nød øjeblikket. Hans specialstyrker var af medierne og andre blevet anklaget for at gennemføre de værst tænkelige brud på menneskerettighederne imod 'oprørere under mistanke' i det, der har udviklet sig til en stadig mere brutal og beskidt krig.

Bag de daglige rapporter om selvmordsbomber og angreb på koalitionsstyrkerne udkæmpes et langt mere dystert slag, et, der omfatter torturerede fanger stuvet sammen i fangehuller, bagbundne dødspatruljeofre, ofte mishandlet med knive og elektriske bor, og ulykkelige familier, søgende efter familiemedlemmer, der er 'forsvundet'.

Denne hemmelige krig kom op til overfladen i sidste uge, da amerikanske styrker og irakisk politi stormede en bunker tilhørende indenrigsministeriet, blot et par hundrede meter fra, hvor vi stod. De fandt 169 torturerede og udsultede fanger, der lignede holocaustofre. Det hævdes, at de 'forsvundne' fanger blev tilbageholdt af den shiamuslimske badr-milits, der kontrollerer dele af ministeriet. Indenrigsminister Bayan Jabr er selv tidligere leder i Badr, men ministeriet er langt mere involveret: General Adnans kommandosoldater er under dets kontrol, det samme er Wolf-brigaden, der kæmper med kommandoerne om at være de mest frygtede.

Lejemordernes skygge hviler nu over Bagdad. Da jeg forlod Hamra for at købe nyt udstyr til mit bombede hotelværelse, blev jeg standset ved kontrolsteder af henholdsvis badr-militsen, deres shia-fjender, den radikale præst, Muqtada al-Sadrs mehdi-hær og den kurdiske peshmerga, den kurdiske milits, der kæmper på besættelsesmagtens side. Det irakiske politi og regeringens paramilitære styrker har deres egne vejspærringer.

Og der er andre

Shia-forsvarerne fra Khadamiaa - oprettet under Hussein al-Sadr, Muqtadas fætter, der er allieret med den tidligere premierminister Iyad Allawi, og de regeringsstøttede Tiger- og Skorpionbrigader. De ser alle sammen ens ud: elefanthuer eller solbriller og pandebånd, sorte læderhandsker med fingrene klippet af, og et bredt udvalg af våben. Når de ikke bevogter vejspærringer stryger de igennem gaderne i firehjulstrukne køretøjer, og spreder trafikken ved at affyre deres våben op i luften. Når de ikke lige er i nærheden, beskyldes de for tilfældige arrestationer, trusler og udenretslige drab.

Voksende afhængighed

USA og England, der har trænet mange af de involverede parter, og som i sidste ende stadig er ansvarlige for dem, er også indblandet. Men mønstret af illegalitet er samtidig en videreudvikling af en proces, der startede allerede med invasionens tvivlsomme berettigelse. Amerikanske og britiske styrker har spillet deres egen rolle, fra mishandlingerne i Abu Ghraib, til de, der omkom under britisk forvaring, fra brugen af hvid fosfor som kemisk våben i angrebet på Fallujah, til den ubeherskede brug af amerikansk våbenmagt, som flere har kaldt lige så vilkårlig som drabene forårsaget af sunniernes bilbomber.

Men mere end to år efter præsident George Bush officielt erklærede krigen i Irak sejrrigt overstået, fortsætter dødstallet med at vokse. Ansigt til ansigt med et oprør, der ikke viser noget tegn på at ville aftage overhovedet, bliver både den amerikanske og den irakiske regering mere og mere afhængig af de paramilitære styrker. Den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld har udtalt, at enheder som f.eks. general Adnans kommandosoldater er blandt de "styrker, der kommer til at få størst indflydelse på nedkæmpningen og elimineringen af oprøret."

Men de, denne 'indflydelse' går ud over, fortæller grusomme historier.

Ahmed Sadoun, (det er ikke hans fulde navn), blev arresteret midt om natten i sit hjem i Mosul af paramilitære regeringssoldater, støttet af amerikanske soldater. Han blev holdt fanget i syv måneder, før han blev løsladt uden anklager og forlod Irak, så snart han kunne.

Jeg talte med ham fra Ammam, og den 38-årige ingeniør fortalte: "De sparkede døren ind og spurgte efter en nabo. Da jeg fortalte ,at jeg ikke vidste hvor manden var, begyndte de at slå og sparke mig. Soldaterne havde malet deres ansigter og havde ikke de samme uniformer på som andre tropper."

Amerikanerne deltog ikke, men de så, hvad der skete. "Men det blev meget værre. Da jeg kom ind på deres base fik jeg bind for øjnene og blev slået helt vildt med metalstænger. Derefter blev jeg hængt op i håndleddene på nogle kroge, indtil jeg troede mine hænder skulle falde af. Jeg tror, det hørte op, da en af amerikanerne sagde noget med vred stemme. Men det gentog sig senere."

"Rummet jeg var i, var så lille, at ikke alle fanger kunne ligge ned. Hele natten hørte vi folk skrige, folk, der blev slået. En dag fortalte de mig, at jeg kunne gå min vej, men efter det, der var sket, vidste jeg, at de kunne finde på at gøre det igen. Så jeg forlod landet."

Ved en vejspærring mødte jeg Wolf-brigaden. På det tidspunkt hvor Sadoun blev tilbageholdt, var de kraftigt involverede i at nedkæmpe uroligheder i Mosul. Sadoun ved dog ikke, hvilke paramilitære styrker, der tog ham til fange. En af dem tog sin elefanthue af; han viste sig at være en teenager og levede ikke rigtig op til sit badge, der viste en vild, snerrende ulv.

'Vi bekæmper de onde'

Den unge mand rystede på hovedet over, hvad der var sket ved Hamra.

"Det er frygteligt, meget frygteligt," sagde han.

"Men du er i live, det er godt - der er alt for mange døde i Bagdad."

Han gjorde meget ud af at "folk elsker os fordi vi dræber de mennesker, der forsøger at dræbe dem. Hør her, mister, vi bekæmper onde mennesker, du kan ikke behandle dem som normale mennesker."

Men hvad med de uskyldige, der tages til fange og ender med at blive mishandlet i fængslerne?

"Mister, det er løgne, dem skal du ikke tro på. Disse mennesker er terrorister. Vi er her, fordi politiet ikke kan klare arbejdet selv."

De paramilitære styrkers indflydelse er specielt tydelig i den britisk kontrollerede, sydlige del af Irak, hvor briterne inviterede dem til at slå sig sammen med sikkerhedsstyrkerne, og derefter oplevede at de tog magten. De britiske myndigheder foretog sig intet, da civilklædt politi i samarbejde med deres militskolleger dræbte kristne, de hævdede, at disse solgte alkohol, eller sunnier, der efter sigende var baath-tilhængere. Og først sent blev der taget affære, da to SAS-soldater blev taget til fange mens de indsamlede oplysninger om en fraktions mishandlinger af fanger. Fraktionen, en specielt farlig 'styrke i styrken', holdt til på politistationen i Jamiat.

Britiske soldater stormede en politistation for at redde soldaterne og arresterede senere over 20 mennesker. Men nu holder de sig stort set ude af Basra og overlader Iraks næststørste by til politiets nåde. En politistyrke, som selv cheferne indrømmer, de stort set ikke har kontrol over. Der har været dusinvis af mord, deriblandt på mindst én udenlandsk journalist.

Selv politikollegers familier går ikke ram forbi. Ammar Muthar, en grænsebetjent vidste, at hans far, Muthar Abadi, stod på shiamilitsens hitliste, fordi han havde arbejdet som missilingeniør i krigen mod shia-iranerne. Ammar bragte sin far fra Al-Amarah til Basra for at beskytte ham. Men en dag han ikke var hjemme, slæbte seks betjente i uniform og med sorte masker af med faderen. Hans lig blev senere fundet, han var blevet skudt seks gange, tre af dem i ansigtet.

"Naboerne kunne intet gøre, det var jo politiet, der kom og tog ham," siger Ammar.

"De ville dræbe ham, og ingen kunne standse dem."

En britisk officer siger: "Du hører godt nok om, at militserne har infiltreret politiet. Det havde ikke været nødvendigt, vi inviterede dem selv indenfor."

©The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu