Læsetid: 8 min.

Det beskidte møde med universet

Den logiske verden kan bruges til at undgå at gå ind i vægge, mener den islandske forfatter Sjón, men ikke til så meget andet
5. oktober 2005

"Det er det øjeblik, hvor idioten bliver forbundet med universet," forklarer forfatteren Sjón om scenen, hvor sinken Halfdan smager sit livs første kop te i køkkenet hos den elegante eneboer Fridrik.

"Teen er så vigtig, for dengang sidst i 1800-tallet drak alle på Island nemlig kaffe, og nu skulle jeg vise at Fridrik bragte den store verden ind i sit lillebitte, snedækkede hus. Derfor fortæller han Halfdan hele historien om teens rejse fra teplukkerens fingerspidser og hjem til ham. Det er den sande poetiske ånd: Man er altid i stand til at forbinde sig med stjernerne, lige meget hvor man befinder sig."

Efterårssolen skinner skarpt ind ad glasruderne på Egmonts 7. etage, men den milde islænding ved bordet nyder sin the uden solbriller på i dag. I en periode var forfatteren Sjón, islandsk for 'syn', ellers kendt som manden i solbrillerne i Reykjaviks kunstnermiljø. Han bar dem, påstod han, for at beskytte sine omgivelser mod det lys, der strålede ud af ham.

Nu er den skøre surrealist blevet voksen. I hvert fald voksen nok til at være i København for at præsentere den danske oversættelse af romanen Skygge-Baldur, der i februar vandt Nordisk Råds litteraturpris. Det var næppe sket for den unge Sjóns uforståelige, surrealistiske digte, som han udgav i samlinger som Legetøjsslotte, sagde hun, der findes ingen legetøjsslotte og ÅH! Er det ikke vildt? og solgte på gaden i Reykjavik som teenager.

Drømmedigter

Han var kun 15, da han debuterede. Men faktisk begyndte digtningen lige omkring månelandingen, da Sjón var fem år gammel. En dag kom en kendt islandsk radiovært nemlig på besøg i hans børnehave og spurgte, hvad han havde drømt.

"Jeg kunne ikke huske noget. Men han stod jo der med sin store mikrofon og var så vigtig, så jeg skyndte mig at finde på noget," husker Sjón. "Jeg sagde, at jeg havde drømt, at jeg gik på månen, og da jeg gik over en bakke fik jeg øje på Mickey Mouse, og så blev jeg enormt bange. Bagefter kom min historie i radioen, og min familie optog det, og jeg var forlængst blevet voksen, før jeg turde indrømme for nogen, at drømmen var noget, jeg havde fundet på."

Siden kom de surrealistiske digte, kunstnergruppen Medusa, et samarbejde med popgruppen Sugarcubes og sangerinden Bjørk og siden et samarbejde med Lars von Trier om sangteksterne til Dancer in the Dark, som indbragte Sjón en Oscar-nominering i 2001. Men først og fremmest er han romanforfatter, og drømmene er blevet ved med at være lige centrale i Sjóns litterære univers. De er også grunden til, at han blev surrealist - surrealisme handler nemlig i følge en af forfatterens yndlingsdefintioner om det sted, hvor drømme og virkelighed mødes.

"Drømme er jo det sted, hvor man ikke har kontrol over sine tanker - når man er vågen, kan man altid skubbe dem væk eller i hvert fald midlertidigt af vejen. Og for litteraturen er det et værktøj til at træde ind i det ulogiske, at tale om andre ting og få læseren til at kigge efter ting i teksten på nye måder."

"Faktisk er det ekstremt svært at forfalske drømme. Jeg skulle engang bruge 30 personer, der hver især genfortalte en drøm i en bog, og det tog utroligt lang tid. Drømme skal nemlig have et meget stærkt fundament. De skal være et møde mellem noget materielt og noget immaterielt - mellem det fysiske og det alogiske - altså det, som er uden logik. Så man kan ikke bare sige: 'Nå ja, jeg drømte at en sommerfugl kom og satte sig på min næse, og så kom min mor, og hun havde fire ben' - det ville virke enormt konstrueret. Samtidig må man bevare overraskelseselementet: Hvis der kommer en slange og bider en kvinde i benet, ved alle hvad drømmen handler om. Drømme er jo folkevisdom, både i traditionel forstand og gennem Dr. Freud. Uden det alogiske er der ikke noget mysterium."

- Hvorfor er det alogiske så vigtigt - gælder det ikke om at skabe forbindelser?

"Arh, det gør vi jo hele tiden. Jeg kan bare ikke så godt lide forudsigelighed. Det er selvfølgelig en vigtig del af, hvordan vi bevæger os rundt i verden, at vi ikke går ind i væggene eller drukner i en vandpyt. Men det har jeg med mig fra min surrealistiske baggrund: Et menneskeliv er en kamp mellem ens virkelighed og ens begær, og begærene er ofte alogiske. Alligevel er de en kerne i vores væren, noget der konstant fortæller os, at vi ikke kan lide alle disse regler."

- Hvilken funktion har disse alogiske begær så i bogen?

"De skaber historien. Fridrik er denne bon vivant, der rejser til København og bliver medlem af opiumspisernes klub og læser digte, og det er helt uden logik, da han beslutter sig for at blive på Island og tage sig af pigen Abba. Men alligevel er det også baseret på to åbenbaringer, han har i København: Han ser at universet består af digte - og han lærer om handicappede mennesker, mens hans arbejder med at arbejde medicinske artikler. Så da han ser Abba, ved han, hvad hun fejler, fordi han har læst om Downs syndrom. Det alogiske tager én et andet sted hen, ud af den verden, man kender. Det samme gælder bogens første del, der handler om præsten Skygge-Baldurs rævejagt. Det er fuldstændig uden logik for ham at begive sig på rævejagt i snestormen midt i januar. Men han må gøre det, fordi nogen har drømt om en ræv. Han er underkastet sit begær efter at dræbe denne ræv."

Dandyen og shamanen

Fridrik og Baldur er bogens to hovedpersoner og repræsenterer også to af de genrer, der tilsammen bliver til Skygge-Baldurs forunderlige poetiske toneleje. Præsten Baldur repræsenterer det traditionelle folkeunivers. Fridrik læser Baudelaire og bringer en anden poetik med sig hjem til Island og ind i historien. Sjón, som er berømt og berygtet for at basere sine bøger på så omfattende research og dokumentation, at man kan finde historier, der er vokset ud af et enkelt avisbillede, som ingen anden end han selv har set, baserede Fridrik på netop sådan et billede.

"Jeg vidste, at jeg måtte have en nemesis for præsten Baldur, men jeg vidste ikke hvem, før jeg fandt en bog med billeder af islændinge taget af franske rejsende til Island sidst i 1800-tallet, og her var et billede af en utrolig elegant mand foran et lille tørvhus af den slags vi har, der ser ud som om de er vokset ud af klippen. Hvor havde han købt sit tøj? De spørgsmål blev starten på Fridrik."

Baldur, derimod, er vokset direkte ude af den islandske folkesjæl, udtrykt i jagtberetninger om den lille grå ræv, som har sin helt egen genre i den folkelige tradition.

"Rævejægerne er legendariske," fortæller Sjón. "De påstår virkelig, at de ligger stille i 33 timer ad gangen. De optræder ikke i rigtig litteratur, men i annaler og levnedsskildringer og anekdoter. De udvikler en sand besættelse med ræven, som de føler vil overtage hele landet, hvis de ikke skyder den. Og ofte beskriver de denne shamanistiske oplevelse, når de så møder den ude i vildmarken, af at forbinde sig med naturen og dyret på en helt ny måde. Det er det, der sker for Baldur."

"Den bevidsthed om universet eller en større verden, det er den, der altid kommer ud af et sammenstød mellem det materielle og det immaterielle. Der er altid noget beskidt, jordet over den oplevelse, ligesom hos alkymisterne, der brugte menneskelige ekskrementer i deres forsøg, som altid var led i en meget spirituel proces."

Benspænd

Det fysiske er både en hindring og en åbning. Da Sjón fik Nordisk Råds litteraturpris, fortalte Lars von Trier Information, hvordan deres samarbejde om sangteksterne til Dancer in the Dark havde udspillet sig som et langt og morsomt forhindringsløb mod forhindringer, Sjón selv stillede op.

"Hvis jeg ikke lavede forhindringerne, ville jeg stadig side og skrive på side 60.000 af den roman, jeg startede på for 20 år siden. Og den her bog er ekstremt konstrueret. Jeg vidste fra starten, at den skulle have fire dele: en hvid, en mørk, en hvid på vej mod mørkt, og en mørk og varm del. Og den er skrevet som en strygekvartet på samme måde som store episke romaner fungerer som symfonier. Jeg har lige afsluttet en ny roman med masser af nye restriktioner - for eksempel foregår den over syv dage på et strandet skib, som hovedpersonen ikke kan forlade. Forhindringerne laver legens rammer. Ingen gider se en fodboldkamp uden regler."

Det er ikke tilfældigt, at Lars von Trier og Sjón fandt sammen. De er fælles om mange interesser, og en af dem er styrken i det svage menneske. I Skygge-Baldur gælder det både sinken Halfdan og pigen Abba, som har Downs syndrom.

"Abba er prøven på deres menneskelighed, hun er den svage søster," siger Sjón. "Hun startede med en ide, jeg har tumlet med i mange år: Om, hvordan frelse kommer nedefra."

Sjón begyndte at lede i registrene over de mentalt syge og deres behandling, og en dag gjorde han en mærkelig opdagelse.

"Det gik op for mig, at der ikke havde været nogen med symptomer svarende til Downs syndrom før i 1920'erne på Island. De fandtes simpelthen ikke. Og så gik det op for mig, at det var fordi man slog dem ihjel ved fødslen. Da jeg så det, vidste jeg at hun skulle være min figur. Abba bliver reddet, da Fridrik tager hende i huset, men hun redder også ham. Hun er den svage, der giver ham chancen for at blive stærk - hun er så svag, at hun bliver til styrken. Det rejser spørgsmålet om, hvordan vi sikrer de svage, der gør os stærke. For mig at se er de hjørnestenen i hvert fald i vores nordiske samfund. Men ser man sig omkring, sker der det samme for dem med Downs syndrom i dag; nu bliver de bare frasorteret ved scanninger og aborter. Det synes, at vi altid er i den stilling, at vi skal forsvare det menneskelige ved vores samfund, at denne kamp aldrig hører op."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her