VM i fodbold har for alvor bragt fokus på handlen med kvinder. Prostituerede fra især Østeuropa og Rusland valfarter til værtsnationen for at tilfredsstille fodboldfans fra hele verden.
Faktisk er slutrunden i Tyskland skyld i, at Folketingets socialudvalg i dag kalder til høring om kvindehandel. Planen er, at landets førende eksperter skal klæde landets politikere på, så de i fremtiden kan lave en mere effektiv lovgivning, når det handler om at komme handlen med kvinder til livs. Kvinder som ofte bliver holdt som slaver af griske bagmænd, der tjener millioner af kroner på kvindernes slid på lagenet.
Dagens helt store spørgsmål bliver, om beskyttelseslængden skal udvides.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj har netop udvidet beskyttelsesperioden fra 14 dage til en måned, men partifællen Ellen Trane Nørby går fortsat ind for tre måneders beskyttelse, som EU anbefaler.
Danmark har i dag flere hemmelige væresteder, hvor kvinderne kan være i sikkerhed, men efter en måned bliver de sendt tilbage deres hjemland. Siden oktober 2003 har 72 kvinder søgt tilflugt, men oppositionen kritiserer ordningen, da kvinderne ofte havner tilbage i kløerne på deres bagmænd på grund af det korte ophold i Danmark. Desuden er det svært at oparbejde en fortrolighed med kvinderne, da de kun kan få beskyttelse en måned, før de bliver sendt tilbage. Med tre måneders beskyttelse vil det være lettere at få kvinderne til at 'sladre' om deres bagmænd.
Venstrefolk i tvivl
I Venstre er flere af medlemmerne fortsat i tvivl om de 30 dage er tilstrækkelig beskyttelse.
Ellen Trane Nørby er en af de mest kritiske.
"Jeg mener fortsat, at man skal udvide beskyttelsesperioden til tre måneder. Det er simpelthen et spørgsmål om, at man kan forberede de her kvinder til det liv, som de skal prøve at få til at fungere bagefter. Man kan jo håbe på, at man ved at skabe bedre kontakt til kvinderne forhåbentlig også bygger en tillid op, så man kan få dem til at vidne mod deres bagmænd. Mine kolleger i Spanien og Portugal har fortalt mig, at de har haft gode erfaringer med en tre måneders beskyttelsesperiode. Det skal vi også indføre i Danmark," siger Ellen Trane Nørby.
Hun mener, at der er gjort meget, siden handlingsplanen om kvindehandel blev lanceret i 2002, men indsatsen skal intensiveres, mener hun.
"Vi skal gøre endnu mere end i dag. Det her er et problem, som er vokset helt eksplosivt. For 15 år siden fandtes det ikke. I dag er det er et kæmpe problem. Handlingsplanen skal evalueres i år, og derfor er der brug for at se på, hvad vi kan gøre bedre," siger hun.
S glad for signaler
Partifællen Eyvind Vesselbo vil ikke afvise, at man kan ændre den netop ændrede beskyttelsesperiode.
"Nu kommer høringen, og så må man jo høre hvilke argumenter, der kommer frem. Det er jo klart, at man må gøre sig nogle overvejelser, om det nu også er en fordel, at kvinderne får mere end 30 dage. Derfor vil det være tosset, hvis jeg sagde det ene eller det andet, før jeg har fået input og vurderinger fra eksperterne. Nu må vi høre, og så må vi tage stilling," siger Eyvind Vesselbo.
Alene i Danmark anslår Rigspolitiet, at der arbejder et sted imellem 2.000-2.500 udenlandske prostituerede.
Et tal som formanden for socialudvalget Pia Kristensen (DF) finder rystende. Derfor vil hun heller ikke afvise, at man kan forlænge opholdsperioden for de kvinder, der har søgt beskyttelse for deres bagmænd.
"Jeg vil slet ikke være afvisende over for at forlænge opholdsperioden for de her kvinder. Faktisk er jeg meget åben forud for konferencen. Vi skal tage imod de råd, som eksperterne kommer med, og derefter skal vi overveje, om vi skal ændre noget- herunder beskyttelsesperioden," siger Pia Kristensen.
Hverken regeringen eller Dansk Folkeparti vil løfte sløret for, hvor mange ekstra penge, der skal tilføres. Men ifølge Venstres socialordfører Hans Andersen, vil et bud alene på den sociale side hedde 15 millioner kroner ekstra om året.
Hos Socialdemokraterne er ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl glad for signalerne fra Dansk Folkeparti og Venstre.
"Det vil være dejligt, hvis de to partier skifter mening. Ellers kan vi måske skaffe et alternativt flertal i salen, hvis folk holder deres ord. Socialdemokraterne har klart signaleret, at beskyttelsestilbudet skal gælde en længere periode. Offeret skal have en god refleksionsperiode, så de ikke blive et offer for nye sexbagmænd."