Læsetid: 3 min.

En besnærende kant af farlighed

Tina Dickows tredje plade demonstrerer en fuldudvokset sangskriver og klangfuldt glødende sanger, der med underspillet passion besjæler sit materiale
26. juli 2005

Den århusianske sanger-sangskriver Tina Dickow har fra starten insisteret på at gøre tingene på såvel egen måde som egne betingelser. Med stadig bedre resultater. Fra hun debuterede i 2001 med albummet Fuel over det skitseprægede Notes (2003) frem til hendes til dato mest lykkeligt forløste udspil, In The Red, der havnede i pladebutikkerne i går, har hun selv stået for stort set det hele. Alle tre plader er udsendt på hendes eget pladeselskab, Finest Grammophone og hun har vist sig grumme duelig indenfor den gør-det-selv-attitude, der hersker i musikbranchen, efter de store pladeselskaber med få undtagelser har opgivet talentplejen og overladt det til kunstnerne selv at få hul igennem. Dette har givet hende muligheden for at udvikle sig organisk og i eget tempo finde såvel ben som stemme.

Det må med In The Red siges at være lykkes med eftertryk for den ambitiøse Dickow, der under navnet Tina Dico har en international karriere kørende parallelt med at hun plejer kontakten til fødelandet. Således sang hun duet med Steffen Brandt på På Danske Læber, den danske hyldestplade til Leonard Cohen fra sidste år, hvor parret gav mesterens "Halleluja", så ikke et sæde var tørt. Parret har i parentes bemærket optrådt live sammen og det ville være fascinerende at høre Dickow give sig i kast med modersmålet; det ville givet klæde vort sprog at blive taget under behandling af hendes stedse mere udtryksfulde stemme. Dét sagt er hun én af dem, der formår at synge på engelsk, så det næsten lyder, som talte hun sproget til hverdag. Hvad hun på en måde også gør, thi hun har boet i London siden 2002 og bruger byen som afsæt til den internationale karriere, der måske venter hende, hvis kortene falder rigtigt.

Glød og vægt

Hvorfor skulle de ikke det? In The Red er hendes mest helstøbte og kunstnerisk tilfredsstillende plade til dato. Og fremstår på mange måder som en debut, thi i lyset af klangene her lyder de to foregående albums som forstudier til dette gennembrudslydende arbejde. Dickow har lagt lillepigeklangen fra sig og synger som en rigtig kvinde nu, hvilket giver hende en besnærende kant af farlighed, der ikke har været tilstede før. Dickow befinder sig som sanger fuldt ud på international standard og måske ligefrem et nøk over, for vokalerne her er hundrede procent overbevisende, intense, nærværende og forlokkende.

Produceret af koryfæet Chris Potter - der tidligere har stillet sin ekspertise til rådighed for bl.a. Rolling Stones, Blur og The Verve - er den klangligt en nydelse udover det sædvanlige. Potter har valgt at anbringe Dickows udtryksrige vokal helt fremme i lydbilledet og allerede på åbningsskæringen "Losing", brænder hun seriøst igennem som sanger. Til dato har hun gjort større indtryk som sangskriver, men med In The Red forvandles hun til en vokalist med glød og vægt, der ubesværet tilfører de (nogen gange næsten for) stilsikre sange en dragende og mystisk understrøm, der gør en håndgribelig forskel. Dickow lyder endelig for alvor interessant på In The Red, hvilket i udpræget grad skyldes en fornemt tilbageholdt passion i vokalarbejdet. Det lyder som hun mener det her. Der er noget på spil. Det er sgu cool.

En heftig helhed

Og så: Malurten i bægeret. Var jeg pladeselskabsdirektør, ville jeg være pinedød tvunget til udbruddet: "I don't hear a hit!" Måske "My Mirror". Måske. Og selvom bandet er kompetent og alle fire medlemmer spiller det bedste de har lært, holder de sig i rigelig høj grad indenfor afstukne rammer. Det måtte gerne være skævere, det måtte gerne være vildere, bunden måtte godt føre uventede steder hen, men det bliver der ikke meget af her. Det spilles generelt straight, om end takter på "One", "The City" og "Loosing" peger udover det salonfæhige. Og teksterne er da meget gode, men heller ikke mere - lige lovlig mange impressionistiske tricks og lige lovlig lidt indhold. For meget stemning og for lidt substans. Hvis ordene begyndte at matche melodimateriale og sangforedrag, ville Dickow blive en i sandhed frygtindgydende størrelse.

Ikke desto mindre er Tina Dickow med In The Red seriøst fremtrådt som en fuldudfoldet, både begavet og beåndet sangskriver, der har fundet en stemme, som matcher melodimaterialets immanente kvaliteter. Hun sprænger med overbevisende vokal formåen grænserne mellem sangeren og sangskriveren, mellem råmateriale og indsats og skaber i processen en heftig helhed, der virkelig formår at røre lytteren. Uden ligefrem at befamle hende. Blot blidt føre hende ud, hvor hun ikke kan bunde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu