Læsetid: 6 min.

Besøg fra rummet

Med ydmyg reverens for Holberg, Swift, Defoe, Bradbury og alle de andre
26. maj 2007

En dag sker det, at udsendinge fra det ydre rum får nærkontakt af første grad og er så uheldige at lande af alle steder i Danmark. Det kan ske netop nu.

I så fald vil Xnox'erne i deres endog legendariske overbærenhed, kendt og værdsat langt ude på den fjerne side af Krabbetågen, og med deres overjordiske samvittighed i behold ikke kunne rapportere tilbage til planeten Xnox i Stjernebilledet Lyren, at planeten Jorden er beboet af rationelt tænkende væsener.

Den første melding hjem til Xnox lyder i nødtørftig oversættelse: Bip-over-skifter: "Populationen på planeten Jorden er gennemgående kommunefarvet. De buler fortrinsvis ud på midten, der er dækket af hvide skjorter, og mange farer rundt med mørke briller i store sorte firehjulstrukne køretøjer, hvorfra de jævnligt stikker det ene lems midterste finger skråt ud og op. De er rundbarberede og kører især frem, når det røde lys er tændt og råber og skriger deres besynderlige lyde ind i en dims, de holder op til knolden, hvor de sorte briller er sat, og som man må regne med er væsenernes hoved, fordi det sidder øverst".

Noget i den stil lyder den første melding de 200 lysår hjem til Xnox.

Disse fjerngalaktiske gæsters teknologi, som tillader dem at tilbagelægge disse bogstaveligt talt astronomiske afstande, er i den grad avanceret, at de på sekunder, med hvad der for en Xnox-boer er en ganske almindelig lommeregner, har dechiffreret det danske sprog.

Efter et par minutters studier kan selv det mest sløve individ af besætningen på Xnox-rumskibet læse en dansk avis og tyde, hvad der bliver sagt i radio og tv, hvilket dog ikke kræver interstellar visdom.

Men så begynder problemerne til gengæld. For hvad er det, der udtrykkes i disse jordboers kommunikative udvekslinger; hvad er det de siger og skriver?

En er for eksempel præst i en religion, hvis dogmatik hævder, at planetens gud på samme tid er én, men dog tre, hvoraf én af de tre, som er én, er en søn, der blev slået ihjel, men livede op og steg til himmels uden demonstreret kendskab til naturvidenskab og uden brug af teknologi.

Præsten og hovedkluden

Denne præst, der oven i købet indtager en væsentlig position i styringen af planeten, altså dér hvor Xnox-skibet er landet, udråber en næsten identisk religion, hvis forestilling om gud er én og kun én, men hvis profet er lige så hellig som sønnen i den førstnævnte opfattelse, til det samme som det værste af det værste, der nogensinde er overgået de jordiske i forvejen hårdt prøvede skabninger.

Xnox-rumskibet medbringer ganske vist blandt dets besætning individer uddannet til at løse de mest urimelige mysterier og tolke de underligste påfund i de mest obskure afkroge af det vidtstrakte univers.

Men disse eksperter må for en gangs skyld opgive. De kan ikke løse gåden om denne tilsyneladende uløselige uoverensstemmelse og beklager således denne uformåenhed over for deres overordnede.

Men da de opdager, at en ikke uvæsentlig side af konflikten, som fremstillet af den nævnte præst, der tilsyneladende har et vægtigt ord at skulle have sagt, drejer sig om et stykke stof, som nogle få af det ene køn af jordboerne på det pågældende sted binder om deres hoveder, indser Xnox-rumskibets kommandør, at sagen ikke alene er uforståelig, men i den grad tåbelig, at det kan være det samme.

Xnox'erne trækker deres skibs elektroniske ankre ind for at opsøge andre og væsentligere problemer på verdener, der er mere interessante at satse en interuniversel fremtid på.

Under hele Xnox-skibets rastløse færden fra egn til egn i det uendelige rum, har de endnu ikke mødt en gud af nogen betydning, og da slet ikke nogen, der er gået op i, hvor vidt unge hunkønsvæsener dækker deres hoveder med en klud eller ej.

Ærgerlige forlader Xnox-deputationen altså det danske område i den tro, at dette er planetens navle, og uden at de med sig hjem kan bringe efterretninger om pyramiderne eller Eiffeltårnet eller andre folkeslags mere spektakulære frembringelser af materiel og åndelig art end Bon-Bon Land.

Usandhed er reglen

Det indtryk Xnox'erne har fået, er nedslående. Fristen for at anmelde arbejdsskader, når de lige at få med, nedsættes til tre år, hvilket virkelig forbløffer de særdeles arbejdsmiljøbevidste Xnox-boer, der ikke rør sig uden sikkerhedshjelm på deres mange ædlere dele, og som kan klage til myndighederne deres flere lange liv igennem, hvis noget fra deres arbejde har vist sig at udvikle senere dårligdomme.

Men størst er Xnox'ernes forskrækkelse over jordboernes krigeriskhed, den følelse sidder i dem langt ud i rummet. Danskerne, disse væsener, der stikker fingeren skråt op og ud af vinduet i en art religiøs besværgelse, er i krig, forstår Xnox'erne. En krig, der hele tiden skifter begrundelse, hvilket Xnox'erne til gengæld ikke forstår.

Det kan jo ikke være rigtigt alt sammen, noget må være løgn. På Xnox findes begrebet 'usandhed' ikke. Xnox'erne kan her se, at der er noget de vitterligt ikke ved noget om: At man kan sige ét og gøre noget andet, ja, faktisk det modsatte.

"Vi bliver til arbejdet er gjort færdigt," siger de samtidig med, at de trækker sig ud af arbejdet, skønt arbejdet så langt fra er gjort færdigt, hvad det heller ikke kan blive, hvilket enhver af Xnox'erne med ni øjne i enden af den forlængede marv kan indse.

Xnox'erne forstår ikke, at man således taler usandt om tingene tilstand, og at en yngre kvindepræst - disse præster af netop dét køn har stor betydning på Jorden forstår Xnox'erne - i en aviskommentar kalder det "forræderi", når folk forarges over løgnene om krigen og kritiserer det, der sker.

Det er en kniv i ryggen på de tapre soldater, et dolkestød, mener præstekvinden.

Xnox'erne indser at løgn og forvanskning af virkeligheden er accepteret i det, man kalder Danmark og helt almindeligt.

Da de kommer på afstand af det sted, hvor de er landet, forstår de også, at fænomenet ikke er eksklusivt for Danmark, skønt det dér for tiden er særligt udbredt.

En del med statsministeren i spidsen dyrker disciplinen kreativ bogføring, som kan betyde, at man siger usandheder om regnskaber og pengesager, og som i mere overført betydning hentyder til, at man for at fremme sine egne synspunkter og sin egen position, kalder kritik af en krigsdeltagelse for en kniv i ryggen på soldaterne.

Skyndte sig bort

Eller som giver sig udtryk ved, at man giver sig til at sidestille Karl Marxs storslåede værk Das Kapital med dettes for sin tid geniale iagttagelser og teorier om verdens økonomiske og sociale indretning med Adolf Hitlers Mein Kamf - og for at det ikke skal være løgn med Koranen.

Xnox'erne, der under deres korte ophold på jorden, med vanlig effektivitet og hurtighed også har tilegnet sig betydelig dannelse, undrer sig over halløjet om en ung folkepartisoldat, der skal have sunget nazistiske sange, hvilket jo så må svare til at læse op af Das Kapital.

Men afsyngelsen "Deutschland über alles", af hvis tekst den unge mand utvivlsomt kun kendte første linje, var blot dennes fortvivlede forsøg på at fremføre Joseph Haydns Kaiserquartett, for strygere i C-dur op. 76 nr. 3, (1797), som i variationssatsen fabulerer over hymnen "Gott erhalte Franz den Kaiser".

Den har ikke en skid med nazisme at gøre. Men hverken den tvivlsomme unge mand, der gerne vil tilbage til sit parti, eller B.T., om hvem man kan sige både det ene og andet, ved selvfølgelig sådan noget.

Det tænkte Xnox'erne, mens de skyndsomst lagde Jorden bag sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her