Læsetid: 5 min.

Hun bestemmer, hvad vi læser

Som produktchef i boghandlerkæden Indeks Retail har Dorthe Terreni stor indflydelse på det udvalg af bøger, vi som forbrugere kan vælge imellem. Selv mener hun, det er os bogkøbere, som i sidste ende bestemmer, hvad der skal stå på hylderne
2. juni 2007
Som produktchef i boghandlerkæden Indeks Retail har Dorthe Terreni stor indflydelse på det udvalg af bøger, vi som forbrugere kan vælge imellem. Selv mener hun, det er os bogkøbere, som i sidste ende bestemmer, hvad der skal stå på hylderne

Går man en tur i den lokale Bog & Ide, kan man være sikker på at finde de nyeste bøger af eksempelvis Camilla Läckberg, Sara Blædel og Herbjørg Wassmo. Det kan man også, hvis man går over på den anden side af gaden til Bøger og Papir, eller ned i smøgen til enten Boghandleren eller GAD.

Samtlige 200 butikker i kædesamarbejdet Indeks Retail A/S er nemlig forpligtet til at have det samme grundsortiment af titler stående på hylderne.

I alt drejer det sig om 1.400-1.500 fællestitler, der købes ind via en central indkøbsordning, som nyudnævnt produktchef i Indeks Retail, Dorthe Terreni, har ansvaret for. Ifølge hende er de fælles indkøbsaftaler helt nødvendige for at sikre en sund økonomi ude i de enkelte butikker.

"Grundsortimentet og de store partikøb skal for det første sikre et attraktivt udvalg til kunderne og en ordentlig omsætning og indtjening til den enkelte butik. Derfor bruger vi også mange penge på at markedsføre netop de bøger. Men det er vigtigt at understrege, at der herudover er stor frihed for den enkelte boghandel til at indkøbe lige præcis de titler, man ønsker at have på lager," siger Dorthe Terreni.

- Flere i branchen frygter, at der med den ny fusion vil komme mere af den 'populære' litteratur og mindre af den 'smalle'. Kan du garantere, at det ikke vil ske?

"Nej, det kan jeg ikke garantere, for det er i sidste ende forbrugeren, der bestemmer, hvad der skal ske. Og hvis forbrugeren gerne vil købe den smalle litteratur, så vil vi også hellere end gerne lagerføre den."

- Men hvis forbrugeren ikke bliver præsenteret for den smalle litteratur, fordi den ikke står fremme på jeres hylder, hvordan skal han så vide, at den overhovedet findes?

"Det passer heller ikke, at vi ikke har noget af den smalle litteratur. Vi har som sagt mange bøger stående fremme, som ikke er en del af grundsortimentet. Men det er klart, at hvis en bog ikke 'flytter sig' over flere måneder, så er det heller ikke rentabelt at have den stående fremme. Vi har jo ikke uanede hyldemetre at trække på. Men jeg vil godt understrege, at det jo stadig er den enkelte butik, som helt suverænt bestemmer, hvilke bøger og hvor mange bøger, de ud over grundsortimentet vil tilbyde deres kunder".

- Føler du, at I som boghandlerkæde har et ansvar for, at danskerne bliver præsenteret for et så bredt litteraturudvalg som muligt?

"Vi føler et ansvar for at finde og markedsføre de titler, som vi tror, forbrugerne gerne vil købe"

- Og hvad med de titler, som forbrugerne måske ikke ved, at de gerne vil købe?

"Vi ved jo ikke på forhånd, hvad forbrugerne gerne vil have. Det vil altid være en vurdering fra vores side. Vi lægger os fast på et udvalg, som vi tror passer på de forbrugere, som kommer i vores butik. Selvfølgelig har vi et ansvar for udvalget, men det er et ansvar, vi deler med forlagene. Det er sammen med dem, at vi skal blive enige om, hvilket liv en given bog skal have."

- Hvilket ansvar, mener du, forlagene har?

"En bog sælger jo ikke sig selv. Når vi vurderer, om vi skal købe en bog - uanset bredden af den - så skal vi sammen med forlagene blive enige om, hvad vi kan gøre for at markedsføre den. Og hvis forlaget siger: 'den vil vi ikke bruge penge på', så skal vi selvfølgelig også overveje, om vi har råd til at sætte den på hylden, for hvis forlaget ikke tror på den, hvad er så grunden til, at vi skal lagerføre den? Men hvis forlaget omvendt siger: 'den kunne vi tænke os at markedsføre i to kataloger' - og hvis vi i øvrigt finder den salgbar i vores butikker - jamen så vil vi også gerne investere i den."

Eneret på salg

- Med den nye fusion er I som kæde endnu stærkere stillet i forhandlingerne med forlagene end tidligere. Hvad skal den nye magt bruges til?

"Du kan kalde det en magt, men vi ser det egentlig mere som en styrkelse, ligesom vi også ser os selv som en samarbejdspartner for forlagene. Vi kommer regelmæssigt med ønsker til forlagene, som vi hører fra forbrugerne, og det ender faktisk ofte med at vi i fællesskab laver en ny produktion af en given titel. Det samarbejde vil vi fremover komme til at udvide endnu mere."

- Hvordan?

"Vi vil gerne lave endnu flere titler, hvor vi står som medudgiver sammen med forlagene. Ikke nødvendigvis inde i kolofonen, men ideen er, at vi sammen laver et produkt, som man kan få i vores butikker, og som vi selv har været med til at fostre. Du kan kalde det en slags eneretsforhandlinger."

- Og ideen er, at I også får eneret på at sælge bogen?

"Ja, det er klart. Hvis det er noget, vi har brugt vores tid og kræfter på at få produceret, så skal det selvfølgelig også kun ligge i vores butikker."

- Så den ny trend bliver, at boghandlerne selv er med til at bestemme de bøger, som skal udgives?

"Ja, men det er faktisk ikke nogen ny trend. Det er en udvikling, som har stået på gennem de sidste to-tre år, og som vi nu bare har mulighed for at dyrke endnu mere. Supermarkederne har jo længe produceret særoplag. Vi har gjort noget tilsvarende, og det vil vi dyrke endnu mere nu, når vi nu kun er ét hus, der skal tage beslutningerne."

Diffuse rabatter

- Det er vel også en central del af fusionen, at I nu er en større muskel, så I kan forhandle bedre rabatter hjem hos forlagene?

"Ja, men rabatter er sådan en diffus ting - for rabat i forhold til hvad? I forhold til den pris, forlaget synes, vi skal sælge den for? Vi vil meget hellere tale om nettopriser, og dem forhandlede vi også om tidligere, så jeg ved ikke, hvor stor en forskel det gør."

- Jeg kan også spørge på en anden måde: betyder det her, at læserne kan se frem til billigere bøger?

"Jamen, igen - billigere i forhold til hvad?"

- Billigere i forhold til nu...

"Hvis du kigger i de kataloger, vi er kommet med de seneste 12 måneder, så vil du se, at de er sprængfyldt med tilbud på nye bøger. Det vil vi fortsætte med. Jeg ved ikke, om man kan sige, at der bliver billigere bøger til forbrugeren, men der vil fortsat være spændende bøger til en attraktiv pris."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her