Læsetid: 4 min.

Hvad bestiller islamisterne i Libanon?

Til den splittede nations utallige sekteriske konflikter føjer sig nu også udsigten til en konflikt mellem sunniislamister og sunnimuslimer, om end det stadig er uvist, hvem der står bag Fatah al-Islam-gruppen
23. maj 2007

AABDEH - Der er noget obskønt over at betragte belejringen af Nahr el-Bared. Denne gamle palæstinensiske flygtningelejr - hjemsted for 30.000 fortabte 'sjæle', som aldrig har nogen jordisk chance for at komme 'hjem' - ligger badet i Middelhavssollyset bag en gylden klynge appelsinplantager. Den libanesiske hær har genindtaget sine positioner på hovedvejen nordover og søger nu at fordrive ventetiden bedst muligt i deres gamle pansrede mandskabsvogne. Og vi - verdenspressens repræsentanter - sidder fuldt så uvirksomme hen på toppen af et kun halvt opført højhus, nyder solen i et lille parkanlæg eller nipper til skoldhed te under parabolantennernes skiver.

Så brager det pludselig løs med skudsalver, og en kugleregn sprøjter ud af lejren. En libanesisk kampvogn drejer sit kanontårn og besvarer ilden, og vi mærker svagt, hvordan trykbølgen fra granatnedslagene breder sig ud fra lejren. Hvor mange døde er der mon nu? Det aner vi ikke. Hvor mange sårede? Røde Kors er endnu ikke i stand til at rykke ind for at finde ud af det. Vi er tilbage i endnu et af disse tragiske libanesiske sceneshows, som Libanons nyere historie er så rig på: belejringen af en palæstinensisk enklave.

Sunnier mod sunnier

Med den forskel, selvfølgelig, at vi denne gang har sunnimuslimske hellige krigere i lejren, der i mange tilfælde altså skyder på sunnimuslimske soldater, som har taget opstilling i en sunnimuslimsk landsby.

Det var en libanesisk journalistkollega, som ramte hovedet på sømmet:

"Syrien forsøger at demonstrere, at Libanon ikke kun behøver at være kristne imod muslimer eller shiiter imod sunnier," sagde han. "Det kan også være sunnier imod sunnier. Og den libanesiske hær kan ikke storme Nahr el-Bared. Det vil være et langt større skridt, end denne regering kan tage."

Just dette er sagens kerne. For at kunne knuse det sunni-islamistiske Fatah al-Islam må hæren rykke ind i lejren. Så derfor er gruppen ladt tilbage med samme styrke og kampkraft, som da den iscenesatte sin minirevolution i Tripoli, der endte med flere af dens døde krigere i en brændende boligblok og 23 dræbte soldater og politifolk på gaderne.

Det er unægtelig svært ikke at fornemme Syriens hånd i disse dage. Fouad Sinioras regering, der omringet i sin lille 'grønne zone' i Beirut er ved at blive drænet for magt. I stigende grad er det hæren, som styrer Libanon, der sættes på en stedse hårdere belastningsprøve, eftersom også den består af Libanons sunnier, shiamuslimer, drusere og kristne maronitter. Hvilke yderligere byrder kan dette lille land dog pålægges, må man spørge, alt imens Siniora atter gentager sine krav om oprettelse af et FN-tribunal til at efterforske, hvem der myrdede ekspremierminister Rafiq Hariri i 2005?

Vi bladrer igennem hærens tabsliste. At dømme efter navnene var de fleste af de døde sunnier. Så kaster vi et blik op imod de hvide lammeskyer og derfra videre over bjergryggen til, hvor den syriske grænse ligger, godt 15 km borte. Det er ikke så svært at nå til Nahr el-Bared-lejren fra grænsen. Ikke så svært at få friske forsyninger. Geografien her giver ligefrem politisk mening. Længere op ad samme hovedvej ligger den syriske grænsepost med dens røde, hvide og sorte flag og det syriske regimes karakteriske ørnesymbol.

Soldaterne er høflige og taler respektfuldt til journalisterne. Dette her må være et af de få lande i verden, hvor soldater behandler journalister som gamle venner, hvor førstnævnte med munter mine vinker pressens gentlemen (og gentle ladies) forbi, så disse kan transmittere fra deres stillinger, låner aviser, deler cigaretter og hyggesnakker - alt sammen ud fra den tanke, at vi jo har hver vores job at passe.

Hvilket da også er sandt. Til en vis grad. Men stedse mere funderer vi journalister over, om vi ikke er i færd med at kortlægge dette lands bedrøvelige sammenbruds-proces. Den libanesiske hær er i Beiruts gader for at forsvare Siniora, i Sidons gader for at forhindre sekteriske uroligheder, i det sydlige Libanons gader for at holde øje med den israelske grænse og nu altså også her oppe nordpå for at belejre Nahr el-Bareds fattige, forslåede palæstinensere og den ondartede lille gruppe af militante islamister, som muligvis - muligvis ikke - tager imod sine ordrer fra Damaskus.

Ingen pågrebet

Vejen tilbage til Beirut er nu overstrøet med kontrolposter, og selv hovedstaden er igen blevet et farefuldt sted at bevæge sig rundt. I Asrafieh, i de tidlige morgentimer, lød det dumpe drøn af en bombeeksplosion - vi kunne høre det over hele byen. En kristen kvinde blev dræbt. Ingen mistænkte er pågrebet, selvfølgelig ikke. Det bliver de aldrig. Plakaterne på husmurene kræver stadig sandheden om mordet på Hariri. Andre plakater forlanger sandheden om et andet premier-ministermord, dét på Rashid Karami (som blev myrdet i 1987, red.). Adskillige andre igen, længere nede ad vejen, stiller stolt Saddam Husseins umiskendelige åsyn til skue.

"Al-Adhas martyr" (Eid al-Adha er en sunnimuslimsk højtid, midt i hvilken Saddam blev hængt til stor forargelse for mange sunnimuslimer, red.), proklamerer de, idet de markerer datoen for hans henrettelse. Så selv i denne sunnimuslimske landsby er man berørt af Iraks tragedie og ærer dets diktators minde frem for at afsky det.

En hvirvelvind af raketter fyger hen over lejren, før solen går ned. Soldaterne gider knapt tage notits deraf. Og hinsides appelsinlundene og de mennesketomme gyder i Nahr el-Bared fråder de glitrende bølger på det gode gamle hav, som om vi alle var på ferie, alt imens denne nation ryster i sin grundvold under vore fødder.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her