Læsetid: 7 min.

Betændelse på balancenerven

For at vores kultur kan fungere, må vi genoprette balancen mellem beskyttelse af den intellektuelle ejendom og adgangen til at låne kreativt fra den, mener Dr. Lawrence Ferrara - hyppigt ekspertvidne i retsdramaer om sampling. Blandt hans klienter er Madonna, Beastie Boys og Paul McCartney
For at vores kultur kan fungere, må vi genoprette balancen mellem beskyttelse af den intellektuelle ejendom og adgangen til at låne kreativt fra den, mener Dr. Lawrence Ferrara - hyppigt ekspertvidne i retsdramaer om sampling. Blandt hans klienter er Madonna, Beastie Boys og Paul McCartney
13. juni 2007

En pertentlig herre. Hvis Dr. Lawrence Ferraras fremtoning kort skal beskrives, så er det med ordet pertentlig. Sort jakkesæt, lyseblå skjorte, vinrødt slips, klejn, væver skikkelse, skarpe mørke øjne, perfekt frisure, stramt tæmmet overskæg. En mild stemme, et venligt doseret væsen, en tydelig begejstring, en solid pædagogisk sans.

Det er selvfølgelig også Dr. Ferraras job at formidle. Ikke kun som professor i musik og nybagt leder af The Steinhardt School's Department of Music and Performing Arts under New York University, men især gennem de sidste 15 år som konsulent og som ekspertvidne i retssager om samp-ling inden for musik. I retten er det ikke den musikstuderende med veltrænede ører, der lytter på Ferrara, men lægmand og lægkvinde, som man skal forsøge at overbevise om, at her er der altså tale om et helt juridisk forsvarligt eller et strengt ulovligt lån fra sagsøgerens musik.

Feltet midt imellem

Dr. Ferrara tager imod i en slidt NYU-bygning på Manhattan og giver interview - eller rettere sagt han overtager interviewet - i et beskedent auditorium med et knap så beskedent Steinway-flygel. Ferrara har arbejdet på begge sider i samplingsager, og han befinder sig i det hele taget i et langt mere moderat territorium end denne artikelseries to tidligere modpoler: Den uhæmmet samplende musiker Girl Talk og det energisk sagsøgende Bridgeport Music. Han har repræsenteret både samplende og samplede musikere, sagsøgere og sagsøgte, uafhængige såvel som multinationale pladeselskaber. Og på listen over klienter finder man stjerner som Beastie Boys, Paul McCartney, Bob Dylan, Madonna, Eminem, James Brown og Andrew Lloyd Webber.

"Hvem ejer egentlig hvad? Og hvad er formålet med ophavsret?" spørger han med rolig, åben stemmeføring, som om han spurgte en treårig knægt, om han mon troede, at han måtte gå over for grønt eller for rødt.

Men Ferrara taler ikke til fordel for hverken sort eller hvid, tværtimod om at finde et nuanceret felt midt imellem.

"Alle kan vel være enige om, at det handler om at finde en balance. Personer, som ejer intellektuel ejendom - man har skrevet en bog, man har lavet en film - skal have rettigheder. Og ophavsretsloven i de forskellige lande har formuleret hvad disse rettigheder er, og hvor længe man har dem. Og de varierer fra land til land. På den anden side, så skal dette vejes op imod muligheden for at skabe for generationer af komponister og forfattere og filmskabere". Det handler altså i Ferraras optik om balancen mellem, at skaberen kan tjene penge på det, hun har skabt, og at andre skabere kan bygge videre på det. De fleste vil f.eks. mene, at en musiker skal have lov til med eneret at sælge sit værk, mens mange - bestemt ikke alle - vil mene, at andre musikere skal have lov at låne f.eks. en melodi-stump eller en rytmisk finesse fra selv samme værk. Uden at skulle betale for det.

Men ejer man ikke den musik, man har skabt? indvender du måske, kære læser. Jo, det gør man, men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan hævde, at alt, hvad der findes i ens sang kan forsvares som et stykke almindelig ejendom. Selv om mange prøver - især i de amerikanske retssale - så kan det være svært at argumentere for, at en melodi f.eks. er dybt original, og at andres brug af den derfor er at sammenligne med tyveri.

Forsvarerne for den økonomiske godtgørelse arbejder med høje originalitetskriterier, der har sit udspring i en romantisk kunstneropfattelse fra starten af 1800-tallet: Ideen om at enhver stor skaber opererer fra et absolut nulpunkt og benådes med en religiøs inspiration, et guddommeligt lys fra oven.

Videnskabsmanden Isaac Newton var af den modsatte opfattelse, hvilket kom til udtryk i et brev tilbage i 1676:

"If I have seen further, it is by standing on the shoulders of giants," skrev han.

'Intellektuelt nuttet'

Dr. Ferrara er rørende enig, og han taler med musikvidenskabelig tyngde:

"Der findes et ocean af bogstavelig talt titusindvis af musikalske værker, som er blevet skabt over århundreder. Og disse musikalske værker repræsenterer en slags fundament, som enhver, der skaber nye musikalske værker, nyder godt af. Så at undersøge tidligere kunst er at forstå, at ingen skaber udelukkende ud fra sig selv og i et vakuum".

Så vender han sig fornøjet mod det sortblanke Steinway for at demonstrere en sag, hvor han selv brugte tidligere kunst som forsvar. Den nu afdøde soulsanger og -komponist Luther Vandross blev sagsøgt for at have stjålet melodien til sin klaverintroduktion til sangen "Dance With My Father", men Ferrara fandt selv samme melodi i fjerde sats i Beethovens niende symfoni. Den havde urpremiere i 1824, så den kunne sagsøgeren dårligt hævde at eje. Og sagen blev endda yderligere gennemhullet:

"Tro det eller ej, men jeg fandt faktisk ud af, at præcis den melodi havde eksisteret i tyske folkesange i mindst et århundrede før Beethovens symfoni!," fortæller Ferrara med stor begejstring.

Og så vender han sig igen mod flygelet for at demonstrere endnu en sagsøgers påstand, som han vil kategorisere under betegnelsen "intellektuelt nuttet" - og det er ikke pænt ment.

"Det er en af de sager, der får mig til at klukke hver gang, jeg tænker på den".

Ferrara kan ikke fortælle, hvem de involverede er, da sagen endte i forlig, men han spiller en tonerække, der går først ned og så op. Og så spiller han samme tonerække, men først op og så ned. Først sagsøgtes musik, så sagsøgers musik. At den ene tonerække går den ene vej, og den anden modsat, det mente sagsøgeren var fuldstændig lige meget. Og der blev krævet erstatning.

"Men hvis man bruger den samme logik, så må alle i hvert fald i USA kende den her sang".

Ferrara spiller en anden tonerække, som jeres udsendte i hvert fald ikke kan genkende. "En gang til". Han spiller den igen. "I må da kende den sang. Du burde nynne den... Så lad mig lige tage denne tonerække og rytme og spille den den modsatte vej". Og så spiller Ferrara "The Star-Spangled Banner".

"De, der har prøvet at være til en baseball-kamp i USA, ved, at der inden kampen kommer nogen op til mikrofonen og synger "The Star-Spangled Banner". Jeg vil hævde, at der ville være en del forvirrede ansigter på stadion, hvis der blev sunget..." Og så spiller han igen tonerækken i den uigenkendelige retning.

Svære forhold i dag

Det er den slags argumenter, som har givet Ferrara ry for at være en fremragende forsvarstaler mod absurde sagsanlæg. Krystalklar logik for lægmand. Men båret frem af en ærlig bekymring for vores kultur:

"Selve kreativiteten er på spil her," siger han. "Hvis balancen tipper den ene eller anden vej, så må vi forsøge at få den genoprettet - for indsatsen er meget høj. Det handler om at finde en balance mellem at beskytte rettighederne for dem, der ejer intellektuel ejendom, og retten til at skabe for generationer af fremtidige, unge og gamle mennesker".

Hans udtalelser bliver sekunderet af NYU-kollegaen Siva Vaidhyanathan.

"Jeg siger jer, at hverken blues, swing eller bebop ville kunne vokse frem under de nuværende omstændigheder!" sagde den amerikanske kulturhistoriker og associate professor under seminaret Future of Music Policy Summit i 2005.

Og fra retssalene kan Ferrara også rapportere, at der er betændelse på den kreativt/økonomiske balancenerve: "Min erfaring er, at der har været mange flere sager i de seneste år, end der var for f.eks. 10-12-15 år siden, da jeg begyndte som ekspert inden for sager om musikalsk ophavsret. Og når det kommer til kvaliteten af sagerne - altså er de værdige til at blive prøvet i retten, eller er de ganske enkelt useriøse? - så er der mange dårlige sager. Og det er højst uheldigt, når useriøse sager - i hvert fald her i USA - kræver store udgifter for de anklagede - som udelukkende forsvarer det faktum, at de er aldeles uskyldige".

Eftersidning

I auditoriet på NYU er Ferraras eksklusive forelæsning ved at være slut. Nogle musikeksperter ville nok have haft røde ører, hvis de havde været til stede. Ja, måske var de endda blevet hevet til flygelet for at forsvare deres "intellektuelt nuttede" argumenter.

Ferrara fortæller videre om sager, han ikke vil citeres for. Fordi de enten stadig er i gang, eller fordi de er endt i forlig. Diskretionen og redeligheden selv. Han virker en smule bekymret på musikkens vegne, men morer sig tydeligvis også over de til tider absurde sagsanlæg. Ja, måske ville han endda give flere musikeksperter en eftersidning for at give kulturen betændelse på balancenerven. Så kunne de sidde dér og tænke lidt over konsekvenserne af deres drengestreger.

Om Dr. Lawrence Ferrara:http:// steinhardt.nyu.edu/faculty_bios/view/Lawrence_Ferrara. Se Ferrara forklare ovennævnte og andre musiksager på video:http://dr.dk /Tema/copyright/Test-guide.htm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her