BELGODÈRE, KORSIKA - På torvet med barokkirken i italienske jordfarver i bjerglandsbyen Belgodère - eller Belgodú, som den hedder på korsikansk - er livets puls kun mærkbar i de to cafeer og I den eneste butik - Sylvianne Casanovas Produits Corses; et minisupermarked på 25 kvm. Her sælger hun aviser og glittede magasiner, lufttørrede fårepølser, stærke cremede gedeoste, sin egen figenmarmelade med hele mandler eller sukatgelé efter sin bedstemors opskrift.
Lyset fra Middelhavets azurblå spejl 12 km ude ved kysten flimrer op mod himlen. Rivieraen og det franske fastland mod Nord betegnes af korsikanere som 'kontinentet' og deroppefra stammer Sylviannes mand.
- Hvad er din største drøm?
"At rejse, ligegyldigt hvorhen, men det skal være et varmt sted. Jeg har været på Martinique og Île de Réunion ved Madagaskar."
- Hvad er det sidste, du har købt?
"Nu er jeg jo en meget nøjsom person, men det var et svømmebassin til haven," ler hun
- Hvilket land er det bedste i verden?
"La Corse!," kommer det som et pistolskud, som om det er det dummeste spørgsmål, hun er blevet stillet.
- Hvad tror du på?
"Den gode Gud."
- Hvordan ser du på din egen fremtid?
"Bare jeg er sund og rask og får lov til at blive gammel på en god måde, og det går mine to børn godt i livet, så er jeg tilfreds og uden bekymringer."
- Hvad tjener du om måneden?
"Normalt er det ikke noget, vi taler om, men jeg får mindstelønnen, le smic, der er 2.200 euro (16.300 kr.) - og nogle 'krummer' oveni."
- Hvem er dit forbillede?
"Det er min mand, helt sikkert! Jeg går ikke op i filmstjerner og sådant. Han er fra kontinentet og han elsker naturen. Vi er sådan lidt øko-skøre og passer på det, vi har. Korsika har ændret sig meget pga. turismen. Husk på, at i juli og august firedobles indbyggertallet (260.000 om vinteren), og naturen og hele øens øko-system lider under, at vi gør alt for at tilfredstille turismen. Værst er dog italienerne. De opfører sig, som var de en besættelsesmagt - igen! (Korsika var i over 400 år underlagt Genova, red.)
- Hvad frygter du mest?
"Sygdom, alvorlig sygdom. Det må ikke ramme nogen i min familie eller omgangskreds, selv om det jo sker."
- Hvad er vigtigst i livet?
"Det er i hvert fald ikke penge! Det er at have det godt med sig selv, at have tilstrækkeligt til at leve godt og være rask. Mit motto er: 'At betale eller at dø, det kan man altid vente med'," skraldgriner den lille vævre kvinde i den rosa knitrende kittel.
- Hvad gør dig lykkelig?
"Mit arbejde! Det at stå op og komme herned i butikken og træffe folk, snakke. Vi er jo meget familie i sådan en lille landsby (400 indbyggere). Jeg elsker også at henkoge og lave marmelade."
(Hendes nektarin- og figenmarmelade samt sukat-gelé smager himmelsk, kan deres udsendte bekræfte.)
- Hvad bestod dit seneste måltid af?
"Tomatsalat med frisk landbrød og naturligvis masser af god olivenolie. Det var altså i aftes. Jeg spiser ikke morgenmad, jeg nupper bare en espresso noir."
