Læsetid: 3 min.

Betaler terror sig?

25. oktober 2001

SJÆLDENT har man set så mange ellers temmeligt bistre mænd smile så meget og så mange ellers stenhårde øjne lyse af glæde. Det nordirske politiske landskab er normalt ikke præget af noget, der bare tilnærmelsesvis ligner fornøjelse. Men i disse dage ser nordirske politikere ud, som om de har forspist sig på lykkepiller.
Efter ca. 30 års konflikt – i den seneste inkarnation af væbnet, irsk-katolsk nationalisme – for at få briterne smidt ud af Nordirland, er undergrundshæren IRA nu begyndt at nedlægge sine våben. Den oplysning lukkede op for den eufori, der så længe havde været undertrykt.
IRA’s egen politiske gren, Sinn Fein, var glad for, at deres ikke-volds strategi vandt over våbenbrødrenes bombefiksering. Det største protestantiske parti, UUP, var glad for, at deres pres på IRA for at afvæbne bar frugt. Premierministrene Blair og Ahern i henholdsvis London og Dublin var lettede over, at deres fælles projekt med lokalstyre i Nordirland og et udstrakt samarbejde på tværs af den irsk-nordirske grænse nu igen ligner en overlever.
Nu vil det så vise sig, om smilene kan holde. Nok er en meget stor hindring i fredsprocessen nu i det mindste blevet mindre. Men der er andre.
Der er altid en håndfuld refusenikker i de protestantiske partier, som IRA aldrig vil kunne stille tilpas, uanset hvad de gør. Man må håbe, at de mere fremadskuende politikere vil kunne presse neandertalerne i defensiven.
Endnu værre er faren fra de protestantiske terrorgrupper. Men hvad skal disse grupper egentlig stille op? Deres synspunkter hænger jo ikke sammen. De vil have, at Nordirland skal forblive sammen med Storbritannien. Ergo giver de sig til at slås med netop den britiske statsmagt. Brilliant. Den skal nok score point i logikundervisningen på laveste niveau. Her ligger en stor opgave for politiet. Det protestantisk-dominerede politi må så vise sig i stand til at bekæmpe de protestantiske grupper lige så vel, som de i sin tid bekæmpede IRA. Helst med andre, stuerene midler, tak.
Det er ikke bare fra protestantisk kant, der lurer farer. Der er udbrydergrupper fra IRA, som ikke vil opgive den væbnede kamp for et forenet Irland. Lige i øjeblikket er de svækket, ikke mindst på grund af en stor indsats fra det irske politi, men væk er de jo ikke.

MEN hvad er egentlig den videre lære af den nordirske fredsproces lige nu? At tegn og symboler ikke bare er alkymistisk mystik men af afgørende betydning? Bestemt. IRA’s farvel til våbnene er ikke af den store praktiske betydning – de kan jo bare købe nogle andre i morgen – men af stor symbolværdi. Det er tegn på, at den republikanske bevægelse bekender sig til demokrati og fredelig konfliktløsning, når våbnene lægge på hylden.
At man kun kan bruge dialog til at løse terrorproblemer med? Tjoh. Den nordirske fredsproces tog først fart, da den britiske regering begyndte at snakke med Sinn Fein, IRA’s politiske afdeling. Men den logik er vanskelig. For den indebærer jo i realiteten, at terror betaler sig. En bombe i Belfast? Jamen, s’gerne Hr. terrorist – der står en plads ved forhandlingsbordet klar til Dem. Sådan kan man ikke handle. Især ikke i et politisk system, der udmærker sig ved, at der er andre måder at fremme sine politiske interesser på – nemlig via stemmeboksene.
Måske er læren snarere, at hvis terror kan betale sig på den måde, at man kan få ting sat på dagsordenen, der ikke ellers ville være der, ja så kan det også betale sig at stritte imod.
IRA fik nok briterne til at tage irsk nationalfølelse særdeles alvorligt, men de vandt jo ikke et forenet Irland ved at gå i krig med dem. Omvendt, måtte briterne sande, at IRA faktisk repræsenterede et så stærkt irsk ønske, at det ikke kunne udraderes militært. Det tog begge sider 30 blodige år at nå til den konklusion, at vold ikke førte til de ønskede mål.
Overlever fredsprocessen, som det p.t. ser ud til, bliver det den politiske model, som vinder. Voldens fortalere – på alle sider i konflikten – bliver gjort til skamme. Men den indsigt har kostet. Over tre tusinde menneskeliv og mange flere tragiske skæbner. Måske er den egentlige, triste lære af Nordirland, at politik kun kan få en chance, efter at det har vist sig, at vold ikke virker.

beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu