Læsetid: 7 min.

Om betydningen af et hul i jorden

Mange dokumentarfilm gør sig kloge på store ting. Visse filminstruktører på dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam minder os imidlertid om, at klogskaben ofte ligger i små ting
15. december 2006

Sig navnet: Dokumentarfilm. Ordet klinger af skole i mange danskeres øren. Jeg tænker, at du tænker 'Oplysninger til Borgerne om Samfundet', når jeg siger dokumentarfilm. Jeg tænker, at du tænker ofre for Danmark i Irak, albanske bønder, holocaust, uvorne folkeskoleelever, transseksuelle i Iran og 'Bush er dum'. Du tænker måske endda: Grimme mennesker, grimme billeder. I hvert fald tænker du på fakta og budskaber. På alt andet end reality-tv.

Måske gør jeg dig uret. I hvert fald gør jeg dokumentarfilmen uret ved at strø alle disse fordomsfulde stikord ud over fænomenet. For så dum er jeg heller ikke: Jeg ved at dokumentarfilm ikke alene fodrer os med fakta og budskaber, men at dokumentarfilm også afføder den form for ufornuftige erfaringer, som kommer af kunst. Jeg ved det, for jeg har endnu engang oplevet det særlige miks af oplysning og kunst på den store IDFA, International Documentary Filmfestival in Amsterdam, 'dokumentarfilmens Cannes', som finder sted hvert år i slutningen af november og begyndelsen af december.

Her kan man shoppe virkelighed. Mere end det: På festivalen kan man shoppe virkelighedssyn. Her er noget at vælge imellem: fra den dansk-amerikanske Jennifer Fox' Flying: Confessions of a Free Woman (som handler om forbindelsen mellem instruktørens kærlighedsliv og kvinders kulturelle status overalt på jorden) til årets danske vinder af den store Joris Ivens Award, Pernille Rose Grønkjærs The Monastry - Mr. Vig & the Nun, som fortæller historien om en dansk excentriker, som omdanner sit slot til et kloster og fylder det med russiske nonner. Hver film sin udkigspost: I dokumentarismens verden er der lige så rodet som i den virkelige verden. Og dog. Dokumentarfilmen er nemlig nok hvad som helst, men den er også noget for sig selv. Hvor en genre som f.eks. westernfilmen bliver defineret ved handlingens tid og sted, en musical defineres ved et musikalsk formelement eller en pornofilm ved en særlig handlingskomponent, så defineres dokumentarfilmen ved noget så diffust som sin virkelighedsrelation - som noget, der er mere virkeligt end fiktionen. Heraf kommer dokumentarfilmens rod, men også dens trang til orden. Heraf kommer dens både højværdige og problematiske egenskaber.

Talende hoveder

Blandt de problematiske egenskaber hører den historisk betingede blanding af selvovervurdering og overdreven beskedenhed. På den ene side den institutionstunge forventning til dokumentarfilmen om ikke alene at oplyse, men også at forklare, påvirke, opdrage. At overskue, eventuelt afsløre - at frelse. På den anden side en vis underkastelse i forhold til 'det virkelige', som giver sig udslag i en særlig formtvang. Fordi det typisk er emnet, som styrer publikums interesse for den enkelte dokumentar, så antager dens æstetik ofte karakter af standardiseret servicering i forhold til dette emne. Det er således en mediegenre, som er fuld af ord, fremsagt af en nævenyttig voice over eller af talende ansigter på kloge hoveder. En film- og fjernsynsgenre, som på sit indholds vegne nødigt løber for stor æstetisk risiko.

Inden for denne både beundringsværdige og problematiske tradition - fra John Grierson til Al Gore, fra Filmjournalen til tv's afslørende aktualitetsprogrammer - taler den enkelte dokumentarist typisk på andres vegne. Han er den som ved, 'ved bedre'. Omvendt i den personlige eller kunstnerisk ambitiøse dokumentarfilm. Her taler den enkelte dokumentarist på egne vegne. I enkelte tilfælde kan han eller hun endda - af lutter modsigelseslyst i forhold til 'ved bedre'-traditionen - hylde det kontrære credo: 'Jeg ved ingenting'.

Også filmfestivalen i Amsterdam befinder sig i dette historiske spændingsfelt (der herhjemme typisk ytrer sig som en konflikt mellem den kritisk dybdedegående tv-journalistik og den film-institutstøttede biograf- og kunstdokumentar). Her er der både plads til det personligt udflippede og en 'Movies That matter Award', som ifølge festivalkataloget belønner "high-quality human rights cinema" med "human dignity" som officielt parameter.

Heldigvis huserer den politiske korrekthed mest uden for festivalfilmene. Selv blev jeg kun for alvor irriteret over den dovne idealisme i John Scheinfelds The Us vs. John Lennon (som kanoniserer fredsaktivisten Lennon uden at spørge hans forladte afkom eller Vaclav Havel bag 1960'ernes jerntæppe om omkostningerne ved heltens sengeliggende offer for menneskeheden). Blandt meget andet er Amsterdam-festivalen et bevis på, at ingen dogmatik, hverken politisk korrekthed eller principper for original kunst, formår at spærre virkeligheden inde, hvis den for alvor vil ud. Reprisevisningen af Michael Apteds 7 Plus Seven (et led i det klassiske tv-projekt, som siden 1963 med syv års mellemrum har fulgt 14 briter med forskellig social baggrunds liv fra deres 7. leveår) er således et bevis på det kunstnerisk højværdige i de åh-så-uvisuelle talking heads. Kan man forestille sig noget mere visuelt i denne verden end klassesamfundets spor i et barneansigt? Noget tilsvarende gælder for Country Boys, David Sutherlands filmiske tv-serie om white trash i Kentucky, USA. Her dukker dokumentarfilmens fattige bønder op igen, men uden Karl Marx eller Moder Teresa som bugtalere. Det hvide affald taler på egne vegne i Sutherlands film.

I år i Amsterdam kom idealet at tale på egne vegne mest betagende til udtryk i to dokumentariske forfatterskaber: russeren Victor Kossakovskys og amerikaneren Alan Berliners. I hver sin masterclass trådte de to filminstruktører, der begge er internationalt anerkendte auteurer inden for den personlige dokumentarfilm, i karakter som eksemplariske originaler. På den ene side russeren: en blanding af vismand og møgunge, som drev sin interviewer rundt i manegen med afbrydelser og pludselige pandekys, mens hans film kørte løs i baggrunden. På den anden side amerikaneren: en venlig, lettere neurotisk new yorker-asket, som forsynede publikum med "13 questions I've always wanted to be asked", sirligt pakket ind i små stykker affald under 13 tilfældige stolesæder i masterclass-salen. En boheme og en kontrolfreak: hvordan er deres film?

Poetisk minimalisme

Deres film er på hver sin måde et alternativ til 'ved bedre'-traditionen. Mest radikal i så henseende er Kossakovsky. I 10 råd for begyndere en liste uddelt under hans masterclass, hylder han 'jeg ved ingenting' som en etisk og æstetisk metode. Hans råd lyder bl.a. sådan: "Film ikke, hvis du kan leve uden at filme", "Lad være med at filme, hvis du på forhånd kender dit budskab. Forsøg ikke at ændre verden. Det er bedre, hvis din film ændrer dig", "Film ikke det, du hader - eller elsker. Film det, som du ikke er sikker på, om du hader eller elsker" og "Vent, se, føl og vær parat til at filme på din måde. Husk, at de bedste shots fanger øjeblikke, som ikke lader sig gentage, på en måde, som ikke lader sig gentage".

I praksis plejer Kossakovsky en poetisk minimalisme i udtrykket, som ikke matcher de gængse forestillinger om fluen-på-væggen-dokumentarisme. Dertil er hans udtryk både for stiliseret og for enkelt. I Svyato (2005) følger vi hans femårige søns eventyrlige selvopdagelse foran et stort spejl. I mesterværket Tishe! (2002) følger vi alt det, som følger af en gravkos hul i jorden. Under et vejarbejde uden for instruktørens lejlighed i Skt. Petersborg sker alting, fordi der ingenting sker: vejarbejdernes rytmiske bevægelser antager med tiden karakter af abstrakte mønstre, hullet i jorden forekommer os som tilskuere mærkelig obskønt om natten. Om dagen kommer og går historierne som om de var forfattet af Lumiere, Tati eller Beckett: Synet af et udstødningsrør om morgenen, et kærestepar som vælter sig i en vandpyt, en gammel dame som samler sne i plasticposer. Det store i det små.

Kossakovsky kalder det selv for panteistisk dokumentarisme.

Billedet tilhører os

Alan Berliner hylder på sin side et tilsvarende, klassisk paradoks: Han gør det private almenmenneskeligt. I film som f.eks. The Sweetest Sound (2001, om den dybere betydning af den tilfældige lyd 'Alan Berliner' i en verden af utallige navnebrødre) eller sin nyeste film, Wide Awake (2006, om sin egen søvnløshed), giver instruktøren sig selv og sin egen familie i vold gennem en humoristisk montageform af interviews, private smalfilmoptagelser og found footage fra filmarkivernes overdrev.

Metoden hævder sig mesterligt i Berliners portrætfilm om sin egen far, Nobody's Business (1996). Filmen fremstiller samtalen mellem far og søn som et skænderi og en projektionskamp: hvilket billede af faderen skal i sidste instans blive filmens? Er det Alans, der som den emsige dokumentarist forsøger at beslaglægge sin egen far som henholdsvis jøden, emigrantbarnet og USA's historieløse selfmade man? Eller tilhører filmens faderbillede faderen, der med et stort kværulantisk overskud modsætter sig sønnens projektioner og insisterer på sine egne ("mit liv er kedeligt og nobody's business")?

Mit svar er enkelt: billedet af Alan Berliners far tilhører hverken Alan eller faderen, men dig og mig. Kunstneren har kun sit eget værk til låns - i sidste instans tilhører det tilskueren i New York, Skt. Petersborg eller Amsterdam. Bag alle dokumentaristers 'ved-bedre'-projektioner gemmer sig en tolkningskamp. I Nobody's Business bliver vi ikke alene indviet i en sådan tolkningskamp, men vi får også del i faderen og sønnens fællesskab i det virkelige liv, når de i samtalens løb samler sig om huller og smertepunkter i deres fælles familieliv.

På dette hjerteskærende sted i filmen giver Berliner slip på sin ironiske selvrefleksion. Han giver også slip på sit værk, idet hans følelse bliver min. Et øjeblik glemmer jeg at shoppe virkelighed: Det private bliver personligt. Det er det store i det lille.

* Søren Birkvad er lektor i film- og fjernsynsvitenskap ved Lillehammer University College, Norge

* Kronikken lørdag: Vild retorik i USA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu