Læsetid: 4 min.

Bevægelse i kunsten

18. november 1999

Et rygte, der har svirret i luften i de seneste to år, blev bekræftet i går, da Weekendavisens velskrivende kulturredaktør, den 40-årige Poul Erik Tøjner, blev udnævnt til leder af Louisiana i Humlebæk. Museets nuværende direktør, den 69-årige Steingrim Laursen, når hermed ikke at falde for museets aldersgrænse på 70 år. Han afløste Lars Nittve på direktørposten sidste år, da denne efter kun tre år på posten blev udnævnt til direktør for Tate Museum of Modern Art i London. Laursen forbliver som senior-
direktør de næste par år. Et vanskeligt puslespil er hermed gået op, og udnævnelsen af Poul Erik Tøjner synes umiddelbart helt rigtig.

Rigtig, fordi Poul Erik Tøjner i kraft af sin viden, sit uomtvistelige skrivetalent og sin intellektuelle skarphed nyder anseelse i alle kunstens kredse. Hans forkærlighed for den klassiske kunst med eftertryk på navne som Goya, Tizian, Velazquez, Rembrandt, Vermeer får umiddelbart valget af ham som leder af et museum for den moderne kunst til at virke lidt umotiveret. Poul Erik Tøjner kender imidlertid den moderne kunst indefra, og som få vil han vide, hvilke ben museet rent kunstnerisk skal stå og gå på. Poul Erik Tøjner har nemlig noget så sjældent som næse for god kunst, han danner hurtigt sit eget, subjektive indtryk og afslører med sikker hånd lødigheden eller hulheden i et værk. Med en god og sober argumentation over for sig selv - noget som han generøst deler med læserne i sine mange ræsonnementer og refleksioner over kunstens væsen - kan han skære alt unødvendigt fedt fra og finde ind til benet. Han er uortodoks, fræk, personlig i sin stil, og han søger uophørligt den flygtige størrelse, der går under betegnelsen Sandheden. Han slår med fare for liv og lemmer ned på magtfordrejninger og proportionsforvrængninger på en kunstscene, der ofte præges af personlige magtkampe. Og så har han noget så sjældent som humor og danner, ligegyldigt hvor han optræder, naturligt midtpunkt.

Poul Erik Tøjner er ikke kunsthistoriker, men han kom for nu over 10 år siden til kunsten med en tung åndelig bagage som litterat. Han har udgivet flere bøger om kunst, litteratur og filosofi. Han udgav sidste år en meget rost monografi om Per Kirkeby, og hans bog Verdenskunst fra forrige år er blevet noget nær en bestseller. Forleden udgav han den hidtil første bog om billedhuggeren Hein Heinsen, som han er en stor beundrer af. På trods af, at der intellektuelt er højt til loftet, og synapserne og neuronerne synes at arbejde på højtryk døgnet rundt i den Tøjnerske hjernemembran, så kan han altså sælge billetter, og han er blevet kunstforlagenes guldæg. Nu bliver han muligvis også Louisianas.

Muligvis, fordi han ikke har nogen museumsfaglig baggrund. Og at man er en fremragende kunstskribent er ikke nogen garanti for, at man også er en fremragende museumsleder. Det bliver helt nyt land, Tøjner betræder som kurator og organisator. Og sidst, men ikke mindst, som leder af en virksomhed med flere hundrede ansatte. I løbet af kort tid skal han etablere vigtige internationale kontakter, som en god museumsleder ellers bruger år på at skabe. Det er helt uundværligt med et internationalt museumsnetværk, hvis man skal skabe nyt og skaffe hjem. Nok kan han få hjælp af museets øvrige, fagkyndige personale, men det er ovenud vigtigt, at Louisiana opdateres æstetisk, at Tøjner altså får forbindelse til den internationale samtidskunstscene og dermed skaber en udstillingsprofil, der ikke kun lukrerer på de sikre moderne klassikere, men som også peger frem mod og rækker langt ind i det 21. århundrede. Men med den hurtighed, Tøjner hidtil har lagt for dagen, har han gode odds. Et vigtigt aktiv i den forbindelse er museets store faste samling, som kan indgå i udvekslingsaftaler og dets gode ry i den internationale museumsverden. Det er også vigtigt, at Tøjner tager sig tid til at eksperimentere med nye konstellationer og koncepter for den faste samling og dermed giver nye indfaldsvinkler og oplevelser videre til et publikum, der gerne vil tage ved lære, men som også gerne vil overraskes.

Poul Erik Tøjner får en stor opgave at løfte, da museets monopol på udstillinger med international kunst fra vort århundrede inden for de senere år er brudt med etableringen af Arken og det nyudvidede Statens Museum for Kunst, med Malmø Kunsthal og Rooseum. Og med de mange mindre og mere marginale udstillingssteder på Sjælland, Fyn og Jylland, der også er skudt op eller har udvidet i de senere år. Louisianas besøgskurve faldt markant for nogle år siden, men kurven synes nu med den nuværende Magritteudstilling knækket, og Tøjner kan sætte sig i chefstolen på et af verdens dejligste museer. Det førhen lille museum ved Øresund har fået vokseværk og er gået hen og blevet en af Danmarks største kulturelle attraktioner.lb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu