Læsetid: 4 min.

Bevar universitetet

10. juli 1997

IGEN LYDER KRAVET om mere pædagogik på universiteterne. Studenterrepræsentanter mener, at dårlige lærere, der er ude af stand til at formidle deres stof i mundtlig form, er et stort problem.
Faktisk er der, som det er fremgået af de foregående dages Information, flere initiativer igang på at forbedre undervisningens pædagogiske kvalitet. For så vidt som disse går på forsøg på at koordinere de stadig mere opsplittede og atomiserede studier, er der al mulig grund til at hilse initiativerne velkommen. Men i det omfang, bestræbelserne retter sig mod selve undervisningens form, ender de let som kosmetik på den virkelige misère.

AT BESTRIDE, at også undervisningsformen hos en del lærere kunne være bedre, ville naturligvis være åndssvagt - selvfølgelig kan den det. Alt kan blive bedre, og universiteterne prioriterer - af gode grunde - forskningsmæssige kvalifikationer. Hvilket dog ikke undskylder en vis, tilsvarende ligegyldighed overfor forskerens pædagogiske evner.
Men at problemet - som en studenterrepræsentant i forgårs mente i Information - skulle være, at upædagogiske lærere går i stå i stof, de angiveligt har forsket i, forekommer ikke videre sandsynligt. Hvad angår nøjagtig denne side af sagen, skal forklaringen nok snarere søges i, at omkring halvdelen af den undervisning, der udbydes på jurastudiet, samfundsvidenskaberne og indenfor humaniora (som bemeldte student repræsenterer) netop ikke er forskningsbaseret.
I praksis betyder dette, at mens eksempelvis jurastuderende glimrende kan få udbytte af undervisning i erhvervsret ved en privatpraktiserende advokat, så bliver humaniorastuderende - og især yngre studerende, der mest har brug for kompetent vejledning - i vidt omfang udsat for lærere, som er ansat et enkelt semester på basis af en overfladisk beskæftigelse med det emne, de skal undervise i. De er underbetalte, forbereder sig ofte fra gang til gang, har andet arbejde ved siden af, og så kan man jo godt forestille sig, at én og anden studerende for skade kommer til at luske sig ind i ikke fuldt udforskede egne af lærerens viden.
Kan man derimod stoffet, er man for det meste også i stand til at formidle det: man kan frit bevæge sig rundt i emnet og finde andre måder at fremstille problemet på.

DET VILLE VÆRE dejligt, hvis universitetsuddannelsernes dalende kvalitet var et pædagogisk problem. Så kunne man sende lærerne på kurus, fyre de forhærdede og ansætte nogle bedre. Men ser man på udviklingen siden firserne, er der mere nærliggende ting at tage fat på, hvis man vil have råbet på pædagogik til at forstumme:
*Et for hvert år voksende meroptag, uden at bevillingerne følger med. Den borgerlige regering efterlod et udsultet universitet, og det skal nu pludselig omstille sig til at optage det meste af en ungdomsårgang. Der mangler lærerkræfter og lokaler, og det giver alt for store hold og for få faciliteter og studiematerialer. Læreren kan ikke afse tid til den enkelte, og den ikke-forskningsbaserede undervisning breder sig for at fylde studieplanerne.
*Bachelorgraden, der sluser folk ud af universitetet igen, uden at de overhovedet har prøvet at forske. Som Jacob Ørum, præsidiemedlem af Forenede Studenterråd har påpeget, så kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, om denne hører hjemme på universiteterne. Det er at stikke folk blår i øjnene at bilde dem ind, at de har en universitetsuddannelse - hvilket de færdige bachelorer da også har måttet sande, når de forsøgte at få arbejde med deres uddannelse. Mere pædagogik løser ingen problemer her, men kravet om en sådan får vind i sejlene af falske forventninger.
*Taxameterordningen, der med den konservative ordfører Frank Dahlgaards ord er "en slags akkordlønsystem, der lægger op til at presse så mange studerende som muligt igennem systemet for at få penge". Fra universitetets side drejer det sig om at lodse de studerende igennem så hurtigt som muligt; for de studerendes eget vedkommende presses de af SU-reglerne til at gennemføre et universitetsstudium på fem år (højst seks). Alle mulighederne for at snuse til lærdommen, tage fejl, gå sin vej igen, kaste sig over noget andet, være nysgerrig, spørge dumt, blive klogere af egne fejltagelser og derigennem langsomt (for det tager tid) at opbygge en erfaring om, at viden er noget, man selv skaber sig - alt det, unge studerende tidligere 'spildte' tiden med - bliver luget ud med hård hånd, ja det anses for direkte kontraproduktivt. Når de studerendes forventninger af disse grunde rettes mere og mere mod et universitet, der leverer færdigsyet viden, viden som de ikke selv skal forske i for at skaffe sig, og når de ovenikøbet bekræftes i dette af, at studieordningerne direkte modarbejder de aktiviteter, der er en helt nødvendig del af omstillingen fra skolebænken til selvstændig videnstilegnelse på universitetsniveau, ja, så vokser deres krav til 'pædagogik' naturligvis. Hvordan skulle de selv leve op til kravene, hvis ikke de får serveret på et sølvfad, hvad de skal vide? Pladsen til at erhverve sig viden på egen hånd er jo mast ud af systemet.

NOGEN BØR FORTÆLLE dem, at de bliver snydt. At nok så megen pædagogik ikke kan skaffe dem det, de kom for: lærdom. Det kan kun et universitet, der fungerer som et universitet. Universiteternes største pædagogiske problem består i at dunke ind i hovedet på politikerne, at det er Universitet selv, disse er ved at afvikle.

ks (Karen Syberg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her