Læsetid: 4 min.

Bi, der summer sig

15. marts 2000

ALMEN RESPEKT. Hvem nyder efterhånden den mere? En stadigt mere pågående mediedækning skræller embedshavere for den aura, bag hvilken de tidligere kunne gemme menneskelig brist og fadæse. Og befolkningens desillusion slår tilbage på medierne selv.
Berlingske Tidende diverterede i søndags sine læsere med nok en Gallup-måling: Et troværdighedsbarometer mellem nul og hundrede for medier, institutioner og personer: Hvordan står de i de adspurgtes agtelse? At nærværende avis og Berlingske Tidende scorer samme point (64), er egnet til at vække bestyrtelse i begge bladhuse. Også for statsministeren melder barometeret lavtryk. Nyrup bunder sig på en 41. plads (43 point) ud af 45 mulige politikere, side om side med Ole Stavad og kun undergået af Pias K.'s håndgangne Thulesen Dahl, den partiløse Kim Behnke og den nyligt ommøblerede Sonja Mikkelsen.
Men end står dansken stolt mod stormens magt! Danmarks Nationalbank topper tilliden med 85 point - smukt over sådanne koryfæer som Radioavisen (79), A.P. Møller (74) og socialminister Henrik Dam Kristensen (66).
Men hvem kommer lige efter den kongelige seddelpresse? Det gør, hip, hip, Højesteret (80). Og 'dommere' er topscorer (75) i kategorien 'erhvervsgrupper'. Her er 'journalister' slet ikke med, så de agtes åbenbart endnu ringere end barometerets bundhøvler 'bilforhandlere' (41).

DEN DØMMENDE magt funkler således i folkets tilbedelse. Eller hvad? På det seneste er der kommet nogle grimme skrammer i polituren. Til dommerstandens misnøje har medierne udvist en nærgående interesse for biindtægter. Altså ikke journalisternes, men dommernes.
Den offentlige omtale har fået Rigsrevisionen til at stille påtrængende spørgsmål, og dem har Højesterets præsident, Niels Pontoppidan, nu svaret på. Af svaret fremgår, at Højesterets 18 dommere i 1999 tjente tilsammen 11.110.585 kroner ved nebengesjæfter til dommergerningen. Det giver en gennemsnitlig ekstraindtægt på 617.252 kroner årligt. Til sammenligning udgør den almindelige dommerårsløn 767.000 kroner. Men goderne er ulige fordelt, og nogle højesteretsdommere hiver mere hjem i fritiden end på arbejdet. Hvis man - vel at mærke - kan gå ud fra, at det ikke er i arbejdstiden, de bijobber. Men det er jo svært at finde ud af, for en del af dommernes løn får de for at gå rundt og tænke, og hvem kan være sikker på, hvad de tænker på? Og når de slet ikke tænker noget, hvad er det så for et job, de holder pause fra?

JOVIST DA, argumenterne for de lønsomme bierhverv er velkendte: De holder de høje dommere 'i forbindelse med det øvrige samfund', og de sikrer en samlet hyre, så dommerne ikke knuges af mindreværd i deres daglige omgang med advokater, der snildt trækker millioner ud af klientlommerne - endda med faktura.
Lad os tage en dyb indånding: I begyndelsen af 1970'erne gennemførte staten en dengang meget omtalt 'bensanering' af de højere embedsmænd. Baggrunden var, at de havde fået en klækkelig lønforhøjelse som følge af 1960'ernes akademikermangel og medhørende lønpres. For dommernes forhold blev det afgørende, om deres sideerhverv kunne siges at være 'en embedspligt'. Hvis ja, så nul i posen. Fortolkningen af pligten blev imidlertid elskværdig, så en stor del af de poster, der ifølge loven skal besættes med dommere, alligevel blev vederlagt - omend ordet 'honorar' af taktiske årsager blev skyet.
Den fortsatte betaling for disse hverv er fornuftig. Samfundet har gavn af at have dommere siddende i råd, nævn og kommissioner, hvor de kan sikre anstændig behandling af de enkelte borgere og virke som besindighedens bremse, når politikere løber sig selv amok på enkeltsager.

LAD OS eksempelvis tage en så hæderkronet samfundsinstitution som Naturklagenævnet, tidligere Overfredningsnævnet. Her har lige siden den første naturfredningslov fra 1917 siddet to højesteretsdommere, der sammen med den juridiske formand udgør en slags modvægt til de politisk udpegede medlemmer, ét fra hvert parti repræsenteret i Folketingets finansudvalg. Dem har der siden 1970'ernes opbrud i det partipolitiske mønster været ganske mange af, og nævnet kunne let være endt som det rene gedemarked, hvis ikke dommerne havde været der - som en slags klokkefår, i betydningen: vejvisere. Når der endnu her i landet er en slags borgfred om naturfredninger, skyldes det ikke mindst dommernes stabiliserende indflydelse.
Men, men, men: Hvad i hulen laver dommerne i de private voldgifter, som den lukrativeste - og betænkeligste - del af bierhvervene? Her kunne deres rolle lige så vel varetages af velestimerede advokater - idet man må gå ud fra, at sådanne stadig findes.
Hvis dommerne derudover finder behov for - og har tid til - at komme i forbindelse med samfundslivet, er der givetvis en række almennyttige institutioner, der hellere end gerne tager imod deres idealistiske hjælp til arbejdet.
Altså: Som så ofte i juraen må der sondres: Hvad dommerne skal, hvad de bør - og hvad de skal lade være med.
Inden diskussionen løber af sporet, må formaningen lyde: Bi lidt. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her