Læsetid: 4 min.

'Vi vil bide skeer med Harvard'

13. september 2006

Da Jacob Serup var på udveksling på University of California, havde han flere gange om måneden den internationalt anerkendte økonom Rajnish Mehra på tomandshånd. Forelæsningerne med den indiske økonomiprofessor var forbeholdt den danske udvekslingsstudent og blot fire andre kandidatstuderende.

Så fornemme forhold kan Institut for Økonomi ved Københavns Universitet ikke tilbyde de studerende. Men for studieleder Peter Erling Nielsen er det, at de bedste af 'hans' studerende kan begå sig blandt amerikanske elitestuderende, en bedrift i sig selv.

Studielederen tøver ikke med at kalde studiet til cand. polit. en eliteuddannelse.

"Eliteuddannelse forstået som international konkurrencedygtig. Altså at vores kandidater ikke alene er i stand til at få job i Danske Bank, men kan begå sig i den internationale finansverden eller i store organisationer som Verdensbanken og FN. Og som et sekundært kriterium, at de af vores studerende, som tager på udveksling, er i stand til at klare sig på de bedste universiteter i verden," siger Peter Erling Nielsen.

For de hårde drenge

Det var 26-årige Jacob Serup, der nu er tilbage i Danmark og i gang med at skrive speciale.

"Jeg havde ingen problemer med at følge med på University of California," bedyrer han i en pause fra læsningen på læsesalen i Økonomisk Instituts lokaler i Bispetorvsannekset i det indre København.

At han i sin tid valgte økonomistudiet ved netop Københavns Universitet var ikke en tilfældighed.

"Det havde ry for at være lidt mere for de hårde drenge. Det elitære rygte spillede helt klart ind på min beslutning om at vælge polit-studiet frem for Handelshøjskolen," siger Jacob Serup.

Samme begrundelse kommer fra Jacob Monberg, der ligesom Jacob Serup netop er gået i gang med de indledende øvelser til sit speciale.

"Studiet havde rygte for at være det bedste inden for feltet," siger Jacob Monberg.

Begge husker den første tid på studiet som både krævende og meget teoretisk funderet.

"Det sker en selektion. Polit-studiet er teknisk, og det er sgu' ikke alle og enhver, der kan komme igennem," siger Jacob Serup.

En temmelig bevidst strategi fra studieledelsens side. Med det formål at opretholde et niveau, der kan retfærdiggøre prædikatet 'eliteuddannelse'.

"Vi forsøger at holde et højt fagligt niveau. Vi skal sørge for, at studiet er som en stejl trappeopgang og ikke en flad pandekage, så de, der er på højeste niveau her, også er det i international sammenhæng. Vi vil gerne konkurrere med de bedste universiteter, vi vil gerne bide skeer med Harvard," siger studieleder Peter Erling Nielsen.

Frit optag

Den målsætning står i kontrast til, at der er så godt som frit optag på økonomistudiet. Alle med en studentereksamen på mindst otte i snit bliver optaget. Og Peter Erling Nielsen erkender, at der er en sammenhæng mellem det frie optag, uddannelsens høje ambitionsniveau og det faktum, at cirka en tredjedel af de optagne studerende er faldet fra efter et år, og at kun godt 40 procent af de studerende får deres bachelorgrad inden for den normerede tid på tre år plus et år.

"Men vi forsøger at sige meget tydeligt, at det er svært, at det vil gøre ondt og at man er nødt til at være teknisk velfunderet for at kunne klare matematikken og løse opgaverne," siger Peter Erling Nielsen.

Trods det store frafald mener Peter Erling Nielsen, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at dele de studerende op i a- og b-hold.

"Så skulle b-holdet være for de dårligste studerende og de dårligste lærere? Det tror jeg ikke, der ville komme noget godt ud af," siger Peter Erling Nielsen.

Han mener diskussionen om eliteuddannelser går skævt, når den fokuserer for meget på om den ene uddannelse er bedre end den anden.

"Det er ligesom med biler. Hos Audi synes de sikkert, de er bedre til at lave biler end Skoda, mens det for Skoda handler om noget andet. Vi satser på at lave Audi'er her, men det betyder ikke, at vi ser ned på de andre, mere brede økonomiske uddannelser," siger han.

Toppen af 1. division

Jacob Serup håber, hans uddannelse på KU baner vej til et job i den internationale bankverden.

"Jeg vil gerne arbejde nogle år i udlandet. Jeg har tænkt mig at give den gas rent karrieremæssigt og lægge de nødvendige timer, så jeg får mulighed for hurtigt at avancere. Man skal være ambitiøs de første år," siger han.

Også Jacob Monberg satser på en karriere med internationalt snit, og ingen af dem er i tvivl om, at de står godt rustet.

"Det ligger nok ikke til mig, at føle mig bedre end andre. Men jeg er ret sikker på, at den uddannelse, jeg har taget, er god," siger Jacob Monberg med et sigende, skævt smil.

Og skal man tro studieleder Peter Erling Nielsen, har de to specialestuderende god mulighed for at få opfyldt deres ønsker. Skønt Institut for Økonomi ikke fører statistik over kandidaternes karriereforløb, mener studielederen at vide, at de dygtigste kandidater fra økonomistudiet på KU er fuldt ud konkurrencedygtige med kandidater fra Harvard, Cornell og andre af de fremmeste økonomuddannelser i verden.

"Vi kan se, at det lykkes for vores kandidater at placere sig på det internationale arbejdsmarked," siger Peter Erling Nielsen og henviser til, at antallet af kandidater fra økonomi trods alt ikke er større, end at han har et vist overblik over, hvordan kandidaternes karrierer udvikler sig. Alligevel lægger Peter Erling Nielsen ikke skjul på, at der er forskel på Institut for Økonomi ved KU og Harvard. Det er ikke alle kandidater fra KU, der kan begå sig internationalt.

"At vi samlet set skulle kunne det samme her, som de kan på Harvard og Cornell, det kan vi godt glemme," siger Peter Erling Nielsen og henviser til universiteternes vidt forskellige økonomiske muligheder.

"Vi får STÅ-indtægten, de får mindst 10 gange så meget. På den baggrund er det klart, at vi ikke kan komme i superligaen, men højst i toppen af 1. division," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu