Læsetid: 4 min.

Biennalerne & Co.

3. april 1997

DE STORE internationale kunstudstillinger, som skulle opsamle og give udtryk for tidens strømninger, har haft deres uomtvistelige betydning. De har været stederne, hvor man - både publikum og kunstner-kolleger - kunne orientere sig om det nye-ste nye, det ikke-før-sete i billedkunsten. Til almindelig oplevelse og inspiration. Og de har på linje med Louvre og Vatikanet rangeret som udflugtsmål for kosmopolitter og for turister, som ønskede lidt mere ud af ferien end blot at ligge på en badestrand. Her tænkes på de helt store udspil som Documenta i Kassel, der holdes hvert femte år, og biennalerne hvert andet år i byer som Venedig, Sao Paulo, Sydney, New Delhi og New York.
Helt konkret har den uomtvistelige betydning lokalt - dansk - givet sig udtryk i oprettelsen af Louisiana-museet i Humlebæk. Knud W. Jensen har ved flere lejligheder, bl.a. i sine erindringsbøger, fortalt om det uudslettelige udtryk, netop Documenta-udstillingen gjorde på ham, dengang i tresserne, da tankerne om et dansk, internationalt orienteret museum for den nyeste kunst blev født. Han kom til Kassel, så - og gik hjem og handlede. Oplevelsen var den direkte anledning.

DISSE STORE udstillingers tid er forbi - eller burde måske være forbi - proklamerede vor kritiker, Elo Nielsen, i sin anmeldelse i går efter at have besøgt Whitney Biennalen i New York. Der er nemlig ikke længere brug for dem, lød forklaringen, som alle kunstinteresserede dog næppe vil være aldeles enige med ham i, hvis de har overværet en af disse megabegivenheder og f. eks. oplevet en hel masse derved.
Kunstkritikerens pointe var imidlertid den reelle, at udvekslingen af international kunst efterhånden er blevet så højfrekventeret og - kan vi tilføje - systematiseret, at den i tid og fart har overhalet Documenta og biennalerne indenom. Megabegivenhederne halter med andre ord bagefter i superkommunikationens tidsalder, hvor de tidligere var spydspids. "Det nye" har ikke tid til at afvente noget, der kun sker hvert andet eller hvert femte år.
En udstilling, der på en eller anden måde er interessant eller endog splendid, er imidlertid under alle omstændigheder værd at stifte bekendtskab med, forud eller bagud, og er der en kvalitet, vil biennalerne & co. derfor fortsat blive arrangeret og besøgt, selvom Informations anmelder kunne mene noget andet. De - altså dem derude - har det med ikke at ville lytte til os, selvom vi slår hårdt i avispapiret og stiller dem stolen for døren.
Noget andet er, at man ofte kan undre sig over de valg, kuratorerne af de pågældende udstillinger foretager. Udstillingerne skulle fremvise de ypperste og mest fornyende kunstnere, de, som fra en række nationer rager op internationalt, og selvom man ikke kan udtage kunstnere på samme måde, som man udtager landshold eller sammensætter kontinenthold i international fodbold, så ville alene et blik på nogle af de danske kunstnere, som har været repræsenterede i de senere år, nok kunne give anledning til diskussion og spørgsmålstegn med udråbstegn bagefter. Uden at vi på dette skal være så uhøflige at nævne navne.
For de enkelte kunstnere er der fortsat en enorm prestige forbundet med at blive inviteret med på disse udstillinger. Det giver en blåstempling, en masse omtale og mulighed for internationalt gennembrud.

BIENNALERNES tid er med andre ord både forbi og ikke forbi, om vi tager Elo Nielsen på ordet samt ser på realiteterne. Tømt for indhold i form af nyheder og mere eller mindre for kunstnerisk stringens og væsentlighed fortsætter de store udstillinger
i en anden og omdefineret funktion, nemlig som institutioner, som establishment. Det kan man græde en gang snot over, hvis man orker og synes, men mere relevant er det at glæde sig over, at kunsten har fundet andre veje, hvor den pibler frem og siver ind uden om etablissementerne.
EN PARALLEL udvikling kan ses på nationalt, dansk plan, hvor kunstnere vokser til og blåstemples lokalt ved at blive optaget i de etablerede kunstnersammenslutninger, der typisk udstiller på Charlottenborg og Den Frie. I mange år var medlemsskabet af de toneangivende sammenslutninger nåleøjet, "bjerget" om man vil, hvor næsten alle gerne ville op og med. Sådan er det ikke mere. De unge kunstnere siger fra over for sammenslutnings-etablissementet og går deres egne veje i anderledes grupperinger og gallerisammenhæng. When one door is closed, another one is open, som Bob Marley synger. Det gælder i kunsten som i livet. Og sådan skal det være.

ET HELT andet system eller netværk udgøres af de rene salgsmesser a la FIAC i Paris, som gallerierne tegner, og som også arrangeres en gang om året i Forum i København. Det er rent, publikumshenvendt business, og lad det køre. Alt dette tilsammen fortæller en historie om en kunstcirkulation, et kunstliv, et univers, hvor det nye, det etablerede, det kunstneriske og det kommercielle indgår en symbiose, som på mange måder er én kæmpestor gråzone af talrige interesser - eller med et ord: kunstpolitik - en gråzone, hvor de, som bestemmer over medierne, mødes med de, som har penge at købe for, mødes med kunstnere i et udskilningsrace, som kan være hårdt nok at overleve i for den enkelte kunstner, hvis primære opgave er at være ansvarlig over for sin egen indre stemme og den kunst, han/hun lige nu står i begreb om at skabe.
Så lad blot de store kunstudstillinger miste deres betydning, hvis de vil. Det betyder ingenting. Jo mere decentralt, des bedre, når det gælder den sande kunstpolitik.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu