Læsetid: 3 min.

Her vil bies

2. december 2000

HIP HIP. HØJESTERETS præsident, Niels Pontoppidan, fyldte i går 70 år. Det gik sikkert hyggeligt for sig, men trist er det nu alligevel. For de første seks cifre i højesteretspræsidentens cpr. nr. er også en udløbsdato. Med udgangen af denne måned skal han på aftægt.
Og han vil blive savnet. Med sit beskedne væsen, dybdeborende sind og stilfærdigt idealistiske samfundsengagement er Pontoppidan nær idealet af en dommer: Den, i hvis hænder man trygt kan lægge sin skæbne – hvis man, vel at mærke, har rent mel i posen.
Pontoppidan var tilsmilet af held i sit karriereforløb: Han slap ud af Justitsministeriet det år, hvor Ninn-Hansen blev justitsminister – i 1982. Fra en stilling som afdelingschef rykkede Pontoppidan over som dommer i Højesteret, hvor han i 1991 overtog præsidenthvervet.
Under hans ledelse har landets højeste domstol fået en ny rolle i samfundslivet. For første gang nogensinde har retten væltet en lov, nemlig Tvind-loven. Begrundelse: Folketinget havde overskredet sin grundlovsstilling ved at gøre sig til dommer i en enkeltsag. Retten har også udvidet anerkendelsen af borgeres ’søgsmålsret’ til at få afprøvet, om statsapparatet holder sig inden for de grænser, der afstikkes af vor forfatning. Og retten har direkte inddraget Danmarks internationale konventionsforpligtelser i sine afgørelser – til fordel for enkeltmennesker.
Kort sagt: En mere aktivistisk domstol. Dermed også en domstol, der er i offentlighedens søgelys.

DETTE SØGELYS har ramt Højesteret i den sag, der blev Pontoppidans ’sidste store’, og som han givetvis gerne havde været foruden: Dommernes
biindtægter. Finansministeriet har talt dem op.
Byretsdommere har biindtægter svarende til 13,6 pct. af lønnen fra hovedstillingen, dommere i Landsret har 28,7 pct. Højesteretsdommere: hele 70,4!
Til sammenligning har sådan nogle bjergsomme
typer som universitetsprofessorer kun biindtægter på 18,3 procent af hovedlønnen.
En højesteretsdommers årsløn udgør 765.000 kr. Er det virkelig rimeligt, at den høje rets medlemmer går ud i byen og gafler små 600.000 oven i hatten?
Og – mere retligt relevant – hvilke person- og erhvervskredse kommer dommerne til at bi-leve af?
Og får de overhovedet tid til at passe deres hovedjob?
FØR DOM FÆLDES af den offentlige mening, må der – som så ofte i juraen – sondres. Biindtægterne kommer ifølge Rigsrevisionen fra vidt forskellige kilder:
*30 pct. fra offentlige hverv: Lovforberedende arbejde, råd og nævn.
*40 pct. fra voldgiftssager, almindelige voldgifter, faglige voldgifter og sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
*15 pct. fra undervisnings- og forfattervirksomhed.
*10 pct. fra medvirken i offentligt godkendte private klagenævn.

AHA, SÅ BLIVER det nemmere at finde vejen ud. De offentlige hverv er jo nogle, folketing og regering selv har pålagt dommerne. Så må der antagelig være fornuft i, at de sidder der, og løn skal de da have for det.
At dommerne underviser og er forfattere og får penge for det, er det også svært at gøre vrøvl over.
Tilbage bliver voldgifterne og de private klagenævn. Mon ikke dommerne skulle humme sig ud af dem?
Og lade advokater, fhv. dommere og kloge universitetsjurister komme til.
Det er netop en sådan løsning, som rigsrevisor Henrik Otbo har lagt op til i et notat til statsrevisorerne.
Men nej. Selv om det vides, at mange by- og landsretsdommere vånder sig over højesterets geskæftighed, og præsident Pontoppidan selv har fremvist et alt andet end begejstret ansigtsudtryk, har Pontoppidan alligevel i et notat til Domstolsstyrelsen lagt op til, at man nok kigger kritisk på det hele, men dog intet radikalt foretager sig. Justitsminister Frank Jensen (S) har overrumplende erklæret sig enig heri.
Mellem Rigsrevision og Højesteret har været en anstrengt udveksling af synspunkter. Hør rigsrevisor Otbos spydige formulering:
»Jeg kan konstatere, at på den ene side kan højesteretsdommere efter egen vurdering varetage et betragteligt antal bijob uden problemer, mens Højesteretspræsidenten på den anden side, når der spørges til mulighederne for produktivitetsforbedringer, henviser til, at de er begrænsede af hensyn til retssikkerheden.«
I sit svar erkender Pontoppidan, at den offentlige kritik »kan have skadelige virkninger for rettens omdømme«.
Ja, 70-årige hædersmand! Det bedste minde, man kan sætte dig, er at overhøre den indstilling, du af kollegial elskværdighed er fremkommet med. Omkring retten skal der hverken ties eller bies.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her