Læsetid: 3 min.

Big Brother is watching

De britiske konservative skal vælge ny leder. Alle favoritterne sidder i det nye skyggekabinet, og i de næste fire måneder skal de vise partiet, hvad de duer til. Det er et politisk realityshow af karat, og resultatet afgør oppositionens profil i denne valgperiode: Skal partiet gå til højre, venstre eller blive på den Blair-dominerede midte
14. maj 2005

Dilemmaet kender alle, der interesserer sig for britisk politik - både før og efter valget i sidste uge:

Hvis det konservative oppositionsparti skal fravriste New Labour en fjerde valgsejr i træk om fire år i 2009, skal Tory'erne så placere sig til højre i et EU-skeptisk, skattesænkende lov-og-orden parti, til venstre i en social-liberal, pro-europæisk såkaldt 'conservatism with a conscience' eller på midten i et parti, der inkluderer lidt af begge dele, men som først og fremmest koncentrerer sig om at appellere til den brede middelklasse, som er optaget af økonomisk stabilitet og individuel frihed ?

Ikke meget plads

Spørgsmålet er ikke er identisk med, men det ligner unægteligt det, der plagede det danske socialdemokrati før formandsvalget i sidste måned. Men de britiske konservative står over for en politisk modstander, som er noget mere skræmmende end Anders Fogh Rasmussen. For både midten og den konservative venstrefløj er optaget, totalt domineret af Tony Blairs version af Arbejderpartiet.

Det har på den ene side givet vind i sejlene til højrefløjen, fordi de konservative ved at gå til højre, vil stå for et klart alternativ til Labour. Men på den anden side står det pinagtige faktum, at britiske valg - lige som danske - ikke vindes på fløjene (igen ligger parallellen til den tabende Frank Jensen-fløj lige for).

Men vælges skal der, og valget accentueres af, at partiets leder, Michael Howard, straks efter valget annoncerede sin afgang; ikke fordi han ikke havde gjort det godt nok - de konservative gik pænt frem efter valget, selvom det ikke var nok til at vinde magten - men fordi han efter eget udsagn med sine 63 år er for gammel til at lede partiet mod sejr næste gang.

Og dermed skal der vælges ny leder, og det er dette valg, som vil signalere, hvilken kurs, partiet skal lægge.

Politisk Big Brother

Til formålet har Michael Howard udarbejdet sin egen politiske version af Big Brother. Med ekvilibristisk præcision har han anbragt samtlige favoritkandidater i det nye konservative skyggekabinet, således at de alle har en chance for over de næste fem måneder at vise, hvad de duer til.

Hver og en af dem skal nu duellere med deres minister-modpart fra Labour i fuld offentlighed, og dermed kan politikerne, medierne og vælgerne alle få lejlighed til at bedømme formandskandidaternes optræden, inden den konservative partikonference til efteråret, hvor overdragelsen af formandsposten efter planen skal finde sted.

Parlamentsgruppen skal efter de nuværende regler udvælge to kandidater ud af det felt, som vil vise sig (ingen har endnu annonceret, at de stiller op) og derefter går de to ud til en urafstemning blandt partiets ordinære medlemmer. Der er dog pres for at ændre disse regler, efter at medlemmerne før Howard valgte Iain Duncan Smith som leder - et valg, parlamentarikerne var utilfredse med.

Men indtil videre er favoritterne til venstre Tim Yeao og Kenneth Clarke, som er meget populær hos medier og vælgere, men som er lige så gammel som Howard. På midten står Malcolm Rifkind, tidligere udenrigsminister og den unge komet, George Osborne, der er et rent barn i britisk politik, 33 år, men som er blevet skyggefinansminister.

Til højre står bookmakernes favorit, David Davis, der beskrives som 'moderat til højre' med en stærk euro-skepsis og en forkærlighed for store skattelettelser samt John Redwood.

Spiller man på Davis får man pengene fire gange tilbage hos Ladbrookes. Hvilket mest viser en ting: at valget fortsat er ret åbent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her