Læsetid: 4 min.

Bilen får den første portion

Prisen på de livsnødvendige fødevarer stiger, og Asiens regnskove viger for landbruget. Imens satser USA og Europa på at udskifte olie med mad i benzintanken. 'Ethanol kan efterlade verden sulten', advarer en ekspert
24. august 2006

Den mængde korn, der skal til at fylde tanken på en firehjulstrækker med ren bioethanol, er nok til at brødføde et menneske i et helt år. En amerikansk bilist, der fylder tanken hver anden uge, vil altså bruge kalorier nok til at holde 26 mennesker i live.

"Den voksende myte om, at ethanol er en mirakelkur mod vores nuværende energismerter, leder os mod en potentielt farlig global kamp om maden. Mens ethanol lavet på afgrøder lover os en skyldfri måde at holde vores benzintanke fulde på, er virkeligheden, at den kan efterlade verden sulten," advarer den amerikanske miljøaktivist, Lester Brown, i et nyt essay.

Angrebet på det ofte hyldede 'grønne alternativ' til benzin kommer umiddelbart fra en uventet side. Men stadig flere eksperter advarer om, at satsning på et ethanoleventyr, baseret på de såkaldte førstegenerations- brændsler, kan vise sig at have en mindre lykkelig slutning - både for miljøet og verdens fattige. Ifølge den amerikanske landbrugsekspert David Pimtal fra Cornell University vil en helt almindelig bil, der kører på den blanding af benzin og ethanol, der i dag sælges på amerikanske benzintanke, årligt beslaglægge fire en halv hektar landbrugsjord - nok til at brødføde syv amerikanere.

David Pimtal stiller alvorligt spørgsmålstegn ved det bæredygtige og etisk forsvarlige i den arealanvendelse.

"Prisen på hvede, ris og madolie vil i fremtiden følge verdensmarkedsprisen på råolie. Når olien stiger, vil flere landmænd producere til ethanol-raffinaderierne fremfor til hylderne i supermarkedet," siger David Pimtal.

2006 bliver med al sandsynlighed det år, hvor bilerne vil overhale mennesker som de største kornædere. Ifølge tal fra det amerikanske landbrugsministerium vil verdens samlede kornproduktion stige med 20 mio. ton i 2006. Heraf vil 14 mio. ton blive brugt til at drive bilerne frem.

Stigende fødevarepriser

For der er kommet en ny konkurrent til de sultne maver. Ifølge en ny rapport udarbejdet af den amerikanske investeringsbank, Goldman Sachs, er der "tegn på at prisen på visse afgrøder allerede er steget, og at den udvikling vil fortsætte".

Verdensprisen på rapsolie er steget ca. 30 procent inden for det seneste år, mens prisen på palmeolie på bare to måneder steg med 20 procent, da Malaysia meddelte, at landet ville øremærke næste halvdelen af den populære spiseolie til brændstof.

Nu melder den britiske fødevaregigant Unilever sig i koret af kritikere. Tidligere på måneden advarede de den britiske regering om, at satsningen på ethanol vil betyde fødevaremangel.

"Hvis vi skal møde de nuværende EU-målsætninger, vil det betyde, at vi skal bruge mellem 50 og 90 procent af rapsproduktionen. I sidste ende vil vi stå i en direkte mangelsituation," sagde Unilevers vicepræsident, Alan Jope, til avisen The Times.

Men ifølge Lester Brown vil de stigende priser ramme hårdest uden for Europa.

"For de to milliarder fattigste mennesker i verden, der bruger over halvdelen af deres indkomst på mad, kan stigende kornpriser blive direkte livstruende," skriver Letser Brown.

Miljøorganisationen Worldwatch konkluderer i en rapport, at en stigning i fødevarepriser som konsekvens af biobrændstof vil skade dem, der i forvejen kun knapt har råd til mad, men fremhæver muligheden for, at den tredje verdens bønder kan tjene ekstra ved biobrændselsproduktion.

"De store og mekaniserede landbrug vil dog profitere mest," konkluderer rapporten.

Regnskoven står for skud

I sidste ende står og falder EU's ethanolstrategi og den amerikanske investeringsiver med adgangen til landbrugsareal. Ifølge tal fra OECD vil Europa skulle inddrage omkring 70 procent af sin landbrugsjord, hvis verdensdelen selv ville lægge areal til blot ti procents forøgelse af biobrændstoffer i tankene.

En af Europas ivrigste fortalere for bioethanol, den britiske premierminister Tony Blair, står over for noget af en udfordring. Hvis alle de engelske biler skal køre på lokalt produceret biobrændsel, vil det kræve 25,9 mio. hektar landbrugsland. England er 5,7 mio. hektar stort. Grøn venstrekørsel ville altså kræve et fire gange så stort land.

"Hvis det samme skulle ske over hele Europa, ville virkningen på det globale fødevareudbud være katastrofal. Hvis det skal indføres på verdensplan, ville stort set hele den tilgængelige overflade blive brugt til at producere mad til biler i stedet for til mennesker," skriver den britiske kommentator George Monbiot i avisen The Guardian.

Regnskoven for skud

Men biobrændstoffet har allerede gjort indhug. Ifølge tal fra den britiske miljøorganisationen Friends of the Earth er palmeolie-plantager ansvarlige for 87 procent af den skovrydning, der har fundet sted i Malaysia siden 1985. I Sumatra og Borneo er omkring fire mio. hektar regnskov i den periode blevet omdannet til plantage.

Nu er der planer om at gøre plads til yderligere seks millioner hektar i Malaysia og hele 16, 5 mio. i Indonesien.

Den britiske kommentator George Monbiot er bange for, at den udvikling kun vil fortsætte. Og han mener, at EU og USA bør have røde ører.

"I stedet for at forsøge at mindske efterspørgslen, prøver de at ændre udbuddet. De er parate til at ofre Sydøstasiens regnskove for at fremstå som nogen, der gør noget og sørger for, at de europæiske bilister får det bedre med sig selv," skriver Monbiot. Lester Brown mener også, at man bør lede efter en løsning andetsteds.

"Mens der endnu ikke er noget alternativ til mad til mennesker, er der flere alternativer til bilernes benzinforbrug," skriver Brown.

At kræve bedre biler er et bud fra amerikansk miljøpolitiks 'grand old man'. At lade dem stå er et andet.

Du kan læse mere af Lester Brown på hjemmesiden: www.earth-policy.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her