Læsetid: 4 min.

Fra biler til tog og cykel

Roadpricing giver bilisterne et incitament til at bruge den kollektive trafik, mener Københavns nye overborgmester Ritt Bjerregaard. Hun vil indføre bompenge i hovedstaden, som man har gjort i blandt andet Stockholm og London
6. januar 2006

- Hvorfor er det en god ide med roadpricing eller bompenge?

"Det er meget åbenlyst, at storbyer som bl.a. København har nogle voldsomme problemer med biltrafikken. Der er simpelthen for mange biler, og det betyder, at der mange steder er et uacceptabelt støjniveau. Undersøgelser viser, at det virkelig er skidt for folk. Det betyder, at der er en forurening, som er skidt for folk. Og endelig betyder de lange køer, at man skal bruge uendelig lang tid på transport til og fra sin arbejdsplads".

- Er det ikke bare betingelserne for at bo i en by; støj, forurening og meget trafik?

"Det er en meget, meget gammeldags opfattelse. For der er ingen grund til at finde sig i støj, forurening og meget trafik, når der findes teknologiske løsninger på problemet. Nogle af de teknologiske løsninger er partikelfiltre på lastbiler, som bevirker, at man mindsker forureningen, andre løsninger er at sørge for, at de kollektive tilbud er tilstrækkelig gode, således at der er alternativer. Noget af det, som pengene fra sådan et roadpricing-system skal bruges til, er netop at udbygge det kollektive transportsystem og gøre det billigere."

Kollektiv trafik som erstatning

"Vi er allerede startet med at udbygge den kollektive trafik. Det har vi blandt andet gjort med metroen, som fungerer for en del af byen. Det er der også lagt op til med den nye metrocityring. Det er helt tydeligt, at der allerede er en satsning på den kollektive trafik i gang."

- Er en satsning på den kollektive trafik nok til at afhjælpe de trafikale problemer?

"Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, der er noget voldsomt bekvemt ved, at man bare kan gå ned, hvor man bor og tage bilen og køre på arbejde. Der skal være et incitament til at gøre noget andet. Og et af de incitamenter kunne være, at det simpelthen var blevet for dyrt at tage bilen. Og så er det ikke nok, at der er en række afgifter i forvejen. De afgifter drejer sig kun om anskaffelsen af bilen. Roadpricing drejer sig om er anvendelsen og betyder, at man lige vil tænke sig om en ekstra gang, stille bilen på parkeringspladsen, og tage den kollektive trafik."

- Pengene til at udbygge den kollektive trafik skal komme fra roadpricing, siger du. Erfaringer fra London viser, at der ikke er kommet nær så mange penge i kassen, som man havde regnet med, for folk vælger simpelthen at droppe bilen.

"Det er da dejligt. Det er jo meningen. Ideen med roadpricing er ikke, at folk skal fortsætte med at køre i bil, og vi skal skovle penge ind. Meningen med roadpricing er, at man skal lade bilen stå. Hvis der så ikke kommer særlig mange penge ind, så er det fordi, der er trafikmuligheder, der er gode nok."

Cyklende københavnere

- Risikerer man ikke med roadpricing, at de folk, der har råd til at tage bilen, tager bilen, hvorimod de, der ikke har råd, er afhængige af den kollektive trafik? Er det retfærdigt?

"Man kan vende det om og sige, er det retfærdigt, at der overhovedet er nogen, der har råd til at købe en bil? De, der skal klare sig med en lille indkomst og måske er alene med nogle børn, de har jo ikke råd til at anskaffe sig en bil. Der er ikke noget retfærdighed, hverken i det ene eller det andet. Der er tale om, at vi har nogle voldsomme trafikale problemer i København. Og vi bliver nødt til at gøre noget for at løse dem. Jeg synes, det er rimeligt, at det er folk, der kommer uden for København, som skal betale for at køre ind til byen."

"Så vidt jeg husker, har 60 procent af københavnerne ikke bil. Det er selvfølgelig fordi, at der er andre muligheder, når du bor i byen. Men det er også fordi, mange københavnere har valgt at cykle. Det er en af de andre ting, jeg gerne vil have nogen penge til; at sørge for ordentlige vilkår for cyklister. Der er mange grunde til at folk cykler, for eksempel helbredsmæssigt."

Et ekstra glas vin

- Modstandere siger, at bompengene for besøgende til København, vil betyde, at færre fravælger at benytte byens kulturelle tilbud. De mener også, at det vil få en negativ effekt på forretningslivet. Hvad siger du til det?

"Det er ikke rigtig. Pointen er, at de skal bruge den kollektive trafik. Ideen er, at folk skulle foretrække at tage toget. Jeg tror ikke på, at folk ikke vil være interesserede i at bruge de kulturelle tilbud i byen. Det vil måske oven i købet være sådan, at flere vil føle sig fristet til at tage sig en flaske vin og et stykke mad, fordi de ikke skal tænke på, at de skal køre bil, men kan tage den kollektive trafik hjem. Jeg tror slet ikke på, at roadpricing vil have den effekt".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her