Læsetid: 6 min.

Billedborgen i byens hjerte

Københavns Rådhus fylder 100. I den anledning har Informations arkitekturanmelder skrevet gennemgående tekst til en billedbog om bygningen og livet i den
8. september 2005

"Så er by som borger" var arkitekten Martin Nyrops motto, da han stod for opførelsen af Københavns Rådhus.

På mandag er det 100 år siden, at huset blev indviet og for alvor taget i brug. Et borgernes og borgerrepræsentanternes hus, med rum for både ansatte og besøgende, myndighed og befolkning.

Og det københavnske monument skulle være dansk i detaljen, om end italiensk i hovedgrebet, og middelalderligt i sin fremtræden, men moderne i teknik og konstruktioner, mente Nyrop. Derfor er der så meget at undre og glæde sig over i Københavns Rådhus, der står endnu, bliver brugt efter hensigten og kan fejres som monumentalt eksempel på offentlig kvalitet.

Det nye Rådhus, der blev besluttet i 1888 og taget i brug 1905, kom til at ligge på det nedlagte voldareal, men Rådhuspladsens åbne rum var ikke kun ensbetydende med en livlig sværmen i lyset fra elektriske lamper. Det nye århundrede gav også rum for nye nervesygdomme.

En del af neurastenikerens sygdomsbillede henførtes til en by-frygt eller agorafobi, angst for at gå hen over store åbne pladser. Og givet er det, at Rådhuspladsen med sin bygning repræsenterer en ny skala i samtiden og byudviklingen, en ny åben størrelse i forhold til middelalderbyens tætte matrikler.

Dansk flora

Det høje københavnske Rådhustårn med gylden urskive, næsten som en omstigningsbillet fra sporvognenes tid, var svær at hamle op med for den internationale funktionalist Arne Jacobsen, da han en menneskealder senere blev tvunget til at sætte tårn på Århus Rådhus.

Den stemning af blod og jord som under Anden Verdenskrig drev et sådant politisk krav frem af den jy-ske muld var til gengæld helt legitim, da arkitekten Martin Nyrop og dekorationsmaleren Jens Møller-Jensen trak åndeligt vod ved den danske friske strand for at give Københavns Rådhus identitet.

De var ikke ene om det i tiden omkring det nye århundrede. Den danske forfatter Johannes V. Jensen skrev i sin roman Einar Elkær, 1898, flere drivvåde bondebilleder op mod det ny århundredes spleen og teknik.

"Af og til rørte der sig noget i de mørke tangskove, som solen skinnede ned til, en olivenfarvet fisk bugtede sig dernede - Betty kaldte på Einar og viste ham en flok store rødspætter, der vandrede over sandbund, de røde rustpletter kunne skimtes gennem vandets grønne glar."

Arkitektens øjensynlige ønske om danske islæt er umiddelbart en underlig størrelse, for hvorfor bliver bygningen mere demokratisk af at tage duft og motiver fra hjemlige strande? Men sådan så Nyrop nu på det med Grundtvig i ørerne ovre fra Vartov. Og den kun halvthundrede år gamle grundlov fra 1849 var vel også mere dansk end fransk eller græsk i sjæl og sind.

Så det skulle ikke være romerske accantusblade eller parisiske pantheonmasker, der prydede facader og sale, det skulle være blæretang og blomstrende tidsler, der satte liv i monumentet.

Rådhuset skulle rumme hovedstadens borgerrepræsentation og være folkeligt, selv om byens styreform lå langt fra nutidens forestillinger om demokrati.

Det er et markant hus, på én gang bundet i sin maleriske fremtræden og moderne for sin tid, lige ud ad landevejen i en praktisk disponering af rum og forbindelseslinier, der er så regulær fra første skitse, at funktionsskemaet lægger det tankemæssige fundament for bygningens illustre overtoner.

Både hal og gange genlyder på alle tider af døgnet travlt, men dæmpet af bevægelse og trin på sten eller terrasso, til afdelinger og kontorer, bryllupslokaler eller pressemøder, morgenrengøring, udvalgsarbejde og torsdagsaftenernes samlinger i byrådet.

Nordisk zoologi

Men hvad laver isbjørne i granit på taget ud mod Rådhuspladsen? Eller to grofthuggede hvalrosser ved bagindgangens port?

Nyrop mente selv, direkte adspurgt i Berlingske Tidende, juni 1898, at de i et delvist atlantisk sørige som Danmark til en afveksling kunne være lige så prydelige som løver og sfinxer, og at der i øvrigt var mange andre havvæsener til stede i bygningen.

Det fik ifølge Francis Becketts store bog Københavns Rådhus fra 1908 den således oplyste avis-spørger til, stillet over for husets hær af havmænd og -koner, krabber, stenbidere og søstjerner, at anbefale en saltvandsbadeanstalt i kælderen, men for himlens skyld uden at det måtte gå ud over Rådhusets påtænkte skænkestue.

Søgangen kan igen bringe det grønne katedralglas i erindring, som har udgjort Rådhushallens ovenlys, og som stadig kan ses i enkelte glaspartier rundt omkring i huset. Og billedhuggeren Anders Bundgaards aggressive havfolk som små vagter ved den ene af Rådhusets sideporte fik fiskeagtige næsebor og skæg som finner.

Hans hoveder over hjørnebænkene mod Rådhuspladsen har, mere bymæssigt, råbende gadesælger-munde med tunger som både skillemønt og skrubtudse. Og de portrætterede vinde på hjørnetårnene hareskår som gnavende nordenvind, eller negermund som den varme søndenvind. Nordøst er forkølet, og vestenvinden piber med fløjtemund.

Stenhuggerne i Rønne gav en række hoveder placeret under vinduer og karnapper navne. Nogen er portrætter af bygningens håndværkere og arkitekter. Andre, som Fløjtekarl, Bankbudet og Onkel Jørgen, hentet blandt byoriginaler, men modelleret af Bundgaard til hugning i det grove materiale.

De fleste kontrafejer har store fremadvendte ører. Enten som markante ornamenter i arkitekturen eller for at symbolisere de rådgivendes særlige lydhørhed over for byens borgere. Men nok først og fremmest for at fremmane en grotesk eller eventyrlig dansk virkning.

Almindelig fornuft

Danske funktionalister var i 1920'rne skeptiske over for den samtidige udenlandske modernisme. Den satte ofte, med funkis og falsk videnskabelighed frem for rationel formgivning, en formalistisk eller forløjet dagsorden, mente de. Men danskerne var naturligvis først og fremmest kritiske over for deres egen tidligere generations lige så forløjede stilefterligning og fine historiske fornemmelser.

Ikke desto mindre værdsatte hjemlige modernister både Komunehospitalet og Rådhuset i København. Det var de fornuftige brugsmuligheder, konstruktive opdelinger og tekniske fremsyn, der blev fremhævet i foredrag og diskussioner.

Derfor må man igen og igen stille sig selv spørgsmålet, om kvaliteten i Nyrops rådhus nu virkelig også ligger i de samvirkende kunstarter, billedkunst og arkitektur, eller først og fremmest i den fornuftige planlægning og byggepraksis?

På sin vis er det et mærkværdigt eller overflødigt spørgsmål, fordi Rådhuset fungerer endnu, som nutidig og historisk ramme om dele af bystyret. Og det fortæller levende en historie om byen, og om synet på kunst og kultur omkring skiftet mellem 1800 og1900.

På den anden side kan man også ind imellem opleve en klaustrofobisk følelse af raritetskabinet, på vej rundt i huset. En stemning af tysk værtshus, bægerklang og joviale bjælkesentenser, en kættersk fornemmelse af snurrepiberi i dekorationsopbudet. Så bliver portrætbusterne af kendte mænd til havenisser i overstørrelse, og de omhyggelige dekorationer til blyindfattet ratskeller-kitsch.

Måske har det at gøre med Martin Nyrops stædige hånd på alle æstetiske valg. Hans pittorerske bygningsdetaljer, hans eget design af lamper og håndtag, og hans valg af billedkunstnere til vægge og hjørner, gesimser og portrelieffer. Motivmæssigt og med omtanke styret af symbolske, ja nærmest vejledende piktografiske ideer. Og Nyrop vidste godt selv, hvad husets problem kunne blive:

"Er det ikke at gøre for meget ud af bagateller. Og vil det ikke bidrage noget til at styrke den mening, at disse 'påfund' og 'morsomheder' har været det væsentlige for mig og er det, som giver bygningen dens værd, skønt det måske snarere vil være dem, der vil bringe folk til at finde den triviel." - skriver han til Francis Beckett efter at have læst et manuskriptudkast til Rådhus-bogen.

Kvalitetsfremtid

Vil der nogensinde igen blive bygget et hus som Københavns Rådhus? Med dagens priser på raffineret murværk er svaret økonomisk set nej! Men andre byggemåder kan vel også gøre det. Se på sidste tilbygning til det murede Kongelige Bibliotek og arkitekternes anvendelse af glas og wirer. Eller Jean Nouvel og Danmarks Radios nye koncertsal i Ørestaden med facader af levende tv-skærme. Eller Henning Larsen og den nye Operas flot skinnende kastanje bag den mislykkede persiennefacade. Ny teknik og håndværksmæssig kunnen kan godt kaste kunstneriske resultater af sig, hvis viljen og økonomien er tilstrækkelig, den kloge bygherre og talentet til stede.

På to afgørende punkter er Rådhuset imidlertid et markant memento: Det solide og endnu funktionsdygtige hus var resultatet af en åben arkitektkonkurrence, og byggeøkonomien var forsvarlig, omend sejstrakt over flere års lange budgetforhandlinger.

Dét kan demokratiske byggemyndigheder med andre ord lære af fødselsdagsbarnet på Rådhuspladsen - at kvalitet betaler sig!

20050907-215015-pic-69468408.jpgKøbenhavns Rådhus under
opførelse omkring 1900. Tårnet mod Vester Voldgade er endnu
kun i højde med taggesimsen
Fotografi fra Rådhusets arkiv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her