Midt under Anden Verdenskrig slap den sofistikerede amerikanske komediefilminstruktør Preston Sturges af sted med noget så dristigt som en satirisk - og småprofetisk - revselse af det amerikanske korps af jægersoldater. Hail the Conquering Hero! handler om en høfeberramt marinesoldat, som for at redde familiens ære, lader seks soldaterkammerater iscenesætte ham som en ægte krigshelt komplet med opdigtede historier fra slagmarken.
Fupnummeret fungerer også, fordi indbyggerne i hans hjemby længe har længtes efter en helt at falde i fædrelandskærlig svime over. Clint Eastwoods Flags of Our Fathers har nogle af de samme psykologiske mekanismer i fokus. Den følger marinesoldaterne Ira Hayes (Adam Beach) og Rene Gagnon (Jesse Bradford) samt samaritten John 'Doc' Bradley (Ryan Phillippe) - tre af de seks mænd, som i februar 1945 blev foreviget på Joe Rosenthals berømte og Pulitzer-vindende billede af Stars and Stripes, som rejses i triumf på stillehavsøen Iwo Jima.
Ej i sandhedens tjeneste
Snart trækkes de tre soldater landet rundt for at højne moralen og skaffe penge til krigsindsatsen via en række stort opsatte offentlige optrædener. Blot føler de sig ikke et pløk mere heltemodige end deres levende kammerater - og betragteligt mindre end deres døde, som nu de tre øvrige mænd på billedet.I sin næste film, Letters from Iwo Jima (planlagt dansk premiere den 26. januar), skildrer Eastwood slaget fra japanernes synsvinkel. Men en del af denne films styrke er, at man sagtens kan se mytemagernes side af sagen: Hvis en ubetinget sejr skulle i hus, måtte man overtale en krigstræt befolkning til at levere en finansiel blodtransfusion ved at købe krigsobligationer.
Det berømte og ubestrideligt symbolstærke foto ramte de potentielle investorer lige i hjertekulen.
Skumringsstemning
Målet helligede - i just dette tilfælde - midlet, men derfor er det alligevel velgørende med en sober påmindelse om, at i krig er sandheden det første offer. Filmens farvedrænede kampscener har en knugende stemning af tidlig skumring eller tæt skydække, og er desuden præget af samme kvalmefremkaldende akkuratesse som åbningssekvensen i Saving Private Ryan (Steven Spielberg er også Eastwoods medproducent på filmen).
Oplevelserne på Iwo Jima gennemsyrede de stakkels impliceredes liv, hvilket Eastwood illustrerer ved at springe frem og tilbage mellem kampene på øen, trioens pr-turné og nutiden, hvor vi ser John Bradleys søn foretage det research-arbejde, som førte til den bestseller, som udgør filmens litterære forlæg.
En skønhedsplet er dog, at filmen her tyer til overforklarende dialog for at fremhæve sine mange interessante problemstillinger.
Tilfældighedernes spil
Eastwood er ferm til at afbalancere sine tragiske fortællinger med begavet humor, og her gør kontrasten mellem det æstetiske og velkomponerede billede og begivenhederne omkring dets tilblivelse næsten arbejdet for ham: Iwo Jima-motivet fremstår som et monument over sejr og teamwork; men billedet blev taget en måned inden amerikanerne vandt over japanerne på Iwo Jima - faktisk kom de under beskydning få minutter efter, det var i kassen! Og grunden til, at der er hele seks personer på billedet er, at pælen, som gjorde det ud for en flagstang, var så tung at løfte. Hvem der bliver slået til helt synes omtrent så tilfældigt, som hvem der bliver slået ihjel.
Det er en grusom morale, men Eastwoods store talent for at skildre menneskelig lidelse er båret af hans stærke empati for sine figurer.
Skildringen af læderhalsenes sammenhold står særlig skarpt i en øm, tidlig 'stilhed-før-storm'-scene, hvor s'janten spiller den mest rødkindede og godtroende menig et puds (en variation over spejderførerens tradition for at sende én, som endnu ikke har fået sit duelighedsbevis, over efter en 'amerikansk røgvender' eller slige ikke-eksisterende objekter).
Scenen slutter før den naive ungersvend vender tilbage, men vi formoder, at han vil være en anelse mere mistænksom fremover.
Et beskedent uskyldstab at regne for det definitive af slagsen, som venter dem alle på Iwo Jima.
*Flags of Our Fathers. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: William Broyles Jr. og Paul Haggis. Amerikansk (CinemaxX, Dagmar, Grand og Palads i København samt fem biografer i provinsen)
