Læsetid: 3 min.

Billige Boliger skal sænke boligudgifter

16. august 2006

Aldrig har det været så dyrt at være københavner. Nye tal viser, at over 60 procent af de københavnske familiernes indtægter går til at betale boliglån, ejendomsskatter, varme, el og andre boligudgifter. Det har konsekvenser for rigtig mange familier, som simpelthen ikke har råd til det opskruede marked. Boligdrømmene må realiseres i Vestsjælland eller til Sverige. Det kan vi som hovedstad ikke leve med - København skal være for danskere med mellem- og lave indkomster også.

Derfor er det på høje tid at tage fat på den manglende konkurrence og de høje avancer på det københavnske boligmarked. Over-, middel og underklasse skal ikke bestemmes af, hvor heldige eller smarte man har været på boligmarkedet. Københavns Kommunes plan for Billige Boliger skal føres ud i livet jo før jo bedre. Kommunen vil bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden over en femårig periode. Det giver mulighed for at bosætte sig tæt ved sin arbejdsplads eller studieplads til langt flere. Også en fordel for byen København.

Spekulanternes mand

Desværre oplever jeg en helt uhørt modstand fra en række partier, som bruger enhver lejlighed til at forhale de politiske beslutninger ved at sovse sagerne ind i bureaukratiske procedurer. Mest prominent er modstanden fra Venstres medlem af Borgerrepræsentationen Jesper Schou Hansen, som har gjort sig til ejendomsspekulanternes og bygherrernes talsmand. Han går så vidt som til at antyde, at planerne for de Billige Boliger er kriminelle, og at kommunens politiske flertal bruger mafiametoder til at få forslaget igennem. Det kunne jo også være, at forslaget har stor gennemslagskraft og opbakning, fordi det til de manges fordel og til skade for de få magter at sætte skævvredne markedskræfter lidt ud af spillet.

Ikke som iEngland

For en socialdemokrat er det indlysende, at landets hovedstad skal bebos af de almindelige danskere. For mig som beskæftigelses- og integrationsborgmester er det indlysende, at både danske og indvandrer-familier med mellemindkomster skal have mulighed for at bosætte sig i nærheden af deres job i byen.

Ikke som i England, hvor London er blevet et reservat for rige finansfolk og ikke længere har noget med resten af England at gøre. Skolelærere, sygeplejersker og pædagoger søger væk eller bor uden for byen. København skal være hele landets hovedstad og en by for alle danskere, der har lyst at bosætte sig i landets eneste storby. København skal stå for samling af Danmark og danskerne, ikke for opsplitning.

Heldigvis er der trods modstand fra de borgerlige opbakning i Borgerrepræsentationen til Billige Boliger. Lejlighederne til 5.000 kr. om måneden for en lejlighed på 85 kvadratmeter - stor nok til en lille familie - er en model, som er beregnet ud fra prisniveauet i 2005. Den endelige husleje skal derfor udregnes i forhold til den almindelige pristalsregulering. Det svarer til en husleje på 5150 kr. i 2006-priser - altså kun en stigning på 150 kr. om måneden på et år. Der vil også blive større boliger på cirka 100 kvadratmeter, som så vil koste lidt mere. Men stadigvæk væsentligt billigere end de opskruede priser på det københavnske boligmarked i dag.

Der er allerede reserveret syv kommunale grunde til Billige Boliger. De første bliver bygget på Karens Minde-grunden i Valby. De står færdige om to til tre år. I årene efter følger de andre byggeprojekter. Et trøstende ord til de borgerlige kan være, at en stor del af de billige boliger bliver ejerboliger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her