Læsetid: 3 min.

Billigt sprøjt

17. juni 1997

GIFT ER ALT for billigt. Efter et halvt århundrede med intensiv brug af sprøjtemidler er det gået op for os i den velhavende del af verden, at omkostningerne ved den kemiske kontrol med de planter og dyr, der stiller sig i vejen for det størst mulige høstudbytte, er langt større, end man troede da man gik i gang. Møjsommeligt er vi ved at tage konsekvensen, inddæmme skaderne, udfase de farligste giftstoffer, genindføre smagen for giftfri mad og kundskaberne om økologiske drift.
Videnssamfundet er globalt. Men det er markedssamfundet også.
I det globale videnssamfund står læren af vores fejl-tagelser og de detaljerede analyser af skadevirkningerne til rådighed for alle. Hvis man er i nærheden af en pc og en telefon, så er man f.eks. også i nærheden af den kolossale fond af alternativ viden, som det globale Pesticides Action Network stiller til rådighed.
Men i det globale markedssamfund står mange af de sprøjtemidler, der har gjort skade i i-landene, billigt til rådighed for den fattige bonde - og det fattige land - der ligesom Europa efter den anden verdenskrig først og fremmest har brug for en hurtig og effektiv vækst i fødevareproduktionen.

AUKEN KAN GÅ i spidsen for en udfasning af de farligste stoffer, herhjemme og i de internationale miljøforhandlinger. Aktionærerne i Cheminova, ØK, Zeneca, Du Pont osv. kan stille etiske krav til giftproducenterne og gifthandlerne. Det er altsammen meget godt. Men det hjælper meget lidt, så længe markedssamfundet og videnssamfundet trækker hver sin vej.
Så længe verdensmarkedet flyder med billige sprøjtemidler og supermarkederne bugner med billigt frugt og grønt fra den tredie verden, men ikke bugner med de varer, som udviklingslandene ville have størst fordel af at eksportere, så længe vil både de fattige bønder og de velstående plantageejere i udviklingslandene blive ved med at gentage vores fejltagelser.
Vi er oven i købet en ekstra del af problemet, fordi vi i stor stil efterspørger produkter, der fremstilles billigt med sprøjtemidler, (bomuld, frugt...) og kun i meget begrænset omfang efterspørger den giftfri og bæredygtige del af udviklingslandenes produkter.
Hvis marked og viden skal bringes i samklang, må verdensmarkedet åbnes mere for de produkter, udviklingslandene kan tjene valuta på at producere bæredygtigt - også selv om det kan koste arbejdspladser i i-landene. Og omvendt må vores viden om de farlige teknologier afspejles i prisen på de farlige produkter, f.eks. i form af internationalt gældende grønne afgifter. Prisen på renere teknologier skal derimod sænkes ved hjælp af bistand, investeringsstøtte og lignende. Og samhandelsaftalerne må indrettes, så de favoriserer lokal, bæredygtig produktion.
Det modsatte sker.

KEMIKONCERNERNE møder modstand. De angribes, fordi de tjener penge på produkter, vi ikke selv vil bruge. Og fordi det virker mere fremkommeligt at påvirke verdensfirmaerne end verdenspolitikken.
Men indtil videre er modstanden ikke større, end at koncernerne kan håndtere den ved at ansætte direktører og informationsfolk, der er gode til at ride stormen i medierne af. Selskaberne er vågnet op til en ny virkelighed, hvor de holdes ansvarlige for deres produkter ud i yderste led.
Men så længe det økonomiske afkast af en egentlig alternativ udviklingsstrategi og landbrugsproduktion ikke er lige så stort som afkastet af at fortsætte den kemiske krigsførelse mod arternes mangfoldighed, skal man ikke forvente at blive forskånet for bortforklaringer fra den etik-alarmerede industri.
Politikernes rolle er også tvetydig. Den danske regering vil lave flere projekter, der bistår med sikker brug af midlerne. Det kan være meget godt, så længe forholdene er, som de er. Men den egentlige løsning ligger snarere i forpligtende internationale aftaler, der overfører bistand og købekraft og markedsadgang og teknisk viden til udviklingslandene til gengæld for højere miljøstandarder.
Afdelingsleder Gunnar Jakobsen, Dan Agro Adviser, har fat i en lang ende i dagens avis:
"Der er mennesker nok i verden til at dyrke mere jord med mindre gift. Problemet er, at de ikke har råd. De fattige bønder kan ikke betale for den nødvendige arbejdskraft. Og den fattige arbejdskraft, der overbefolker den tredie verdens storbyer, har ikke adgang til jord."
Støtte til godt landmandskab hos det fattige flertal af jordens befolkning, der endnu har frugtbar jord under fodsålerne, burde være et hovedemne for alle de vel-menende taler, der skal holdes i næste uge på FN's ekstraordinære generalforsamling om bæredygtig udvikling - fem år efter Rio.

es (Ebbe Sønderriis)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her