Læsetid: 4 min.

Birkeskoven på grænsen af den vestlige civilisation

Statsministeren har talt meget om kulturkamp, og den drejer sig for resten om at kæmpe netop imod ham
23. marts 2007

På Ordrupgård kan man se en tankevækkende udstilling af Michael Kvium med titlen Silent Eye. Her ses blandt andet en række billeder med blege og spinkle birketræer, ja de ser næsten syge ud; men alligevel lukker de fuldstændig af for lyset og billederne er ikke en hyldest til den lyse nordiske sommernat.

Kvium siger selv i et interview i kataloget:

"Når jeg maler disse blege opkomlinge af nogle selvplantede birketræer, er de snarere tænkt som spejlinger af os selv heroppe på grænsen af den vestlige civilisation."

Ja, træerne er blege og spinkle, den sygeligt udseende birkeskov er dyster og dunkel og sommernatten er mørkere end nogensinde før.

I 1908 udkom Bræen af Johannes V. Jensen. I denne besynges den nordiske lyse sommernat:

"I de nordiske lyse Nætter staar Birken med alt det rige Løv hængende ned over de trinde Stammer, der dæmrer som hvide blakkede Legemer; hele det fine Træ skælver som en Kvinde, hvis lange Haar er falden frem over Hovedet, og Nordhimlen der smiler rødmende med den sovende Sol i sin Favn ved ikke, om Birken har skjult sit Ansigt fordi den sitrer af Lykke eller fordi den græder."

Johannes V. Jensen tror på det nordiske, på fremskridtet og på menneskets store muligheder. I Bræen er der ingen flugt fra det, man drømmer om, for man tror på det.

I Kviums tidligere billeder er det ej heller den stolte nordiske civilisation som bliver afbildet. Den almindelige dansker er ikke sådan lige at få øje på, men via kunsten til sygdom søgte han om bag det billede, vi gerne vil vise af os selv. Han malede os alle sammen, og mange ville ikke kendes ved det billede, han malede af os. Disse mennesker bor et andet sted, for de er da godt nok for underlige og grimme - ja og utroligt smukke. Kvium søgte i sig selv og malede disse vanskabninger, som er et billede på vores virkelighed. Mange blev forargede, for sådan ser vi da ikke ud. Kvium malede også i en kort periode farvestrålende billeder, hvor de malede personer ikke kunne skjule, at de i grunden var i udmærket humør, og mange af dem ligner jubelidioter.

Denne tro på, at tingene bare løser sig selv, og vi bare skal fortsætte livet som altid, får en til at tænke på en vis Bjørn Lomborg.

Kviums personer er alle billeder af os selv, og nogle er forvandlet til et skvulpende emotionelt plasma, som vi alle kan fortolke efter behag, eller blot væmmes ved. Hvis vi kan erkende os selv i hans billeder, vil vi måske også kunne regulere vores adfærd, så vi igen tror på den nordiske sommernat og på noget så voveligt som et håb om en fremtid.

Vi rejser væk fra lyset

.

Hvornår kommer den dag, hvor han dropper den primitive hetz? Måske først når vi er sunket så dybt i sumpen, som personerne i Deep Forest, som kunne ses på Horsens Kunstmuseum i 2003. Her sås lange spinkle og svagelige birketræer, som vokser i en sump. Personer vader rundt i vand til livet, og stammerne danner nærmest tremmer som i et fængsel. Måske synker vi fortsat dybere i den åndsforladte sump, hvor man er tryggest ved mistro - og den er udsigtsløs. Birketræerne på Kviums nye billeder er forkrøblede og spinkle og indhyllet i mørke, og menneskene er væk.

Med en tysthed som en birkeskov i den lyse nat debuterede Love Shop i 1990 med en sangtitel, der næsten er for god til at være sand: "En Nat Bliver Det Sommer" er en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side og en beskrivelse af længslen efter forrige sommer, hvor man troede på alt, og kærligheden stadig var ren og hvid som en søtunges sarte og faste kød. "En fjern og fin musik giver dig alt, du aldrig fik...". Hele stemningen i sangen er som den lyse sommernat; men vi tør ikke tro på den, når den er der, smukkere, blidere og større end alt andet og derfor lader vi den være, brokker os og tagersyd på. I 2005 udgav Jens Unmack sit første soloalbum efter Love Shop. På denne svarer han på sin sang fra 1990.

"Når sommer kommer, rejser jeg igen, når sommer rejser, længes jeg, op til skoven højt mod nord, hvor de lyse nætter bor." Vi længes efter noget, vi ikke tror på, nemlig den lyse, dejlige nordiske sommernat. Vi besynger den; men fravælger den. Det er som med vores vestlige civilisation og vores kulturarv, danskheden og samfundets sammenhængskraft. Vi taler og taler om det; men når det kommer til stykket, tror vi ikke på det. Derfor indføres der indskrænkning, disciplin, pligt, straf og tvang som aldrig før, samtidig med at der bliver friere spil for de stærke. Og birkeskoven, der før var lys og blid, den bliver sygelig, dyster og mørk.

Poul Erik Pedersen er uddannet agronom og arbejder som miljøkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu