Læsetid: 2 min.

Bisser på banen

En usædvanlig kontaktsport er emnet for den underholdende dokumentarfilm 'Murderball'
25. august 2006

Der har været så meget hype omkring den Oscarnominerede dokumentarfilm Murderball, at den næsten ikke kunne undgå at skuffe. Det gør den heldigvis ikke. Filmens titel er også navnet på en noget usædvanlig kontaktsport, kørestolsrugby, da den blev opfundet i Canada. Sporten, der er på programmet ved de paraolympiske lege, spilles på en basketballbane af otte spillere, fire på hvert hold, som tildeles handicap alt efter, hvor lammede de er. En spiller kan få fra o,5 til tre i handicap, og et hold må ikke have mere end otte handicap-point på banen ad gangen.

Morsom og rørende

Murderball portrætterer det amerikanske landshold, og en af de bedste og mest karismatiske af spillerne er Mark Zupan, der med sit kronragede hoved, gedeskæg og tatoveringer ligner en barsk satan - hvilket han også er på banen. Og sammen med en håndfuld af holdets øvrige bedste spillere, der alle er lammet i højere eller mindre grad pga. sygdom eller ulykker, udgør han filmens menneskelige omdrejningspunkt.

For selv om Murderball i høj grad handler om sporten og USA's voldsomme rivalisering med Canada, så fortæller den også om de skæbner, der ligger bag, og som har nægtet at give op, selv om de har været ude for noget af det værste, et menneske næsten kan komme ud for.

Takket være sammenstillingen af en barsk sportsgren og dens hårdhudede, handicappede udøvere undgår Murderball at blive for meget en rørstrømsk sygehistorie, og de morsomme og især rørende øjeblikke, der er mange af - blandt andet da spillerne taler om sex, og da de møder en flok børn, der bare spørger løs - rammer så meget desto hårdere.

Ekstramaterialet

Ekstramaterialet består blandt andet af et langt interview med fire af de medvirkende på CNN's Larry King Live, hvor de får lov til at fortælle mere om deres liv med både kørestolsrugby og deres handicap. Desuden er der et par fraklippede scener, et lidt anonymt bag kameraet-program og et MTV-produceret indslag, hvor Murderball-drengene møder Jackass-fjolserne i lige dele leg og lemlæstelse. Det har sine øjeblikke, men man sidder alligevel med en mærkelig smag i munden, når de prikker til hinanden med kvægstave og giver hinanden blå øjne.

Bedst er næsten en spørgsmål og svar-seance med den tidligere landsholdsspiller Joe Soares, der i filmen bliver lagt for had af Zupan og co., fordi han efter at være blevet vraget af det amerikanske landshold har valgt at træne Canada og skaffer dem sølvmedaljen ved de paraolympiske lege i 2004 i Athen. Landsforræder, kalder de ham.

nMurderball. Instruktion: Henry Alex Rubin og Dana Adam Shapiro. Region 2. Sandrew Metronome

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her