Læsetid: 4 min.

Bistands-bonden

12. juni 2002

Topchef i dansk landbrug, Peter Gæmelke, stod i går blandt tusindvis af europæiske bønder og demonstrerede ved Europa-Parlamentet i Strasbourg. Umiddelbart skulle man ikke tro, at der er noget usædvanligt i, at Gæmelke som præsident for Landbrugsraadet og formand for Landboforeningerne tilslutter sig andre landmænds protest. Men Gæmelkes optræden i Strasbourg er bemærkelsesværdig, fordi han lod den følge af udsagn, som er en kovending fra dansk landbrugs side.
Hidtil har Gæmelke talt varmt for en ret hurtig og konsekvent afvikling af EU’s fintmaskede og kostbare støttesystem for landbruget. I går vendte han rundt på en tallerken og sagde, at der ikke kan blive tale om fundamentale ændringer af landbrugsstøtten før i år 2006.
Gæmelke argumenterer med, at med nedskæringer på støtteordningerne vil de europæiske landmænd blive stillet dårligt i konkurrencen over for især USA, der nu øger landbrugsstøtten. Dertil kommer, at dansk landbrug ifølge Gæmelke lige nu ser ud til i år at få halveret sin indkomst som følge af lave priser på korn, fjerkræ og svinekød.

Gæmelkes argumenter er gode nok. Men de lider under, at man i 2006 helt sikkert vil kunne finde lignende undskyldninger for ikke at pille de europæiske bønder af bistanden. Det er der ellers god grund til.
Landbrugsordningerne sluger med en udgift på omkring 300 mia. kroner henved halvdelen af EU’s årlige budget, selv om landbruget erhvervsøkonomisk set får mindre og mindre betydning. Støtteordningerne holder priserne kunstigt oppe, så EU’s borgere årligt betaler tusindvis af kroner for meget for deres mad. Og landbrugspolitikken forvrider verdensmarkedet for fødevarer og gør det svært for u-lande at få gang i den ellers for dem livsvigtige eksport af fødevarer. Mandag i denne uge talte FN’s generalsekretær Kofi Annan dunder mod de rige landes støtteordninger, som hvert år menes at koste i omegnen af 350 mia. dollar svarende til det syvdobbelte af de samme landes u-landsbistand. Og netop landbrugsstøtten var hovedårsag til et sammenbrud i forhandlingerne på Bali i forrige uge om indgåelsen af en global pagt
senere på året under topmødet om bæredygtig udvikling.
Gæmelkes venden rundt på tallerkenen er endnu mere skuffende, når man tager i betragtning, at EU-Kommissionens nuværende forslag til reformer ikke er særlig gennemgribende. Og måske er han ikke engang i overensstemmelse med sit eget bagland. I hvert fald har svineproducenterne ofte sagt, at de nemt kan klare sig på et frit marked, som de derfor ønsker snarest muligt.

Samtidig bliver det stadig mere tydeligt, at de svære forhandlinger om de ti ansøgerlandes andel i EU’s landbrugsstøtte ender som en giftig sag på det danske EU-formandskabs bord til efteråret. EU-Kommissionen har i sit udspil foreslået, at ansøgerlandenes landbrugere fra optagelsen i EU i 2005 kun skal have 25 procent af den direkte indkomststøtte, som de 15 gamle EU-landes bønder får i dag. Over årene frem til 2013 skal støtten så gradvist forhøjes til den fulde pakke. Men det er ren teori, for inden da skulle landbrugspolitikken gerne være reformeret.
Kandidatlandene med Polen i spidsen klager højlydt over, at de med Kommissionens forslag diskrimineres. Diskriminationen har dog sine gode grunde. For det første skal Polens og andre af ansøgerlandenes landbrug moderniseres og ikke pumpes op med kunstige EU-støttepenge. Og lige så vigtigt er det, at de nye EU-lande ikke får politisk-økonomiske aktier i en for længst forældet, protektionistisk landbrugspolitik, som EU allerede nu har meget svært ved at få has på.
Præcist hvor svært det er for EU, fik man indblik i på mandagens EU-udenrigsministermøde. Her brød en ret forudsigelig konflikt ud i lys lue. Kassemestrene Tyskland, Sverige, Holland og Storbritannien, der betaler mere ind til EU-budgettet, end de får igen, vil ikke være med til Kommissionens 25 procent pakke. De vil – modsat den ny Gæmelke – have en gennemgribende reform af EU’s landbrugspolitik. Og som EU-betalere vil de ikke allerede nu bindes af budgetløfter, før kommissionen er kommet med en ny budgetpakke til efteråret.
For Tysklands kansler Schröder er det også indenrigspolitisk vanskeligt: Hvis han bare viser den mindste kompromisvilje i budgetspillet, vil den konservative tyske opposition gribe bolden med kyshånd. Så ingen regner i alvor med fremskridt før efter det tyske valg den 22. september.
Det placerer sagen på Danmarks bord, der har sat sig som hovedopgave at få afsluttet udvidelsesforhandlingerne, herunder landbrugskapitlet, på EU-topmødet i december i København. Der tales allerede nu i dystre toner om udsigten til en mulig udskydelse af udvidelsen.
Men det, der nu er gået i gang, er snarere en omgang klassisk EU-sorteper om kroner og ører, ikke et forsøg på at udskyde udvidelsen. I sidste ende har Tyskland som Polens naboland alt for store interesser i at få den på plads efter planen.

I Danmark ser regeringen med Venstre i spidsen ud til at hoppe med på Gæmelkes politik om, at ’vi-ønsker-liberaliseringer, men...’
Det undergraver Venstres troværdighed, når partiet taler så varmt for frihandel. Venstre – Danmarks liberale (????) parti.

cobla & hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu