Læsetid: 3 min.

En bitter årsdag

10. april 2004

Symbolikken var ikke til at tage fejl af. Præcist for et år siden væltede amerikanske styrker en statue af Saddam Hussein på en central plads i Bagdad med bistand fra befriede irakere. I går kunne man på amerikansk tv se en marineinfanterist pille fotos af den radikale shia-muslimske prædikant Moqtada Sadr ned af den søjle, hvorpå tyrannens hoved havde hvilet i årtier. Den berømte plads var tom. Amerikansk militær havde afspærret de tilstødende gader af frygt for folkelige demonstrationer mod USA’s besættelse. En tragisk ironi.
I april sidste år var det fristende for irakere og mange mennesker verden over at tro på præsident George W. Bushs retorik. Irak var blevet befriet, og dets befolkning var glad og lettet. Et overvældende flertal af amerikanere følte stolthed over deres soldater, som havde besejret Saddam Husseins styrker i en blitzkrieg uden sidestykke. Tab af amerikanske liv var minimale. Den frygtede bykrig i Bagdad og andre storbyer med store mennesketab blev aldrig til virkelighed. Nu et år efter den korte glædens stund er det rette øjeblik at spørge, hvad der gik så grueligt galt.
Bush-regeringens største fejltrin var at invadere et muslimsk land med en lang og stolt nationalistisk tradition uden militær deltagelse eller i det mindste politisk opbakning fra alle vestlige allierede – især fra arabiske nabolande. Den manglende internationale legitimitet fra FN’s sikkerhedsråd er roden til den eklatante fiasko, som besættelsen har udviklet sig til i dag. Antagelsen burde have været, at invasionen – befrielsen – ville være dømt til fiasko, hvis den blev opfattet af irakerne som et eksklusivt amerikansk foretagende. Genopbygningen af Irak skulle herudover være en international opgave under FN-hat. I stedet blev den håndteret af Pentagon og stort set udliciteret til amerikanske virksomheder med politiske forbindelser til Det Hvide Hus. Men må-ske værst af alt: Der var kun en plan A og ingen plan B. Eller rettere: Der var en plan B udarbejdet af eksilirakere under det amerikanske udenrigsministeriums auspicier, men planen blev skrottet af præsidenten himself. Øh, vi mener vicepræsident Richard Cheney, der mente, at hans ven fra Nixon og Ford-tiden – forsvarsminister Don Rumsfeld i Pentagon – sagtens kunne løse genopbygningsopgaven.

Herefter fulgte en stribe af kardinale fejltrin fra besættelsesmyndighedens side. Først var der plyndringerne og det totale kaos i dagene efter befrielsen. Dernæst opløsningen af den irakiske hær uden at sørge for sysselsættelse af 500.000 soldater, hvoraf mange har sluttet op om den sunni-muslimske og shia-muslimske modstandsbevægelse. Derpå kom en arrogant og vi-ved-bedre holdning fra besættelsesmagtens side og en udbredt mangel på forståelse for lokale traditioner og kultur blandt amerikanske soldater. Nuvel, der er utvivlsomt sket mange materielle forbedringer, men irakerne føler ikke, at de er herrer i eget hus, hvilket er en dybt ydmygende oplevelse. Amerikanerne har sat sig for at forvandle Irak til et demokrati med markedsøkonomi og udpeget et regeringsråd uden folkelig legitimitet til at blåstemple denne proces. Dette regeringsråd skal ‘partout’ overtage den politiske magt pr. 30. juni, blot fordi præsident Bush vil overbevise de amerikanske vælgere om, at skridt i retning af fuld suverænitet er fuldendt inden valget 2. november. Inden november skulle Irak fremstilles som en succeshistorie i amerikanske medier.

Her synes brikkerne at falde på plads i det puslespil, som udfolder sig for en skrækslagen verdens øjne i disse påskedage. Hvad udløste den voldelige opstand lige nu? Det korte svar er – endnu et gigantisk fejltrin fra prokonsul Jerry Bremers side. Den unge Moqtada Badr – der angiveligt gav ordre til det bestialske mord på den pro-vestlige shia-muslimske præst Abdul-Majid Khoei 10. april 2003 – var stort set sat ud på et sidespor af moderate shia-kræfter i løbet af efteråret og vinteren. I sidste uge besluttede amerikanerne at give ham mundkurv på ved at lukke hans avis i Bagdad ned. To dage senere blev hans højrehånd arresteret for nævnte mord og en arrestordre på Badr udstedt. Den radikale prædikant skulle trynes, fordi han nægter at deltage i den politiske proces planlagt af amerikanerne. Badrs forudsigelige reaktion var at kalde sin Mahdi-hær til åben kamp mod besætterne og danne en løs alliance med de sunni-muslimske oprørere i Falluja, Ramadi og Bagdad. Resultatet af en komplet inkompetent og bedrevidende amerikansk besættelsespolitik ser vi i disse dage. Selv den britiske prokonsul – den kompetente Jeremy Greenstock – er rejst frustreret hjem til London. Katastrofen var til at forudse. Nu er gode råd dyre. Bush har valgt at sætte vold mod vold, men intet alternativ er omkostningsfrit for USA og irakerne. Man kan blot håbe på et fredeligt udfald.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu