Læsetid: 3 min.

Bitter medicin

2. marts 2001

NOGLE GANGE skal man sige tingene uden omsvøb: Hvis Novo-Nordisk, Lundbeck og 39 andre store medicinalfirmaer fastholder og vinder deres sag ved Sydafrikas Højesteret om patentretten til aids-medicin, så risikerer et stort antal sydafrikanere at dø en alt for tidlig død. Sydafrikanerne – hvoraf hver femte nu er hiv-smittet – har ingen jordisk chance for at betale de 10-15.000 dollar pr. person og år, som er normalprisen i de rige lande for dagens levetidsforlængende kombinations-medicin fra de store selskaber. Selv ikke en ’u-lands-
rabat’, der bringer prisen ned på omkring 1.500 dollar – tilbudt af selskaberne efter pres fra FN – er nok for den sydafrikanske gennemsnitsfamilie, der har en årsindkomst på 3.000 dollar.
Derfor må man håbe, at mange mennesker møder frem kl. 15.30 ved dagens demonstration foran
Novo-Nordisk på Nørrebro. Demonstrationen er arrangeret af Læger uden grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, U-landsorganisationen Ibis, flere aids-organisationer, Arbejderbevægelsens Internationale Forum m.fl. Også ATTAC-aktivister fra den ny bevægelses fremspirende lokalgrupper vil deltage, for sagen er i den grad illustrativ for den konflikt mellem globaliserede kapitalinteresser og økonomisk svage befolkningsgrupper og nationer, som ATTAC har ambitionen om at gøre noget ved.

UD OVER sydafrikanernes liv og levned handler retssagen om, hvem der skal have ret til at producere livsvigtig medicin, og hvem der kan få adgang til den. Siden 1995 har den såkaldte TRIPS-aftale i regi af Verdenshandelsorganisationen WTO sikret eksklusive markedsføringsrettigheder til indehavere af patenter på f.eks. medicinalprodukter.
TRIPS-aftalen er en urimelig, ulighedsfastlåsende aftale, der f.eks. spænder ben for fattige landes forsøg på at etablere egen medicinalindustri og egenproduktion af livsvigtige produkter såsom aids-medicin. Mange af dagens store medicinalvirksomheder med milliardoverskud – f.eks. de store selskaber med oprindelse i Schweiz – har sikret sig deres nuværende styrkeposition ved gennem årtier at kopiere hinandens produkter og stjæle viden fra hinanden, præcis som de rige lande har opbygget megen af deres velstand ved at udnytte råstoffer, produkter og viden fra tidligere kolonier og udviklingslande. I dag – hvor 95 procent af verdens patenter og copyright er kontrolleret af rige mennesker i rige lande – er der via TRIPS-aftalen blokeret for den slags. For første gang i verdenshistorien har vi – med MS-formand Chr. Friis
Bachs ord – indført et globalt teknologimonopol til gavn for de rige lande.
Et land som Brasilien har – trods trusler og pression fra bl.a. USA – iværksat en egen kopiproduktion af billige aids-præparater og har bl.a. ad den vej haft held til at dæmme op for en truende aids-epidemi. Det er det samme, Sydafrika nu vil gøre med henvisning til, at landets økonomiske overlevelse på sigt kan være truet, hvis andelen af hiv-smittede – allerede nu 4,3 millioner sydafrikanere – får lov at stige. Sydafrika har vedtaget en lov, der tillader brud med de internationale patentregler, og det er den, Novo, Lundbeck og de øvrige medicinalselskaber på mandag bringer for landets højesteret. Selskaberne argumenterer med, at hvis først u-landene begynder at producere billige kopipræparater til eget brug, så ødelægges det indtægtsgrundlag, der sætter de store selskaber i stand til at foretage de nødvendige milliardinvesteringer i udvikling af nye medicinske præparater til gavn for folkesundheden. Argumentet klinger hult, når man ved, at f.eks. Glaxo Smith Kline netop har annonceret et 2000-overskud på 63 milliarder kr. Og når man ved, at f.eks. det sydafrikanske marked, hvor kopiprodukterne kunne vinde indpas, i forvejen er næsten ikke-eksisterende – fordi sydafrikanerne jo ikke har råd til at købe de store selskabers originalprodukter.
Novo-Nordisk, Lundbeck og de øvrige er i denne sag ikke alene under kraftig beskydning fra en lang række organisationer, men også fra den danske regering og fra Europa-Kommissionen, hvor bl.a. udviklingskommissær Poul Nielson har fordømt selskabernes adfærd. Hvis verdensordenen skal ændres til det bedre, så er striden om de fattige landes ret til egenproduktion af betalbar medicin til deres nødlidende befolkninger en strid, der må vindes af civilsamfundet.
Med Novo Nordisk veludviklede sans for betydningen af et sobert image er det en sag, man næppe kan tro, de har råd til at vinde.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu