Læsetid: 9 min.

Bjerge forandrer mennesker

På et eller andet tidspunkt overtager det store landskab styringen af ens tanker. Man bliver tavs, finder sit eget tempo på vej op ad Huayhuash i Peru
26. april 2005

Selvom man havde advaret os om, at det meget vel kunne regne døgnet rundt, var der heller ikke på andendagen en sky på himlen. Guiden, pigen, æseldriveren, Gerhart og jeg, det var holdet. Æslerne slæbte vores bagage, æseldriveren kæmpede med dyrene, der plejede at tage flugten i løbet af natten, han brugte timer før solopgang på at finde dem. Pigen vaskede gryder og tallerkener i de iskolde kilder eller floder, vi camperede ved, men den uappetitlige mad stod hun ikke for. Det gjorde guiden Mario, for ham var det et statussymbol at kokkerere for turisterne. Pigen, som et øjeblik, hvor Mario ikke overvågede hende, betroede sig til os, havde ikke lyst til at lave mad af frygt for reaktionerne. Hun var sytten år og kom fra en yderst fattig familie; hun ønskede at uddanne sig til guide. Den læretid foregik også i Marios telt om natten.

Mens vi bevægede os op i højderne berettede Mario om sine triumfer som guide. For kort tid siden havde han ført en berømt amerikansk skuespillerinde rundt i bjergene, hun havde været meget skrap til at klatre; Tom Cruise var en af hans venner, han var kommet her for at træne til sin næste film. Han fortalte om sin tyske veninde, dengang de skulle bestige Alpamayo, han havde været nødt til at aflyse, fordi otte turister netop var omkommet i en lavine. Hun stod på campbase 1 og stampede i jorden af hysteri. Hun ville op på den top, koste hvad det ville, hun var ligeglad med de døde, det var ikke hendes sag, hun var jo rejst hertil for at kravle op på det lortebjerg, det skulle hun da nok selv klare, nu går jeg, vrængede hun. Mario havde prøvet at stoppe hende, hun havde pandet ham en; pas på, havde han advaret, for her er vi macho, her slår vi kvinderne, hvorefter han havde stukket hende en flad; hold fingrene fra mig, havde hun råbt, i Tyskland slår vi mændene ihjel, og så æder vi dem bagefter. Det var sådan deres forhold var begyndt. Senere havde der været en hollandsk skolelærerinde, en svensk skøjteprinsesse, en dansk studerende...

Det handler om rytme

På et eller andet tidspunkt overtager det store landskab styringen af ens tanker. Man bliver tavs, finder sit eget tempo. Sådan vandrede vi ad små stier, der snoede sig langs lodrette klippevægge, æslerne klatrede hurtigere end os, og snart var de ude af syne med vores oppakning. Umærkeligt var jeg gledet ind i den meditative tilstand, som bjergene før eller siden begaver en med. Først skal man vænne sig til højden, dernæst landskabets beskaffenhed, de hårde stigninger, den ujævne grund. Selv hvis man har været ude før og kender lidt til det at vandre, er det altid et spørgsmål om tilvænning, før man falder ind i rytmen, for det hele handler om rytme, den rytme man rammer efter at have kæmpet sig frem til den, det øjeblik, hvor man, som nogen taler om, begynder at udskille endorfiner, kroppens eget smertedæmpende rusmiddel (det siges at være stærkt vanedannende). Pludselig oplever jeg harmonien mellem krop og verden, sind og natur. Tankerne flyder gennem mig, jeg fører indre samtaler, og selv når bitre minder presser sig på, behøver jeg blot at kaste et blik ud af mig selv, koncentrere mig om det storslåede sceneri, jeg befinder mig midt i, så er de væk, og jeg glædes igen over det privilegium, det er at vandre i de peruanske Andesbjerge. Strømmen af tanker skyller mig ud i en exceptionel intethed. Det kan fortsætte ti minutter, en halv time, en hel, hvorefter jeg igen bliver bevidst om omgivelserne, som om jeg vender tilbage efter at have været langt borte. En blå sommerfugl flakser forbi, en rovfugl midt i solen; en rislende kilde blinker dybt nede, eller nogle bjergfolk kommer til syne med muldyr belæsset med brænde. Jeg har for længst opdaget, at vandringen er en af mine rigeste inspirationskilder. Det smukkeste, det lykkeligste er at vandre i den store natur, ved havet, i skovene, i bjergene, men byvandringerne giver mig også i tusindvis af billeder. En efterårsdag i Budapest langs Donau fik mig til at standse op hvert halve minut og kradse et eller andet ned i min notesbog; en aften i Bucarest, hvor jeg gik en fire timers tur til langt ud på den anden side af midnat, forærede mig en mørk, besættende historie om en by, jeg intet kendte til. Jeg har gennemtravet Stockholm, Berlin, Buenos Aires, Rom, Athen, New York. Det er en rus for mig. Jeg opdager en passion for arkitektur. Jeg betragter menneskene i gaderne, butikkerne, vinduerne, træerne, trafikken; jeg bevæger mig gennem parkerne, sætter mig på en bænk og nedfælder en idé eller en beskrivelse i notesbogen; jeg standser op uden for en skole i Kreuzberg og iagttager børnene i gården, erindrer min egen barndom, sammenligner med tidligere oplevelser, eller begriber hvorfor en sammenligning er meningsløs. Vandreturene bringer mig i kontakt med menne-sker, jeg ikke havde forestillet mig skulle få betydning for mig. Det var en vandretur i Gafargnana, i bjergene i Toscana, hvor jeg traf fårehyrden Pacifico, som senere inviterede mig hjem i lerhytten, hvor der blev disket kongeligt op, sådan som jeg tidligere havde oplevet det i Sudan og i Peru, der gav mig ideen til en bog om det gode menneske i betydningen af det gæstfrie menneske, som eksisterer på tværs af grænser, sprog, religion og kulturer. Vandringen fører en ud i det ukendte, hvad enten man har en plan eller ej, man lytter til andre, bruger dem som vejvisere, hører deres fortællinger. På disse ture oplever jeg en paradoksal tryghed i det fremmede. Jeg er her nu, og der er kun en vej, og det er den, jeg går på. Verden er en labyrint, hvert sving, hvert hjørne, hver lille krog har et navn. Som om verden bliver til når mennesket navngiver den i alle sine detaljer.

Kan bjerge holde kæft?

Vi var på vej mod en brat stigning, Gerhart var holdt op med at fotografere, han lignede en som var på vej til at give op. Da vi kom til stigningen, nægtede han pludselig at flytte én fod til. Han vendte sig om mod det 6.000 meter høje Yerupajá, som tronede over os med sin hat af evig sne, og så slyngede han en ed mod bjerget. Han bad det om at holde kæft, og satte sig ned på en sten, nu skulle han ikke længere. Først efter en lang krise fik vi fyren overtalt til at bestige et æsel og på den måde lade sig slæbe op til passet. Hej, råbte han ud i æteren, det er mig, Sancho Panza. Så vendte vi alligevel ikke om, selvom det havde været Marios tanke. Mario frygtede turisternes kriser, han havde prøvet det før, en pige der faldt og brækkede et ben, et slagsmål mellem to fredelige belgiere, der pludselig havde afsløret en trang til at slås med knive. Lettet over at Gerhart ikke lå for døden med højdesyge og sparkende hjerte, råbte han til æseldriveren, at han skulle fortsætte op ad mod passet.

Landskab i forvandling

Bjergene spiller sanserne et puds. Der er altid en ny kam, man skal bestige, før man når frem, altid en højere bagved, man ikke har set. Hen på eftermiddagen havde vi slået lejr ved den iskolde flod. Mario var gået i gang med maden, pigen vaskede tallerkner, æseldriveren sled med de stædige dyr, og Gerhart havde fundet en klippe ved floden, hvor han havde sat sig med en smøg. Æseldriveren havde fortalt mig om en lagune, der lå længere oppe, og den var jeg taget af sted for at finde. Da jeg stod i sneen efter at have drevet om i længere tid, havde jeg stadig ikke set noget til den. Jeg havde forestillet mig, at jeg blot skulle nå op til den bøjede hals, som æseldriveren havde peget ud for mig nede fra lejren, så ville lagunen ligge på den anden side, men mørket faldt som en klippe, landskabet syntes konstant at forvandle sig, jeg var begyndt at skride i sne og sten. Jeg besluttede mig for at vende om, før mørket slugte mig helt. Pludselig, langt nede på bunden af kløften, hvis kant jeg havde forsøgt at følge hele vejen, fik jeg øje på en lille mørk pyt. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set den før; så dukkede æseldriveren op, han var taget ud for at lede efter mig. Den er chucara, sagde han om lagunen, hvilket betyder vild, utæmmelig, dæmonisk; i virkeligheden er den to hundrede meter lang og halvtreds meter bred, men det ene øjeblik er den ikke større end en mønt og det næste ligner den en stor sø, forklarede han. Han er primitiv, sagde Mario senere om æseldriveren, sådan tænker de, bjergbønderne. Ikke desto mindre måtte jeg give æseldriveren ret, for næste gang jeg kastede et blik på den, forekom den mig at være af en forbløffende størrelse. Chucara eller optisk bedrag, det må komme ud på et, for mig var resultatet det samme.

Højt oppe og langt ude

Temperaturen var faldet drastisk, himlen var en sort stjernetindrende kuppel over snebjergene, der omgav os til alle sider. Vi havde spist en bunke udkogt spaghetti (som peruanerne kan lide dem), kokkepigen var begyndt at synge i Marios telt, Gerhart havde fundet en flaske rom frem, og så var det, han fik den ide at hælde sit trængte indre ud over mig. Jeg kendte ham kun som den fåmælte professionelle danske fotograf, jeg tilfældigt havde mødt nogle dage før i et rejsebureau i Huaraz. Han havde fået en stor ide, ivrede han, som han først havde skimtet omridset af her i bjergene. Disse bjerge havde fået ham til at indse, at han ikke var så klar, som han havde gået og forestillet sig. Hans arbejde som reportagefotograf for avisen havde pludselig antaget en meningsløs dimension. Han var en del af den mudrede verdens strøm af begivenheder og mennesker, bølger af navnløse ansigter, som fik ham til at mærke, at han ikke kun var alene, men også blank som et stykke uskrevet papir. Det var den følelse han ønskede, at hans nye billeder skulle gennemtrænges af. I virkeligheden vidste man ikke noget, og det var måske endog her håbet lå. For denne viden om ens egen ikke-viden fordrede en ydmyghed, der for Gerhart var en ny opdagelse. Ydmyghed blev nemlig til åbenhed over for det andet, for verden. Fortravlede boulevarder og pumpende fabrikker, eksistenser bag knuste vinduer i beskidte trøstesløse højhuse, motorveje der slyngede sig som tarme gennem de største, mest svinske storbyer, tilpissede pladser i glemte, engang fornemme kvarterer, slumhytter, nedslidte bilparker, vældige loppemarkeder, alt hvad den moderne verden udskilte af modsætninger og urimeligheder, grimhed og skønhed, og så de uhyrlige bjerge, alt det ville han fotografere fra de vildeste vinkler. Han ville åbne danskernes øjne for virkeligheden. Han ville med sine billeder fortælle, at danskerne boede i virkeligheden. Danmark, denne lille forening af ordensmennesker, var forstenet foran sit eget selvbestaltede billede, hvor man dagdrømte sig ind i en gold idyl af nipsgenstande hentet ud af en ikke eksisterende utopi om de gode gamle dage, da Danmark var rent, homogent og harmonisk. Velfærdsdanskeren var blevet skræmt af rygtet om den ny virkelighed, mente Gerhart. Utopien om det gode gamle Danmark kunne kun nås ved at lukke grænsen og skille sig af med de fremmede.

Bjergene fortalte ham hvor ungt, hvor ubetydeligt mennesket var. Han havde ikke forestillet sig, at det at vandre kunne bringe ham så langt ud. De utæmmelige bjerge var begyndt at tale til ham, at håne ham for hans uvidenhed. De var i færd med at forandre hans liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu