Læsetid: 5 min.

Bjergene er stadig deres hjem

Et år efter det ødelæggende jordskælv er Informations udsendte medarbejder tilbage i en pakistansk landsby, der er hjemsøgt af fortiden og skræmt over sine fremtidsudsigter
7. oktober 2006

BAMHARA - 'Søstrenes hjem' hedder en pigeskole i bjerglandsbyen Bamhara, der er beliggende på en bjergryg 2.000 meter over havets overflade. Dens eneste klasseværelse er bygget op af tømmer og bølgeblik. Skolegården udenfor er en gravplads fyldt med friske grave. Men udsigten til den frodige, grønne Balakot-dal i Pakistans Nordvestlige grænseprovins er formidabel. Her lå epicentret for det jordskælv, som den 8. oktober sidste år efterlod 73.000 døde, tre millioner fordrevne og Balakot og omegns byer og landsbyer lagt i ruiner.

Et ord chokket efter jordrystelserne stadig ikke lagt sig. På mindre end 30 sekunder mistede landsbyen 200 af sine indbyggere og alle sine huse. En altgennemtrængende følelse af forladthed hersker overalt - den lindres kun af lyden af de multiplikationsremser, skolepigerne fremsiger: "Tre gange syv er 21, fire gange syv er 28."

De undervises af den 18-årige Nisreen, en lille pige fuld af koncentration og viljestyrke. Hun er Bamhara og erklærer sig "utrolig heldig" - og ikke blot fordi hun ikke var hjemme, da jordskælvet ramte. Med støtte fra en kvindeorganisation vendte hun tilbage i januar, overbevist om, at jordskælvet ikke bare var en katastrofe, men også gav en mulighed.

"Bamhara har aldrig tidligere haft en pigeskole. Skolegang var kun for drenge, så vi besluttede at oprette en. Vi ventede ikke på godkendelse fra provinsregeringen. Vi besluttede at handle selv," fortæller Nisreen.

Hver dag kommer 60 piger fra landsbyen for at blive undervist, flere af dem på Nisreens egen alder. Nogle af dem er fast besluttede på, at de også vil blive skolelærere. Skolen er et sjældent lyspunkt i et dystert landskab. Balakot var områdets vigtigste by med 40.000 indbyggere og var et knudepunkt for regionens blomstrende turistindustri. I dag er det kun en tom skal, en metropol reduceret til murbrokker. Den eneste liv er nogle interimistiske bazarer, der er skudt op mellem ruinerne. I Bamhara er der ikke engang ukrudt, klager landsbyhøvdlingen, Sadar Wali-ur-Rahman.

Hvad nytter en skole

"Bamhara var afhængig af tre indtægtskilder: Vi var bjergbønder, hyrder eller lønarbejdere i Balakot. Men jordskælvet ødelagde vores opdyrkede land, tog vores husdyr og ødelagde vores by. På et øjeblik blev alt, hvad vi havde, taget fra os," siger han og slår opgivende ud med armene.

Med sin sorte turban ligner han på alle måder den stammepatriark, han er. Han har fire koner, otte sønner og syv døtre - en datter blev dræbt under jordskælvet.

Men han ved, at hans æra står for fald, rystet af såvel de seismiske som sociale forandringer. Ikke at han er modstander af pigeskolen i landsbyen - han kan bare ikke se, hvad den skal gøre godt for

"Det er ikke nogen rigtig skole - bare en hytte," fnyser han.

Han ved dog også, at han er heldigt stillet. På grund af sin korte afstand til Balakot modtog Bamhara mere hjælp end fjernere liggende bjerglandsbyer, som "mistede alt".

Hovedvejen til Balakot blev ryddet af hærens bulldozere inden for få dage efter skælvet. Hæren bragte også telte og bølgeblik for at sikre, at Bamharas 550 familier i det mindste havde en slags tag over hovedet. En hjælpeorganisation skaffede foder til de overlevende husdyr, og resultatet var, at alle de tilbageværende indbyggere overlevede vinteren.

"Vi var også heldige. Snedækket i år var kun på en meter - normalt er det på to," siger Rahman.

En afhængighed af hjælp

Men i en bestemt forstand har hjælpen være lige så meget af en forbandelse som en velsignelse.

"Førhen lagde vi altid vægt på at kunne klare os selv. Hjælpen har skabt en afhængighedskultur, vi ikke kendte tidligere," siger en lokal.

Som eksempel henviser han til, hvordan landsbyens mænd er blevet gjort passive af regeringens løfter om kompensation.

"Vi ventede i syv måneder. På 400 dollar! Det er slet ikke nok til at bygge vores huse. Hvis i det mindste nogen af os havde fundet et arbejde, kunne vi selv have tjent penge nok til at købe byggematerialer. Men vi var bange for, at vi så ikke ville få pengene. Nu, et år senere, har vi ingen huse, ingen job og mange af os ingen penge."

Lige så knubbede ord lyder der imod regeringens Jorskælvsgenopbygning og Rehabiliteringsmyndighed (ERRA) - en overvejende affære styret af hæren, der blev oprettet i november 2005 for at håndtere katatstrofens følgevirkninger. Ud over de forsinkede kompensationspenge, er der vrede over, hvad der kun kan betegnes som officiel inkompetence.

"I månedsvis fik vi at vide, at vi ikke måtte genopbygge vores gamel træhuse, fordi de ikke var jordsjælvssikre. Nu hører vi pludseligt, at vi godt må, og nu er der kun en måned til vinteren," fortæller Rahman. Endelig er der undren over, hvordan en operation ledet af Pakistans mest magtfulde nationale institution med støtte fra over 100 internationale ngo'er og et hjælpebudget på seks mia. dollar (35 mia. kr.) endnu ikke har kunnet tage sig sammen til at lave Bamharas eneste vandrørledning til Bakalot.

"Regeringen siger den forfølger en ejerdrevet strategi. Vi har endnu til gode at opleve den forsyne denne ejer med et glas rent drikkevand," siger en landsbyboer.

Kig på det store billede

Junaid Ali Qassaim er det valgte medlem eller nazim for Balakot-distriktet. Han tager noget af kritikken til sig, men insisterer på, at man i landsbyer som Bamhara endnu ikke fattet jordskælvskatastrofens uhyre omfang.

"Hør her, en million mennesker blev gjort hjemløse alene i Balakot-regionen. 14.000 blev dræbt i byen, og 1.100 skoler er ødelagt. Jeg forstår godt, hvorfor folk i Bamhara er vrede, men de ser kun, hvad der galt i deres egen by, mens jeg er nødt til at prøve at se det store billede."

Han medgiver dog at tingene kunne være gjort hurtigere.

Flytte alle til anden by

"Det egentlige problem er, at alting er topstyret. Der mangler lærere, fordi hæren har ansat dem som byggetilsynsmænd."

Qassims løsningsforslag er dog næppe mindre topstyret end militærets. Folket, siger han "må flyttes med alle deres ejendele til Bakrial" - 'det nye Balakot' - som er den by, regeringen vil bygge omkring 24 km fra den gamle

"Jeg ved, at udsigten og landskabet her er meget smukt, og at der er familier, som har været her generationer. Men byen står oven på en geologisk forkastningszone. Vi har kun én vej, der fører ud af byen, og den går til en by, som ikke længere eksisterer. Der er virkelig ikke nogen fremtid for landsbyer som denne. "

Det falder ikke i god jord blandt landsbyboerne, som absolut har tænkt sig at blive boende. For Nisreen og hendes entusiastiske elever ser fremtiden i Bamhara dog bedre ud end før. Nu har de i det mindste en skole. Og blandt ældre og yngre, mænd som kvinder, er det stadig en indgroet holdning, at der ikke findes noget andet hjem, der duer end bjergene.

Graham Usher er engelsk freelancejournalist

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her