Læsetid: 6 min.

Bjerget Baselitz

10. februar 2006

På vej til caféen ser jeg i det fjerne Asger Jorns billede hænge på den hvide væg. Det er et flot billede. Er det hans mesterværk Dead Drunk Danes? Næ, lidt nærmere. Helt tæt. Og så kigge på skiltet. Nothing Happens står der. Så vender jeg mig om og ser malerens Double Face. Jo, Jorn var en god maler. Og sommetider så abstrakt, at man tvinges til at begynde forfra igen med at se på billederne, man troede at kende ud og ind. Eller holde op med at have gæster aftenen før sit museumsbesøg. Døddrukne dobbeltansigter og ingenting sker.
Stedet er Louisiana. Og Georg Baselitz-udstillingen »Maler« fylder museets store sydfløj oppe og nede. Det er den tyske maler, der vender motiverne på hovedet. Og får Asger Jorn til at genåbne og trives i periferien. For det handler om maleri, det her. Rigtigt maleri med klatter og strøg og olie på lærred og hele tjavsen. Forfra.
Georg Baselitz. Født 1938. Taler tysk. Maler tysk. Har vi fået indprentet, siden malerfyrsten holdt hof i begyndelsen af 1980’erne på den internationale kunstscene. Siden var han svær at komme udenom. Brutale figurbilleder. Groft tilhuggede skulpturer. Ja, ikke huggede, men motorsavsmassakrerede trækævler som efterladenskaber af en træfældning.
Giv agt. Grove maleriske karakterer. Figurer, hoveder, mennesker og hunde. Flade ansigter i close-up på meterstore lærreder. Male male. Med hele kroppen og den tyske identitetshistorie som indsats. Vildskab og pågåenhed. Konfrontativ praksis. Men aldrig uniformeret. Baselitz har alle dage været en kunstner, der kunne tumle de krævende og dumme dumme ting, der skaber et godt billede, et godt kunstværk, et godt maleri.

Hober sig op
På Louisiana får man syn for sagn. Malerierne hober sig op som klippeblokke, der spærrer udsynet. Flade billeder. Hårde billeder. Pang- farver og sort-hvid-grøn. Og ting. Først og sidst ting. Georg Baselitz maler ting. Ikke ting, han nødvendigvis elsker. Men ting, der betyder noget for ham i øjeblikket, de bliver eksekveret. For sådan ser hans maleri ud. Han henretter mere end anretter. Han afgør sagen, er beslutsom, ikke nølende. Og dog er han hensynsfuld. Blot ikke over for andet end sit maleri. Der skal finde sit eget ståsted. Og gør det gennem malerens lange karriere. Igen og igen.
Ophængningen er ikke kronologisk. Derfor går vi rundt i et landskab af maleriske stenblokke. Det rumler og buldrer af energi i bjerget Baselitz – der ikke ville være del af et landskab – bare en kolossal genstand. Maleri. Bjerget vil heller ikke vide af figuren. Derfor står verden konsekvent på hovedet hos Baselitz, selvfølgelig også som malerisk greb, idé – fiks eller god spørges der ikke til, bare nødvendig. Sådan er Baselitz.
Betydningen er en ting, materialet noget andet. Traditionen fra Jackson Pollock var det første skelsættende, Baselitz stødte ind i, da han som ung mand fortrak fra øst til vest i det tyske efterkrigslandskab. Det har ikke været nemt. Men hvem siger også, åbenbaringer skal ligne lette løsninger? Georg Baselitz malede herefterdags for fuld skrue. Mærkeligt traditionelt, men med kroppens energi forbundet til åstedet, lærredet, som senere kom ned på gulvet at ligge. Og blev liggende der. Klar til at blive trådt på, klasket maling på, fejet og kostet på. Mærkeligt sensitivt i øvrigt.
Baselitz er ingen billed-destruktør. Han kværner ikke ødelæggende løs. Han fremmaner noget. Noget endeligt. Noget gyldigt. Som ventede han på, at lærredet skulle komme til ham og sige: Se selv. Nu er jeg her. Som noget nyt i denne verden, du har skabt. Grimme lille mig. Elsk mig. Baselitz er en god maler. En, der putter ting færre ting ind i billedet, end der kommer ud. Se, det er en kunst!

Skaber højspændte rum
Georg Baselitz’ flotte 1980’er-periode forsynede kunstneren med en førertrøje blandt penselsvingerne. Han var ikke til at komme udenom. Og ikke til at skyde igennem. Hans billeder var nærværende på almindelige vilkår. Han kastede ikke rundt med bly, dansede med ulve eller brugte særlige tricks og virkemidler. Han stod bare og malede. Og så vidt vides uden assistenter. Det grove kunne han sagtens selv klare. Og så stoppede festen i øvrigt, inden finfølelsen bankede på døren. Det er stærke malerier, der hænger på Louisiana. Malerier, der vil overleve på egne betingelser. Malerier, der skaber højspændte rum omkring sig. Indtager noget. Fysisk. Uden lyd. Uden sprog. Umælende maleri. Fra tidlige 1960’ere, hvor maleriet lignede kød i Rembrandtsk forstand, til nu, hvor maleriet lyser af akvarellens hvidhed og de enkle farvers skarpe klang. Fra deforme fødder til western-heste og hunden Bruno gange to og ørne gange 40 gennem karrieren. Mesteren maler det, der falder ham ind. Eller det, han falder over. Hjemme på slottet gange to i Midttyskland og Norditalien, sikke et liv.
Med Baselitz kan man have oplevelser, fordi værket er så stærkt og stationært. Det, man engang troede var en bevægelse, eksempelvis Neue Wilden, forandres hen ad vejen til noget enestående om end ikke monumentalt. Det, man troede var hidsigt temperament, er elegant legende og let humoristisk.
Louisiana har vist Baselitz før. I 1993 hed atelierudstillingen »Værker fra 1990-93«. Den lignede en retrospektiv manifestation. Det var gode år i produktionen, der viste, at nyt var på vej, og at maleren havde overlevet både zeitgeist og sin egen berømmelse. Senere stødte akvarelpaletten til. Nu er maleren færdig som gårdsanger, troede man. Men værkerne insisterede. Det var ikke et spørgsmål om grellest mulige palet. Ikke et spørgsmål om soldaterfarve eller ej. På en måde kan man sige, at Baselitz flyttede fokus – ligesom tricket med at vende tingene på hovedet – uden at miste orienteringen. Maleri er nu engang maleri uanset farve.

Hentet fra barndommen
Og pludselig her og nu kan man på Louisiana aflæse, at det ikke er endt i spredt fægtning det hele. Det er blot hjemstavnsmaleri udsat for symfoniorkester. Det er personer fra barndommen, der er de store solister på billederne. Gengangere og enkle besværgelser sætter Baselitz i forbindelse med nordiske koryfæer som Munch og Strindberg. Tilsyneladende ligeglad med alt. Undtagen det nære uden for vinduet. Og altså det, man falder over i atelieret i sine blå tøfler med guldbrokade. Hunden, konen, kællingen, madammen. Elke hedder hun. Slotsfruen.
Der er et rum med tegninger på Louisianas udstilling. Georg Baselitz er en eminent tegner, viser tusch-erne. Vi ved det også fra grafikken, som han i årevis har ladet trykke blandt andet hos Niels Borch Jensens grafiske værksted ude på Amager. Han er også skulptør. En enkelt træmand har fundet plads i udstillingen. Min nye Kasket hedder værket fra 2003, fritlagt af cedertræ-stamme og bemalet. Det er maleren som dreng. Her over tre meter høj. Skulpturen skulle have stået på hovedet. Baselitz prøvede engang at vende kalorius. Og endnu engang. Men modsat maleriet virkede det mindre overbevisende. Faktisk fjollet. Hvorfor?
Jeg er nået forbi Jorn og ind i caféen. Der spiller en video på en skærm. Baselitz taler tilfældigvis om sin skulptur. Han kunne ikke greje den. Men galleristen Michael Werner beroligede maleren. »Det er fordi en skulptur forholder sig til rummet. Det er ikke så let at vende på hovedet.« Nå ja. Må Baselitz have konkluderet. Han kunne åbenbart ikke selv se perspektivet. Det siger noget om, hvor god en kunsthandler Michael Werner har været for den gererations kunstnere, der også omfatter vor egen Per Kirkeby. Eller det siger noget om Georg Baselitz. Han er et naturtalent. Ikke noget teoretisk lys. En naturkraft. I fuldt flor oppe eller nede, som man nu vælger at se det i Humlebæk.

Louisiana Moderne Museum for Kunst: Georg Baselitz. Maleri og tegning 1960-2005. Udstilling åbner i dag og løber frem til den 5. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu