Blændværk' og 'basardiplomati' er de to hovedelementer i det nærorientalske drama, som udspilles mellem USA, Iran og Syrien i kølvandet på det republikanske partis valgnederlag i USA.
Demokraternes erobring af Kongressen og Senatet fordrer nye politiske udmeldinger fra præsident George W. Bush, hvori han signalerer respekt for de amerikanske vælgeres utilfredshed med det amerikanske engagement i Mellemøsten og går nye veje for at løse den permanente krise i Irak.
Det er i dette lys, at den amerikanske håndsrækning til Iran og Syrien må forstås. Men prisen for de onde aksemagters samarbejde kan vise sig at være meget høj. At dømme efter iranske og syriske reaktioner på de amerikanske udmeldinger måske endog ubetaleligt højt, hvorfor USA's håndsrækning kan fortolkes som en taktisk indenrigspolitisk motiveret manøvre snarere end strategisk skifte i amerikansk mellemøstpolitik.
Et styrket Iran
"Iran vil fastholde sin politik med uforandret styrke, mens USA er tvunget til at ændre sin politik over for Iran." Således lyder det kontante svar fra den iranske analytiker Mohammad Taqi Amini i den seneste udgave af den radikale iranske ugeavis Ya Lesarat al-Hossein.
Ræsonnementet bag vurderingen er Aminis analyse af Irans sikkerhedspolitiske perspektiver:
"Østpå fjernede USA Taleban-styret, og ved vore vestlige grænser fjernede amerikanerne det irakiske diktatur, som i en længere årrække udgjorde en formidabel trussel mod os. Den 33 dage lange krig i Libanon var et præludium til angreb på Iran," udtaler Amini, men: "Israels nederlag til Hizbollah har styrket Irans position."
På denne baggrund er Aminis konklusion klar: "USA har med sine handlinger ubevidst sikret Irans sikkerhed," og "det er ikke længere muligt at presse Iran i atomsagen".
Irans taktiske fordele
Ugeavisen Ya Lesarat al-Hossein er talerør for Ansar-e Hezbollah, en af de mest yderligtgående politiske grupperinger i Den Islamiske Republik Iran, som med rette kan sammenlignes med fascistiske sortskjorter eller nazisternes brunskjorter. Ugeavisens udmeldinger er først og fremmest tiltænkt intern kommunikation, bagvaskelse af de moderate kræfter i Den Islamiske Republik og mobilisering af masserne. Men analysen af republikanernes valgnederlag deles af Irans øverste leder ayatollah Ali Khamenei, og i lyset af den amerikanske katastrofe i Irak er analysen måske ikke så langt fra virkeligheden.
De amerikanske invasioner af Afghanistan i 2001 og Irak i 2003 svækkede som udgangspunkt Irans sikkerhedsposition, og den iranske ledelse så landet omsluttet af den amerikanske hær i Centralasien, Den Persiske Bugt og Irak. Imidlertid er det lykkedes Iran gennem støtte til sine shiitiske proselytter i regionen at forvandle denne strategiske svækkelse til en styrkeposition.
Gennem udnyttelse af shia/sunni-konflikten og ved at spille på rivaliseringen mellem de forskellige shiitiske fraktioner fastholder Iran det amerikansk besatte Irak i en tilstand af kontrolleret kaos, som tærer på USA's internationale prestige og udstiller Bush-administrationens ubeslutsomhed. Samtidig udøver Irans regionale allierede næppe nogen nidkær grænsekontrol, hvorfor sunni-muslimske oprørere fra Jordan og Syrien kan tage til Irak for at bekæmpe USA og måske i endnu højere grad de irakiske shiiter, og bidrager derved til fortsættelse af det irakiske kaos.
Irans og Syriens mulige krav
Den pris, som Iran kan tænkes at forlange for at sikre en værdig amerikansk tilbagetrækning fra Irak, indebærer USA's exit fra hele regionen omkring Den Persiske Bugt, inklusiv nedlæggelse af de amerikanske militærbaser på Bahrain og Qatar, anerkendelse af den nordvestlige afghanske metropol Herat som iransk indflydelsessfære og de facto anerkendelse af Iran som atommagt.
Syriens krav vil være mere moderate, men står mål med landets mere begrænsede muligheder for at påvirke situationen i Irak: Israelsk rømning af Golan-højderne, Libanons degenerering til en syrisk lydstat og amerikanske garantier til Bashar al-Assad og Alawit-minoritetens bevarelse af magten i Syrien.
Uacceptable krav
Skulle det komme til egentlige forhandlinger mellem USA på den ene side og Syrien og Iran på den anden, kan verdenspressen glæde sig til et basardiplomati forfinet gennem årtusinder, hvor iranske og syriske diplomater formår at fremstille disse krav som indrømmelser til USA!
Et scenarie som næppe kommer som nogen overraskelse for amerikanerne, som i forvejen vidste, at USA ikke kan imødekomme sådanne krav, men er tvunget til at indlade sig på dette blændværk og forlorne forhandlingstilbud af indenrigspolitiske hensyn.
Således spilles der endnu en akt i det nærorientalske drama i Irak.
Ali Alfoneh, ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
