Læsetid: 7 min.

Blair: 'Det var et mareridt at beslutte sig for Irak-krigen'

Irak-krigen er et tema, Tony Blair helst har villet undgået i den britiske valgkamp. Men det er dukket op. The Independent var med på Labours kampagnetog og fik en åbenhjertig samtale om troværdighed og opportunisme m.m.
29. april 2005

Tony Blair er på vej tilbage til London i tog efter endnu en hyperaktiv 24-timers kampagne. Han har lige været i West Midlands, hvor han endnu engang præsenterede sine planer for en reorganisering af den nationale sundhedsforvaltning, sine økonomiske strategier og sin uddannelsespolitik. Forudsigeligt nok nævnte han intet om krigen i Irak, så da han bød The Independent med om bord på kampagnetoget, greb vi især fat i dette emne. Jeg spurgte også premierministeren om hans forhold til finansminister Gordon Brown, og om han har et godt råd til det betrængte konservative parti.

- Mange vælgere tøver med at stemme Labour denne gang, fordi de ikke ville bryde sig om at se en stor valgsejr til Dem blive udlagt som folkelig opbakning til Irak-krigen-

"Jeg tror nu nok, at ganske mange mennesker vil stemme Labour ved dette valg, selv om de ikke var enige med vores politik, hvad angår Irak. Mit eget parti talte også flere stærke modstandere af denne politik, men de har ingen problemer med at stille op som kandidater ved dette valg. Selvfølgelig kan jeg, hvis vi vinder dette valg, ikke konkludere, at alle, der har stemt Labour, dermed også støtter det, vi har gjort i Irak - det ville være absurd." Tony Blair fastholder, at han "gjorde det rette". Men han er ked af, hvis nogle vælgere udlægger hans insisteren som arrogant uvilje mod at forstå divergerende synspunkter.

"Det eneste, jeg vil bede folk om at forstå, er, at det var en utrolig vanskelig beslutning for mig. Der, hvor jeg må sige fra, er, når folk forsøger at beklikke min personlige integritet i stedet for at forholde sig til substansen: At der var en troppeopbygning i landene omkring Irak på 250.000 mand, at Saddam ikke ville samarbejde fuldt ud med våbeninspektørerne, at han blev ved at nægte at følge FN's beslutninger, og at det ikke kunne lykkes for os at få en FN-resolution, der stillede ham over for et ultimatum."

Respekt for at være uenig

" Jeg skulle beslutte om, vi så bare skulle bakke helt ud med alt, hvad det ville indebære, eller om vi skulle bistå med at fjerne Saddam. Det var en meget vanskelig beslutning under meget vanskelige omstændigheder, og jeg har altid understreget, at jeg til fulde respekterer dem, som var uenige i den afgørelse, jeg traf."

"Vi skal huske på, at FN's inspektører kun vendte tilbage, fordi vi havde tropper i området. Det var truslen om magtanvendelse, der skaffede inspektørerne adgang til Irak. Hvad ville der være sket, hvis jeg havde bakket ud, amerikanerne også havde bakket ud, og det aldrig ville være kommet til nogen konflikt? Så ville Saddam stadig sidde ved magten. Han ville være umådeligt styrket, og det ville ikke længere være muligt at gennemtvinge verdenssamfundets vilje i forhold til FN's resolutioner."

"Nogle mener så, at dette ville have været at foretrække frem for krigen. Jeg beder bare om forståelse for, at der ikke var nogen tredje mulighed. På den måde var det lidt af et mareridt, for uanset hvad vi gjorde, ville vi få problemer: Enten fordi situationen i Irak ville blive vanskelig efter en krig eller også, fordi Saddam ville blive siddende."

Saddam ville opruste igen

- Nogle af deres kritikere mener, at De løj om Iraks masseødelæggelsesvåben eller i hvert fald overdrev efterretningernes betydning. Især har efterretningsmaterialet været genstand for fortsat strid...

"I bagklogskabens lys havde det været bedre, om vi havde offentliggjort hele materialet fra efterretningstjenesternes fælleskomité (Joint Intelligence Committee). Enhver, som læser dette, vil hurtigt kunne indse absurditeten i påstandene om, at vi ikke havde efterretninger om masseødelæggelsesvåben."

- Men tillagde De ikke efterretningerne overdreven betydning?

"Jeg var personligt aldrig i tvivl om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben (MØV). Men vurdering var ikke blot baseret på efterretninger, men på, hvad vi vidste fra tidligere. Irakerne havde med held skjult våben, da inspektørerne var der første gang, så mig forekom det ulogisk, at Saddam skulle have opgivet sine våben, da inspektørerne atter var ude af Irak. Inspektørholdet i Irak konkluderede også, at Saddam stadig ville genoptage sit MØV-program.

Hetz og forbedret nation

- Hvad er Deres kommentar til beskyldningerne for utroværdighed? Mange henviser til, at De ved Deres tiltræden erklærede, at 'denne regering ville stræbe efter at være moralsk uangribelig - hvidere end hvid', kaldte De det...

"Højrefløjens håb var jo først, at Det Nye Labour snart ville vise sig som det gamle Labour, at vi ville forkludre økonomien og vise os forsvarspolitisk svage. Da de ikke kunne ty til sådanne beskyldninger,gik de efter at tilsværte min person. I 2001 kaldte de mig en løgnerog en bedrager, og det var før Irak-krigen. Denne personhetz fra højrefløjen har været ganske heftig. Det eneste, jeg vil sige om Irak, er, at folk selv må bedømme, om de finder mig troværdig eller ej, men i forhold til alle andre spørgsmål, mener jeg bestemt, at vi har leveret varen. Vi sagde, vi ville bevare en stærk økonomi, og det har vi gjort. Vi ville investere massivt i offentlig service, og det er vi i fuld gang med.

- Der har været spekulationer fremme om, at De under sidste års turbulente post-Irak-invasionperiode var tæt på at træde tilbage. Hvad fik Dem til at beslutte at fortsætte og nu gå efter en tredje periode?

"Som et resultat af den politisk vi har leveret, har vi lagt grundlaget for nye omfattende forandringer, og jeg mener, at jeg har en rolle at spille i at få dem gennemført. De fleste briter føler i dag, at den nationale sundhedssektor er ved at blive meget bedre. Der er stadig meget at gøre, men folk kan se, at vores investeringer har gjort en forskel. Gordon (Brown, britisk finansminister, red.) og jeg fører også lange samtaler om, hvordan vi kan tilpasse dette land til globaliseringens udfordringer. Jeg har en lidenskabelig tro på, at investeringer i uddannelse, viden og teknologi er vejen frem, og jeg vil gerne være med til at få det til at ske."

Det er frokosttid, og Blair spiser sin salatanretning, mens kampagnetoget haster mod London. I kupeen er han omgivet af sit følge af rådgivere, der læser aviser, dyrker den seneste valgsladder eller taler i mobiltelefoner.

Meningsmålinger viser, at Gordon Brown nyder større popularitet blandt vælgerne. Jeg antyder, at det kan skyldes Blairs konsekvente insisteren på at ville regere fra centrum - en position, som uvægerligt må ende med at skuffe både dem til højre og venstre.

Målinger og populisme

"Det er da en fare, men det forekommer mig nu især at være medierne, der spiller på, at vi skulle støde store fløjgrupper væk. Det afgørende er jo at have et program, der er gennemarbejdet i detaljen, og at forklare det for vælgerne med overbevisningskraft."

"Da vi sad i opposition, analyserede vi konstant, hvad Labour burde stå for. Folk i partiet kom ofte til mig og sagde, at dette eller hint punkt måtte vi lave om på, fordi det ikke ville blive populært hos vælgerne. Jeg har altid ment, at det var en utrolig dårlig begrundelse for at ændre sin politik. I stedet må man så spørge, hvorfor vælgerne måske ikke vil bryde sig om en given politik. Den politik, man vil gennemføre, må altid været rodfæstet i ens egen overbevisning. Det, som tæller, er, at vi er et moderne socialdemokratisk parti, der har et værdigrundlag, og at vi ikke bare lefler populistisk. Det er helt urimeligt, når de konservative fremstiller det, som om det nye Labour er et produkt af spin."

Konservative er rådvilde

- Er vi vidne til det, som nogen har kaldte det Konservative Partis sære død'?

"Selvfølgelig ikke. I 1980'erne sagde folk, at Labour aldrig ville vinde et valg igen. De konservative er bare nødt til at afklare, hvad de står for, og hvordan de vil tilpasse deres idégrundlag til den moderne verden.

- Mener De dermed, at de konservative skal flytte længere ind mod midten?

"Det er ret oplagt, hvad de konservative burde gøre, men det tilkommer ikke mig at give dem gratis råd. Deres nuværende strategi har ikke meget med et regeringsprogram at gøre. Hvordan kan man føre valgkamp uden at tal om økonomi?"

Mens toget ruller ind gennem Londons forstæder, spørger jeg Blair, om han befinder sig lige så godt i dag ved at være premierminister som for 0tte år siden, da han nød godt af en positiv presse og høj popularitet.

"Det er da rigtigt, at pressen var mig positivt stemt i den første tid, men jeg var ikke nær så godt klædt på til jobbet, som jeg er i dag. Nu ved jeg, hvordan systemet virker. Min presseomtale har måske ændret sig. Men jeg har tiltro til, at jeg træffer de rigtige beslutninger i dag sammenlignet med den gang, da pressen roste mig, og jeg selv var pinagtigt klar over min mangel på erfaring."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her