Læsetid: 4 min.

Er Blair den rette mand?

29. juni 2007

Udnævnelsen af Storbritanniens nu tidligere premierminister Tony Blair til særlig mellemøstudsending for kvartetten er kontroversiel. Det samlede skudsmål for den veltalende og talentfulde politiker, der ved sin tiltræden for ti år siden var omgærdet af stor optimisme, er skuffende. Indenrigspolitisk har han i det store og hele ikke levet op til forventningerne og på det udenrigspolitiske klæber navnlig en særdeles uheldig britisk indsats i Irak ved Blair, og derfor er der i Mellemøsten stærkt delte meninger om, hvad vi nu kan forvente os af ham i sin nye funktion.

Hamas har som den ene palæstinensiske part taget stærkt afstand fra udnævnelsen. Blair "er ikke acceptabel for Hamas, og heller ikke for palæstinenserne", hedder det i en udtalelse fra bevægelsen, der tiltog sig den totale magt på Gazastriben for 13 dage siden. Herfra kan man ikke se Blair som nogen fredens mand, men mener, at han vil støtte den fortsatte israelske besættelse.

Argumentet lyder, at Blair i mellemøstlige anliggende har lagt sig trofast i slipstrømmen på George W. Bush, hvis politik Hamas oplever som massivt pro-israelsk. Andre steder i regionen har dette tætte partnerskab tegnet sig uheldigt i Afghanistan og ikke mindst i Irak.

Endnu en politiker med mange ord og højtflyvende løfter, hører man det sagt i mange palæstinensiske kredse, hvor man hellere vil se konkrete resultater. Og dem mener man ikke, Blair har vist alt for mange af i sin tid som premierminister. Flere sammenligner med forgængeren, James Wolfensohn, der forlod posten i frustration i maj sidste år. Han gik ved sin tiltræden til sagen med samme lysende engagement som Blair og regnede med at kunne bruge sine mange kontakter til verdens ledere, som han havde opbygget i sin tid som præsident for Verdensbanken. Intet af det blev til noget.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der tillige står i spidsen for Fatah og er manden bag den nye Fatah-regering på Vestbredden, har derimod hilst udnævnelsen velkommen. Ganske vist befinder Abbas sig lige nu i en situation, hvor han klynger sig til næsten hvad som helst i forsøg på at overleve og i øvrigt få det hele til at hænge nogenlunde sammen. Men herudover er der skam også nogle perspektiver i hvad Abbas siger.

Tony Blair er et af de virkeligt tunge navne på verdensscenen, og det forventes, at ikke bare går til jobbet med en stor pose penge, men også ønsker beføjelser til foreslå en række politiske tiltag, der kan stabilisere situationen. I den udtalelse, kvartetten offentliggjorde i forbindelse med udnævnelsen, læser denne palæstinensiske fløj i hvert tilfælde en helt ny vilje til at få sat en levedygtig palæstinensisk stat på benene.

Denne tænkning fastholder, at man skal skelne mellem Blairs forfejlede Irak-politik og den køreplan for fred i Mellemøsten, som nu bliver hans drejebog. Og selvom køreplanen har sine alvorlige mangler ved ikke at have noget klart slutmål, opfattes den her som det bedste stykke papir, man råder over i den aktuelt meget kritiske situation.

Om Tony Blair er den rette mand til jobbet, eller om han bliver endnu en skuffelse, kommer til at afhænge af, hvilken retning han vil vælge. Det er vigtigt at huske, at hele ideen om at udpege Blair oprindelig kom fra George W. Bush, og EU's Javier Solana har allerede udtalt sin irritation over at skulle have Blair rendende mellem benene i Mellemøsten. Den ene af partnerne i kvartetten, Ruslands Vladimir Putin, vides også at have stillet meget store forbehold over for udnævnelsen.

Umiddelbart ser Blair i Mellemøsten ud til at være en Bush-opfindelse, der endnu engang søger at sætte USA i en lederposition med Rusland, EU og FN på bagsædet. Denne situation skal undgås, og det kan den også ved at resten af kvartetten, og her tænkes navnlig på EU, hvor Blair jo i mange sammenhænge har sit afsæt, træder stærkere i karakter. For et vigtigt moment er, at Blair nu ikke længere er statsleder, men udsending for en politisk koalition og derfor også har stillet sit store talent til rådighed for, hvad denne koalition måtte udstikke for en kurs.

EU må derfor være med til at bestemme, hvor skabet skal stå. EU må kræve, at Blair ikke bare får mandat til økonomiske lappeløsninger, som det vil være at holde sammen på Mahmoud Abbas' styre med en pose penge. Der skal åbnes veje og arbejdspladser på Vestbredden, og der skal skabes en ny dialog mellem Fatah og Hamas. Ikke mindst skal alle de tunge sager - bosættelserne, en grænsedragning mellem Israel og en palæstinensisk stat, spørgsmålet om Jerusalem og de palæstinensiske flygtninge for blot at nævne de vigtigste - på bordet på en helt anderledes seriøs facon. Og tilmed kunne man håbe på, at EU kunne udnytte Blairs tyngde til at dreje amerikanerne ind på en mere pragmatisk kurs i Mellemøsten.

Blair har det politiske talent til at hjælpe dette på vej. Men han har sit plettede rygte og sit nære forhold til Bush imod sig, så det er hamrende nødvendigt, at EU som partner i kvartetten sørger for at få styret denne mulighed i den rigtige retning. Ellers ender Blair bare som en ny mellemøstlig katastrofe.faf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her