Læsetid: 2 min.

Blair undgår nederlag om ID-kort

Regeringen giver indrømmelser. Forslag kan blive nedstemt i Overhuset
15. februar 2006

Det lykkedes med nød og næppe den britiske regering at sikre flertal for den kontroversielle indførelse af ID-kort.

Med 310 mod 279 lykke-des det for Labours grup-peformand Hilary Armstrong at overtale et tilstrækkeligt antal parlamentsmedlemmer til at stemme for forslaget. 20 medlemmer af parlaments-gruppen stemte imod.

At det lykkedes regeringen at få flertal for sit forslag, skyldtes en opblødning af indenrigsminister Charles Clarkes oprindelige ønske om obligatoriske ID-kort for alle borgere for at modvirke socialt bedrag og andre lovovertrædelser.

Ifølge det kompromis regeringen indgik, bliver ID- kort nu indført på prøve og på frivillig basis.

Det blev opfattet som en sejr blandt tidligere modstandere.

"Det forslag, vi vedtog i går, er meget anderledes end det oprindelige forslag. Vi er stadig af den opfattelse, at en tvungen indførelse af ID-kort vil være umulig at gennemføre i praksis," sagde Labours parlamentsmedlem John McDonnell, der er formand for the Socialist Campaign Group til avisen The Daily Telegraph.

Afstemningen om ID-kortene var nødvendig, efter The House of Lords, parlamentets overhus, havde forkastet forslaget. Paradoksalt nok var forslaget faldet pga. modstand fra medlemmer udnævnt af Blair. Medlemmerne af Overhuset er udnævnt på livstid af regeringschefen.

Ifølge Helena Kennedy, labourmedlem af Overhuset og en af Storbritaniens mest respekterede menneskerets-jurister er forslaget en del af en uheldig tendens.

"Man skal ikke være en Kassandra i den græske mytologi for at forudse, at vi i dette år vil være vidner til en stadig udhulning af menneskerettighederne. Indførelsen af ID-kortene er kun et af mange skridt i den retning," vurderede Baronesse Kennedy overfor Dagbladet Information. Hun ønskede ikke at spekulere om lovforslagets skæbne, når det igen skal debateres i The House of Lords.

"Det er for tidligt at vurdere om forslaget igen vil blive forkastet i Overhuset. Hvis forslaget ikke er en del af Labours valgprogram er det juridisk og politisk muligt, at forslaget igen vil blive nedstemt," siger Kennedy.

For at modvirke et nederlag i Overhuset har indenrigsminister Charles Clarke accepteret, at konsekvenserne af lovforslaget bliver evalueret om to år. Det var et af Overhusets krav.

Den spinkle sejr for Blair-regeringen kommer kun to uger, efter at regeringen tabte en afstemning om et forbud imod 'Religiøst Had'. Flere aviser havde vurderet, at endnu et nederlag ville have ført til Blairs afgang.

Blair udeblev

Blair selv var ikke i Parlamentet til afstemningen, officielt pga. af tekniske problemer med hans privatflyver. Andre vurderinger går på, at Blair blev væk for at undgå konfrontationer med parlamentsgruppen.

Afstemningsresultatet er blevet tolket som en - omend betinget - sejr for finansminister Gordon Brown.

Brown - der forventes at efterfølge Blair som premierminister senere på året - har i de seneste uger overtaget en række officielle opgaver fra Blair. Forud for afstemningen holdt Brown en pressekonference om terrorlovgivningen - et område, der ikke er en del af hans resort.

"I realiteten er der tale om et makkerskab. Blair og Brown deles reelt om magten. Det kan skabe ytryghed," påpeger Peter Oborne, redaktør for det konservative ugeblad The Spectator.

Ifølge meningsmålinger, foretaget af organisationen YouGov i denne uge, er Gordon Brown mere populær end oppositionslederen David Cameron. Sidstnævnte er ifølge samme målinger mere populær end Tony Blair.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her