Læsetid: 4 min.

Blairismen breder sig

4. september 2000

Lad os begynde med teorien. En venstrekoalition er ved magten i Frankrig og ræsonnerer som følger: Vi er kommet ind i en periode med økonomisk vækst, og den må vi udnytte til at føre en dristigere politik med henblik på at reducere den sociale ulighed og udbygge de strategisk vigtige offentlige tjenester – undervisning, sundhed, transport, energi, vand, etc. Forbedre kårene for de millioner af udstødte, der findes i landet. Forhøje de sociale minimumsydelser og udvide bistanden for personer uden indkomst til også at omfatte unge mellem 18 og 25 år. Den forbedrede konjunktur bringer mange ekstra milliarder ind i statskassen via skatterne, og meningen med skatterne må være, at hver borger bidrager efter evne til finansieringen af de offentlige tjenester og solidariteten.
Dette er som sagt teori. Det eneste virkelige i billedet er, at en venstrekoalition af socialister, kommunister, grønne og venstreradikale er ved magten i Frankrig – resten er et tankeeksperiment. Det opsummerer de synspunkter, som kommunisterne, de grønne og socialisternes venstrefløj fremfører i den aktuelle debat, men virkeligheden er, at økonomi- og finansministeren hedder Laurent Fabius, og at hans kæphest i disse år er skattelettelser. Han er arkitekten bag den netop bekendtgjorte tre-års plan om skattelettelser på 140 mia. kr. – selv om hans socialistiske partifælle, premierminister Lionel Jospin, naturligvis er den øverste ansvarlige, og regeringen som helhed hefter for planen.
Fabius, der indtrÅdte i regeringen i foråret, er tidligere premierminister og i dag faktisk vicepremierminister. Hans overtagelse af superministerposten for økonomi og finanser har ændret regeringens farve, idet Jospin repræsenterer en mere klasisk og rød socialdemokratisk politik end

Fabius, der står for det ’moderne’ eller, som hans kritikere siger, ’amerikanske venstre’. Fabius er Frankrigs svar på Tony Blair. Det er velkendt, at Jospin holder en kølig distance til den britiske premierministers social-liberale ’tredje vej’, men i virkeligheden er Jospin mere pragmatisik, mindre rød i sin politik end i sin sprogbrug, især nu, da man nærmer sig nogle vigtige valgterminer – kommunalvalg i 2001, parlamentsvalg og præsidentvalg i 2002.
Med sit moderne image som højkompetent finanstroldmand har Fabius et godt navn i middelklassen, og når der skal hentes vælgere på midten, kan Jospin godt bruge ham som alibi.
Det er i den sammenhæng, skattelettelserne har deres politiske logik. Men det er ikke gået upåagtet hen, at socialisterne er blevet ’omvendt til skattelettelser’. De er kommet til fornuft, fastslår velmenende liberale kommentatorer, mens den venstre fløj i venstrekoalitionen protesterer: »Lave skatter kan ikke være en socialistisk mærkesag«.

Hvis de alligevel er blevet det, er det måske ikke uden sammenhæng med, at en højreregering i 1995 smed en ualmindelig tung pakke af skatte- og afgiftsforhøjelser i hovedet på franskmændene (140 mia. kr. på et år). Det skete, fordi regeringen – højre eller ej – ikke ville skære drastisk ned på statsudgifterne, selv om den var tvunget af ØMU-spændetrøjen til at begrænse underskudet. Således kan EU gribe dybt ind den nationale politiske mekanik, skabe uhørte situationer, forvanske og destabilisere. Den stramme livremspolitik i en ugunstig konjunktur kom til at koste regeringen Juppé livet i 1997.
I dag har det økonomiske opsving skabt en anden situation, og nu gælder det om fordeling af dividenden, ’uddeling af vækstens frugter’. Men når det sker i form af skattelettelser frem for større sociale ydelser og udbyggede offentlige tjenester – og når socialdemokratiske regeringer kappes om at sætte rekord i skattelettelser – er det også udtryk for en generel tendens i EU, stimuleret af den økonomiske konkurrence i et mere og mere integreret marked. Det er naturligvis ikke uden interesse i den danske ØMU-debat. »Det handler om skattesystemet og om at sikre, at der er penge til rådighed, så det offentlige ikke bliver totalt udsultet i de kommende år,« siger SF-politikeren, tidligere EU-ordfører Steen Gade i et interview til Information.
»Realiteten er, at selv den rødeste regering i EU vil nedsætte selskabsskatten og kopiere naboens politik i nedadgående retning,« påpeger han.

Dette bekræftes ikke helt af den nye franske plan, der er mindre vidtgående end den tyske, også med hensyn til selskabsskatten. Men ellers forekommer diagnosen korrekt. Det bemærkelsesværdige er, at Steen Gade mener, det er et skudsikkert argument for, at vi skal have »mere union og øget skattesamarbejde«, og at Danmark skal være med. Hvis man kender de himmelvide forskelle mellem skattelovgivning og -tænkning i f.eks. Danmark og Frankrig (indkomstskatten udgør kun en syvendedel af de samlede opkrævninger i Frankrig), er det svært at forestille sig en harmonisering. Euroland har et gennemsnitligt skattetryk på 43,1 procent og bevæger sig i retning af Blairoland (38,8). Set fra lande som Danmark og Sverige med langt over 50 procent er det en anden planet.

B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu