Læsetid: 4 min.

Blairs budget

4. juli 1997

DEN STORE FORVENTNING til det britiske arbejderpartis valgsejr knytter sig til det klare spørgsmål: Er det muligt for en national regering at være progressiv, samtidig med at den styrer nationaløkonomien effektivt i en stadig mere kapitalvenlig globalisering? Altså i et klima, hvor virksomheder og investorer nemmere end nogensinde før kan flytte deres kapital til et andet land, hvis regeringens politik ikke passer dem - og et klima, hvor de internationale finansmarkeder øjeblikkeligt straffer et land, hvis det ikke lever op til finansmarkedernes krav om høj vækst og lav inflation - uanset de sociale omkostninger.
Intet er mere velegnet til at besvare spørgsmålet end en finanslov, regeringens vigtigste styringsredskab. Labour har netop fremlagt sin første.
Før dommen må vi se på præmisserne, der er følgende:
For at kunne gennemføre en progressiv politik måtte Labour først sikre sig regeringsmagten. Til den ende måtte det kæmpe med et imageproblem - nemlig billedet af et Labour, der øder offentlige penge væk og derfor drejer skatteskruen.
Det var et image, som Labour ikke turde kæmpe aktivt imod - det turde ikke prøve med en valgstrategi, der overbeviste vælgerne om, at en social genopretning kunne betyde højere skatter og øgede offentlige udgifter. Derfor lovede Labour ikke at hæve indkomstskatterne, og for at være på den sikre side, lovede partiet ikke at hæve skatterne i hele valgperiodens fem år.
Dernæst skulle partiet sikre sig mod mistanken om, at det ville opføre sig som et barn i en slikbutik, så såre det fik adgang til statsfinanserne.
Det gjorde partiet ved at love, at det ville holde sig til den udgiftsramme, som de konservative allerede havde udstukket. Et valgtaktisk genialt træk, der lagde alle beskyldningerne om ødselhed døde.
Labour var nu kommet langt i at sikre sig valgsejeren og adgangen til at administrere staten progressivt - men med den pris, at det havde indskrænket sin økonomiske handlefrihed betydeligt overfor det globale pres om skattenedsættelser og statsnedskæring.

INDEN FOR de konservatives udgiftsrammer - og uden indkomstskattestigninger - skulle finansminister Gordon Brown fremlægge en finanslov. Målet var at imødekomme især fem presserende problemer: *en truende overophedning af økonomien med stærkt stigende forbrug og voldsomt stigende huspriser. Risikoen for inflation og økonomisk tilbageslag er stigende, *for små investeringer i erhvervslivet, *en dyb krise i sundhedsvæsenet, *en lige så slem krise i skolevæsenet, *en arbejdsløshedsklemme for de dårligst uddannede, der betyder at unge og langtidsledige sidder fast i deres ulykke.
Dertil kan man lægge, at Storbritannien i årevis har været et af Europas største miljøsvin, og at partileder Tony Blair netop på New York konferencen om det globale klima lovede en kovending, så landet vil gå i spidsen for at nedbringe udledningen af drivhusgasser, især kultveilten.

UD OVER DE traditionelle numre som at hæve skatterne på cigaretter, sprut og benzin er finansministerens hovednummer at skaffe penge til løsning af de sociale problemer ved at hæve skatterne - men ikke indkomstskatterne - og at fjerne skattefradrag. Først og fremmest indfører Labour en éngangsskat på de privatiserede virksomheder. De blev under Margareth Thatcher udstykket i aktier, der blev solgt under værdien for at sikre et brag af et udsalg.
52 milliarder kroner bliver nu hentet tilbage som statens ejendom fra aktieejerne - der bliver forhindret i at sende regningen videre til forbrugerne. Disse penge bliver investeret i uddannelse og arbejde til ungdoms- og langtidsarbejdsløse, og til jobsøgning for arbejdsløse enlige forældre.
Samtidig har Brown skrabet bundet af sin "eventuelt"-konto, og investerer - ud over det af de konservative fastlagte udgiftsloft - 10 milliarder kroner i skolerne og 12 milliarder i sundhedsvæsenet. Dermed undgås fyringen af 12.000 lærere og en forøgelse af klassernes størrelse, og der bliver penge til at købe lærebøger og computere - og et regulært sammenbrud i sundhedsvæsenet kan udskydes.
Nye penge hentes også til statskassen ved at fjerne pensionskassers skattefritagelse.
For at dæmpe forbruget og husprisstigningerne mindskes et rentefradrag for huslån.
Det globale marked og investeringskapitalen har fået sit med blandt andet en nedsættelse af virksomhedsskatten.
Én foruroligende ting. Storbritanniens grønne græmmer sig: Finanslovens mindskelse af grønne afgifter på fyringsolie og naturgas vil øge CO2-udledningen.

DEN VIGTIGSTE SKALA for at bedømme, om denne finanslov er progressiv må være, om den bringer bedre forhold til Storbritanniens dårligst stillede, end en konservativ regerings finanslov ville. Svaret er et ubetinget ja. De konservative ville aldrig drømme om en så storstilet indsats for de arbejdsløse - finansieret af skat på aktieejerne. De ville heller ikke acceptere, at pensionskasserne skulle bidrage til social genopretning ved at betale skat som alle andre.
Er det nok? Det må tiden vise - denne finanslov indeholder sporene af en langtidsplan, og det er spor, der peger den rigtige vej mod investering i mennesker og social retfærdighed.

pety (Peter Tygesen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her