Læsetid: 3 min.

Blairs heppekor?

29. oktober 1999

"Foran os ligger en ørken. Ingen dronning, ingen kultur, ingen suverænitet, ingen frihed. Rejs jer op for jeres dronning og jeres land og stem det forslag ned"
Lord Burford i House of Lords under tredjebehandling af forslaget om at skrotte Storbritanniens arvelige sæder - på nær 92 - i Overhuset

ENDELIG har det britiske parlament meldt sig ind i det tyvende århundrede - her på tærsklen til det enogtyvende. Forleden stemte Overhuset - House of Lords - for at afskaffe briternes årtusindgamle tradition med at lade adelen have arvelige sæder i parlementet.
Gudskelov for det. Det var ærlig talt noget af en
anakronisme at have gamle, savlende jarler og senile baroner for slet ikke at tale om ung snotnæset aristokrat-yngel til at sidde der og have en vis indflydelse - omend den ikke er nær så stor som tidligere - over landets love. Bare fordi deres tip-tip-tip-tip og så videre oldefar havde gjort sig godt bemærket ved hoffet, vundet et slag over de lede franskmænd eller noget andet, som havde gjort kongen vel stemt.
Jamen hvad med traditionen og historien, jamrer folk - især turisterne, som synes, det er noget så kært med de der sære sædvaner. Tænk engang - gamle gubber med titler i parlamentet! Og så har der naturligvis lydt protester fra nogle af de arvelige rødder selv - som for eksempel den historisk bevidste 34-årige Lord Burford oven for.
Op i po-poen med dem. En vestlig nation baseret på demokratiske principper kan ikke i 1999 have den slags arvegods siddende. Fremover må turisterne virkelig nøjes med det flotte interiør, hermelinskåberne og flitterstadset.

SÅ VIDT SÅ GODT. Alligevel er der ikke grund til udelt begejstring for d'herrers - og meget få damers - exit fra Overhuset. For det første er det ikke dem alle sammen, som skal væk. Af de over 700 arvelige medlemmer bliver der 92 tilbage, som Overhuset selv skal vælge ud.
New Labours princip er ellers, at partiet er imod arvelige bagdele på Overhusets sæder, basta, finale. Men princippet er altså ikke mere stålfast, end at det kan gradbøjes.
Det ikke ligefrem logiske kompromis med de 92 'overlevere' kom i stand efter forhandlinger mellem New Labour premierminister Tony Blair og den daværende leder af de konservative i Overhuset.
De konservative, som i årevis har haft kæmpe-flertal i Overhuset, truede med at lægge sten i vejen for resten af regeringens lovprogram, hvis samtlige arvelige skulle væk. Da regeringen gerne vil have sine love vedtaget og gennemført så hurtigt som muligt, blev det til et kompromis med at lade 92 blive siddende, indtil Overhusets endelige form er fundet.
Lige nøjagtig her ligger der adskillige kenneler med jagthunde begravet.

FOR KYNIKERE - det vil sige de fleste New Labour iagttagere og kommentatorer - frygter, at Tony Blairs tanke med reform af Overhuset er at få et heppekor i stedet for. Altså et Overhus, der udelukkende består af udnævnte medlemmer.
Den slags findes i forvejen - der er næsten 500 af dem. Senest blev for eksempel forsvarsminister George Robertson udnævnt til Overhuset, før han overtog posten som NATO's nye generalsekretær.
Men et Overhus, der kun består af udnævnte medlemmer? Tonys venner? Et klakørkorps for regeringen? Fra det perspektiv er de adelige nærmest at foretrække. De er i det mindste ikke i lommen på den til enhver tid siddende premierminister.
For nu at lade tvivlen komme Tony Blair til gode, så har han faktisk ikke meddelt, hvad han og regeringen har tænkt sig som Overhusets endelige form. Der er nedsat en kommission, som forventes at komme med en anbefaling ved årets udgang.
Der kan muligvis blive tale om, at en andel af Overhusets medlemmer skal vælges, og en anden del udnævnes. Eventuelt af en kommission, der er 'uafhængig' af regeringen - men udnævnt af den.
Alt imens debatten raser, åbner der sig en flanke for de konservative. William Hague har leget med fremmelige tanker om at lade partiet indtage en ny, avanceret og ligefrem revolutionær linie. Hvad med at gå ind for, at samtlige medlemmer af Overhuset skal være valgt?
Om han tør, er uvist. De konservative kernevælgere har det med at holde fast i traditionerne, det lunkne øl, kroket på græsplænen, Dronning og fædreland og så videre.
For de fleste demokrater er den løsning ellers temmelig indlysende. Men altså åbenbart ikke for hverken premierministeren eller lederen af oppositionen. Og det er den virkelige skandale bag reformen af det britiske Overhus. At landets politikere overhovedet diskuterer, om det skal være demokratisk eller ej. beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her