I går morges var det en realitet:
Den britiske premierminister Tony Blair havde vundet det britiske parlamentsvalg torsdag, og i går eftermiddag drog den konservative leder af oppositionen Michael Howard den personlige konsekvens af et valg, der ellers gav de konservative en gevinst på 33 mandater.
På et møde i Putney - en valgkreds, der torsdag aften 'vendte hjem' til de konservative efter otte år med en Labour-kandidat - annoncerede Howard, at han "ved næste parlamentsvalg vil være 67 eller 68 år gammel, og det, vurderer jeg, er for gammelt til at lede dette land. Og eftersom det er tilfældet, vil det være bedst for partiet, at jeg trækker mig tilbage tidligere snarere end senere, når vi har fundet afløser til posten som leder."
Annonceringen kom som en overraskelse for partiet. Den generelle vurdering var nemlig i går, at Howard, selvom han ikke magtede at fravriste Blair en tredje periode i Downing Street 10 i træk, dog havde samlet de konservative efter flere års uhørt bitre indre slagsmål og intriger, dertil også havde formåetat fremlægge et politisk program fokuseret på en meget stram udlændingepolitik, en skeptisk Europa-politik og skattelettelser.
Gamle hanbavianer
Kommentatorer forventer, at partiet vil gøre sit yderste for at forhindre en blodig magtkamp, når den nye leder skal findes, men det er ikke nogen hemmelighed, at partiet står med et generationsproblem ikke ulig det, de danske socialdemokrater befandt sig i, før valget af Helle Thorning-Schmidt.
De konservative kan vælge mellem nogle prøvede herrer sidst i 40'erne og 50'erne, der har en bunke erfaring, men som ikke har demonstreret nogen appel til vælgerne eller evne til at begejstre partiet. De fleste af kandidaterne ligger på partiets højrefløj. Undtagelsen er tidligere finansminister Kenneth Clarke, som er populær i både befolkningen og medierne, men som til gengæld ikke kan samle partiet med sin liberale og pro-europæiske politik, og som derudover tilhører samme generation som Howard selv.
Unge løver m/k
Alternativet er at 'springe en generation over' og lade en meget yngre gruppe komme til. London by-delen Notting Hill har givet navn til en gruppering i partiet, The Notting Hill Tories, bestående af flere yngre mænd og et par kvinder, der alle spås en stor konservativ fremtid. Medlemmerne af gruppen, der alle er i 30'erne, kender hinanden privat og er moderne, veltalende og storbymennesker, som foretrækker en relativt midtsøgende konservativ politik, nævnes ofte i medierne som partiets redning. De unge menneskers problem er, at de alle er helt uprøvede navne. De to, der nævnes oftest er David Cameron og George Osborne, men i går var ingen af dem klar til at melde sig som kandidater til posten som partileder. En anden ofte nævnt mulig lederkandidat, skyggefinansminister Oliver Letwin, udelukkede til gengæld i går, at han var kandidat til den krævende post.
Selvransagelse i Labour
Labour bevarer en majoritet i Underhuset, på mellem 60 og 70 mandater - tallet lå ikke fast i går, da der fortsat manglede optælling af 13 valgkredse ved redaktionens slutning - mod 167 før valget, og der var derfor også her stærke opfordringer til partiledelsen om at udøve selvransagelse på trods af valgsejren.
Flere iagttagere - heriblandt den markante venstreorienterede kommentator Polly Toynbee fra The Guardian - lagde hele skylden på Labours tilbagegang på premierministeren, som hun opfordrede til at gå af.
Det er der ikke udsigt til foreløbig, men Blair har allerede før valget selv sagt, at han agter at trække sig som premierminister i løbet af denne valgperiode. Mange politiske analytikere spåede i London i går, at dette tidspunkt vil komme tidligt i valgperioden - efter et års tid var den hyppigst forekommende vurdering - og langt de fleste forventer, at Blairs afløser vil blive den pt. meget populære finansminister Gordon Brown, som spillede en betydelig rolle i valgkampen ved siden af Blair.
Kilder tæt på partiledelsen gav i går over for Information imidlertid udtryk for, at Blair vil forsøge at vinde folkeafstemningen om EU's upopulære nye forfatning til næste år, før han trækker sig tilbage.
Hvis dette skulle lykkes, vil det være en sidste bemærkelsesværdig fjer i hatten på premierministeren, som efterhånden har en vis erfaring i at kæmpe op ad bakke.
Først og fremmest i eget parti op til beslutningen om Irak-krigen, men også i kontroversielle reformer af den offentlige sektor - egenbetaling på universiteterne og selvstyrende hospitaler er to eksempler, hvor Labour kun akkurat sikrede sig et flertal i parlamentet efter flere rebeller i partiet nægtede at følge regeringen.
Blair har hørt efter
I går erklærede Blair selv at han har "lyttet og forstået" budskabet fra befolkningen - blandt andet at Irak-krigen havde været en "opsplittende faktor" i befolkningen - og at han nu ville gøre alt for at sikre, at fokus i det nye regeringsprogram "uden undtagelse" vil blive lagt på fortsatte reformer og forbedringer af den offentlige sektor, først og fremmest hospitaler, uddannelsessystemet og børnepasningsområdet. Han lovede derudover, at han vil fortsætte en stram, men retfærdig immigrationspolitik og genetablere "respekten i klasseværelserne og på gaden".
